Knivskarpe priser på Audi A6 e-tron

A6 e-tron

Kombinationen af lang rækkevidde, ladeeffekt og priser på Audi A6 e-tron må gøre ondt på de tyske premium-konkurrenter.

Prisen på Audi A6 e-tron er netop offentliggjort, og billigste i 5-dørs Sportback-habit kommer til at koste 590.000 kroner. Merprisen for stationcar-udgaven Avant er 15.000 kr. Når man tager A6 e-trons rækkevidde og den effekt, batteriet kan tage i en lynlader, med i ligningen, er der tale om priser, som de vigtigste konkurrenter, BMW og Mercedes, umiddelbart har svært ved at hamle op med.

I Audi-priserne er oven i købet medregnet den afgiftsforhøjelse på godt 11.000 kr., som fra 1. januar 2025 rammer elbiler til mere end 450.000 kr. Bilerne kan i øvrigt bestilles nu med forventet levering omkring årsskiftet.

Hvad BMW og Mercedes vælger at sætte deres priser op med fra nytår, vides ikke. Den nuværende pris for 4-dørs BMW i5 eDrive Sport Line er 575.000 kr. i5’erens rækkevidde er på 579 kilometer mod A6’erens 618. 

Audien overgår, takket være PPE-platformens 800 Volts-teknologi, også BMW’en i ladeeffekt – Audi tager 270 kW i lynladeren, BMW 205 kW. Ladetiden fra 10 til 80 procent af batteriets kapacitet klarer A6 e-tron på omkring 20 minutter, cirka 10 minutter hurtigere end BMW i5 og Mercedes EQE.

Op til 746 kilometers rækkevidde

Længste rækkevidde for BMW i5 sedan er som nævnt 579 km, men Audi A6 e-tron overgår det tal med flere længder, når man opdaterer til Performance-udgaven. Den har et batteri på 95 kWh mod basisudgavens 76 kWh, og A6 e-tron Performance-rækkevidden er helt oppe på 746 km. Prisen er 690.000 kr.

Mercedes EQE 350+ AMG Edition koster i øjeblikket 653.000 kr., rækkevidden er 688 km og ladeeffekten selskabets mindste: 170 kW. Desuden adskiller stjernen fra Stuttgart sig også fra de to andre ved ikke at kunne fås som stationcar.

A6 e-tron kommer også som en Sportback med stor bagklap.

Audi-rækkevidden falder med 12-14 km, når bilen hedder Avant. BMW i5 Tourings rækkevidde falder 20 km i forhold til den 4-dørs sedan. De 4-dørs udgaver af både BMW i5 og Mercedes EQE har i øvrigt lille bagklap. Audi Sportback-bagklappen er af den store slags, hvor bagruden åbner med op, og adgangen til bagagerummet bliver nemmere.

Audi A6 e-tron Performances rækkevidde på 746 km slår således de to tyske premium-konkurrenter med et par længder. At effektiviteten er så stor, skyldes i høj grad det meget strømlinede karrosseri og dermed en meget lav luftmodstand.

Født som elbil

Både A6 Sportback og Avant har et bagagerum på 502 liter, den 4-dørs BMW i5’s bagagerum er på 490 liter, Mercedes EQE’s er kun på 430 liter. Med et bagagerumsvolumen på 570 liter i stationcarudgaven af i5 vinder BMW’en den konkurrence over A6 e-tron Avant. 

Til gengæld vinder BMW’en næppe konkurrencen om bedst plads på bagsædet. I modsætning til Audi A6 e-tron og Mercedes EQE, der begge er født som elbiler, deler BMW i5 platform med den fossildrevne 5-serie, og det koster på bagsædet.

Fyldt med udstyr
Førerpladsen med op til tre skærme er hentet direkte fra Q6. Her udgaven med kameraer i stedet for sidespejle – og derfor yderligere to skærme yderst på instrumentpanelet.

Audi A6 e-tron hedder i basisudgaven Progress plus, og det skorter ikke på udstyr. På den omfattende liste over standardudstyr kan blandt andet nævnes fuld sikkerhedspakke, Matrix LED-forlygter, 3-zonet klimaanlæg, elektrisk indstilling af forsæder med memory og navigationsanlæg.

Opgraderingen til Ultra koster 70.000 kr., og her tilføjes bl.a. adaptiv luftundervogn, S line-udstyr, 20 tommer fælge i stedet for Progress plus’ 19 tommer, servolukning af døre og elektrisk indstilling af rattet.

Hvilkenbil gennemgik udførligt Audi A6 e-trons udstyr og specifikationer 1. august – klik på linket her og læs mere.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here