Roadsteren Mazda MX-5 er på vej med metal-foldetag. Denne gang i såkaldt fastback-stil, der giver den legendariske sportsvogn et helt andet udseende.
Mazda MX-5 er en legende blandt bilentusiaster. En lille, let og billig sportsvogn, der langt fra har kræfter som en superbil, men som i ren køreglæde kan give nogle af verdens dyreste og vildeste biler seriøst baghjul. At Mazda tilmed bygger biler, der er anderledes pålidelige end de klassiske, britiske sportsvogne som MX-5 hylder, har også været med til at gøre den japanske roadster til verdens mest solgte af slagsen.
Blandt de mange detaljer der gør MX-5 så vellykket, er en simpel stofkaleche, der klappes op og ned med en enkelt hånd hurtigere end du kan nå at sige, ‘der kommer en regnbyge – vi slår taget op’.
Alligevel lancerede japanerne to forskellige tagløsninger med den forrige MX-5. Ud over den klassiske kaleche af stof, tilbød Mazda en foldbar hardtop af plast. Idéen var at gøre MX-5 mere helårsduelig og forbedre støjkomforten ved kørsel med taget oppe.
Merprisen var relativt beskeden, og så var det til at leve med, at designet af coupéen som den hårdkogte MX-5 blev døbt, var knapt så klassisk og organisk som originalen med blød hat. Purister var dog ikke i tvivl – sidstnævnte var og er den ‘rigtige’ MX-5.
Nu har Mazda gentænkt coupé-udgaven af MX-5. På biludstillingen i New York løfter de sløret for MX-5 RF. Det står for ‘retractable fastback’ – hvilket kan oversættes til noget i retning af nedfældbart fast tag – og det er præcis, hvad RF-udgaven kan: Taget, der nu er af metal, kan ved hjælp af elmotorer og snedig foldekunst vippes ned bag forsæderne. Det fine er, at taget dels tager bagruden med ned i mørket, så vinden passerer gennem kabinen på ægte roadster-manér, og at taget ikke stjæler plads i bagagerummet.
Klar senere i år
Sammenlignet med den foregående MX-5 Coupé er den afgørende forskel dog designet. Særligt i profil får MX-5 RF et mere langstrakt og elegant design a la en Porsche 911 Targa.
Ulempen – og det skal MX-5 purister nok vide at påpege – er øget vægt og mere kompliceret teknik i form af flere stålplader, elmotorer og styreelektronik. Hvor mange kilo RF-udgaven tager på, opgiver Mazda ikke, men en vis vægtforøgelse er der tale om. Undervognen justeres nemlig for at bevare MX-5’s fine køreegenskaber og RF-udgaven kan kun fås med den kraftige 2,0 liters motor med 160 hk, mens den lille 1,5 liters med 131 hk er forbeholdt udgaven med stofkaleche.
Merprisen er også ukendt, men det skulle ligge fast at, at MX-5 fans senere i år kan vælge, om de vil have den japanske folke-roadster i den blødkogte eller hårdkogte udgave.