Kinesisk gigant tror på batteriskifte til elbiler

Foto: CATL

Verdens største batteriproducent åbner over 200 nye batteriskiftestationer om måneden i Kina. Nu vil de også udbrede teknologien i mere skeptisk Europa.

Mens de fleste bilproducenter satser på stadig hurtigere lynladning, går verdens største batteriproducent samtidig en anden vej.

Kinesiske CATL udbygger i rekordtempo et netværk af batteriskiftestationer, hvor en elbil får udskiftet sit afladte batteri med et fuldt opladet på et par minutter. Tempoet er højt: CATL har i år åbnet mere end 200 nye batteriskiftestationer om måneden i Kina og har nu passeret 2.000 stationer i alt. Målet er at nå 4.000 stationer inden udgangen af året.

Samtidig er CATL begyndt at rulle teknologien ud uden for Kina. I første omgang gælder det især erhvervskøretøjer, hvor CATL i de kommende år vil gøre batteriskifte til en del af den europæiske infrastruktur.

Skiftes på få minutter

Idéen bag batteriskifte er enkel.

I stedet for at koble bilen til en ladestander kører føreren ind i en fuldautomatisk station, hvor et robotsystem tager det afladte batteri ud og monterer et fuldt opladet. Hele processen tager typisk mellem et par minutter.

Fordelen er, at ventetiden bliver omtrent den samme som ved en almindelig tankning af en benzin- eller dieselbil. Samtidig kan batterierne oplades langsommere på stationerne, hvilket kan være mere skånsomt for batteriet og lettere for elnettet.

CATL arbejder desuden med en model, hvor batteriet kan lejes i stedet for at blive købt sammen med bilen. Det kan sænke bilens anskaffelsespris og gøre det lettere senere at opgradere til et større batteri.

Skeptikere tror på lynladning

Selv om CATL satser massivt på batteriskifte ligesom den kinesiske bilproducent Nio, er der fortsat stor skepsis omkring teknologien.

Mange eksperter peger på, at moderne elbiler kan lynlade stadig hurtigere. De nyeste 800-volts elbiler kan allerede hente flere hundrede kilometers rækkevidde på blot 10-15 minutter, og CATL selv og andre batteriproducenter arbejder på batterier, der reducerer ladetiden yderligere.

Kritikere mener derfor, at behovet for batteriskiftestationer bliver mindre og mindre. Samtidig kræver systemet, at bilproducenterne anvender standardiserede batterier, og det begrænser bilernes designfrihed. Desuden er det dyrt at etablere stationerne, der både skal rumme avanceret robotteknologi og et stort lager af fuldt opladte batterier.

Danmark har dårlige erfaringer

I Danmark vækker batteriskifte også minder om et projekt, der aldrig fik succes.

Det israelske selskab Better Place etablerede for mere end ti år siden batteriskiftestationer i Danmark til elbilen Renault Fluence Z.E., der var udviklet til systemet. Tanken var, at batteriskifte skulle gøre elbiler lige så praktiske som benzinbiler.

Men salget af bilerne blev langt mindre end forventet, og Better Place gik konkurs i 2013. Dermed forsvandt også de danske batteriskiftestationer.

Siden da har udviklingen inden for batterier og lynladning været markant. Derfor er det fortsat usikkert, om batteriskifte får et gennembrud blandt personbiler i Europa.

CATL satser imidlertid på, at teknologien kan leve side om side med lynladning. Batterigiganten vurderer, at batteriskifte især kan blive attraktivt for taxier, delebiler, varebiler og andre køretøjer, som kører mange timer om dagen, hvor selv korte ladestop koster tid og penge.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here