Kinesisk elbil-komet taber 36.000 kroner per bil

Kinesiske Xiaomi sælger masser af højt roste biler, men har svært ved at tjene penge på dem. Tabet per bil stiger til nye højder.

Den kinesiske start-up Xiaomi er egentlig kommet godt fra land med sine elbiler. 

Først med sedanen SU7 (foto), der på et tidspunkt var Kinas hurtigst sælgende bil og høstede buketter af roser. Selv Ford-bossen Jim Farley fik én fløjet til Detroit og ville nærmest ikke af med den igen - så begejstret var han.

Siden blev SUV-udgaven YU7 i Ferrari Purosangue-design endnu mere populær. På blot 10 måneder har Xiaomi leveret 232.000 YU7. Alene i den netop overståede april måned har Xiaomi leveret næsten 37.000 biler. Det er 28 procent flere biler end for et år siden, og lidt af en bedrift på et kinesisk marked, der p.t. er i bakgear.

Tab er seksdoblet

Alligevel taber Xiaomi penge. Mange penge. Sidste år tabte den blot to år gamle elbilproducent knapt 6.000 kroner for hver bil, der blev leveret til de begejstrede kunder. Nu er tabet per bil seksdoblet til 36.000 kroner. Det skriver carnewschina.

Dermed befinder en af Kinas yngste og mest succesfulde elbilproducenter sig i et dilemma, hvor der er stor interesse for mærkets biler, men et betydeligt tab på hvert eneste salg. På længere sigt er det naturligvis ikke en bæredygtig forretning for Xiaomi.

Priskrig i Kina

Udfordringen siger meget om den ekstremt hårde konkurrence mellem Kinas flere end 120 bilmærker. Kina er verdens største bilmarked, men bortfald af støtteordninger og et generelt dæmpet forbrug har kastet alle bilmærker ud i en brutal konkurrence på pris. 

Reelt er der tale om en overlevelseskamp, som selv kinesiske analytikere vurderer, at kun en brøkdel af Kinas egne bilmærker vil overleve.

Til Europa i 2027

Som andre Kina-mærker kan eksport være en løsning for Xiaomi. Mærket har flere gange været rygtet til Europa, og har også etableret en mindre udviklingsafdeling i Tyskland. Efter planen bliver det muligt at købe Xiaomi i de første europæiske lande i løbet af 2027.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here