Kritikken haglede ned over Ferrari's første elbil, men i Kina er de begejstrede: Den elektriske Luce til 3,8 millioner kroner er revet væk.
Kritikerne stod i kø, da Ferrari for nylig løftede sløret for mærket første elbil nogensinde, Luce.
Særligt designet, som den tidligere Apple-designer Jony Ive står bag, satte sindene i kog. Luce, italiensk for lys, blev sammenlignet med alt fra en brødrister til en Honda Accord, og en tidligere Ferrari-chef mente ikke, at bilen overhovedet var værdig til at bære den stejlende hingst.
Afsløringen af Luce fik Ferrari-aktien til at falde seks procent. Forleden var også det arrivederci til mærkets mangeårige marketingchef Enrico Galliera, der var ansvarlig for lanceringen af den udskældte Luce.
Udviklet til ny kundegruppe
Al den ballade er dog kørt fuldstændig hen over hovedet på kineserne. I Kina er Luce allerede udsolgt. De 88 biler, som det enorme kinesiske marked er tildelt i år, blev revet væk. Det er alligevel godt kørt af en bil, der har fået så meget voksen skæld-ud og trods alt koster den nette sum af 3,8 millioner. Så mange kinesiske multimillionærer er der jo heller ikke.
Succesen i Kina understreger, hvad Ferrari hele tiden har sagt: Luce er udviklet til et helt andet og nyt publikum end dem, der normalt køber Ferrari. Og det nye publikum er ikke mindst tech-begejstrede kinesere, der for længst har omfavnet elbiler som fremtidens biltype.
Salgstallene i Kina tyder på, at Ferrari faktisk har ramt plet med deres radikale gentænkning af, hvad en Ferrari er og kan være.
Afviser rygter om tvang
Den positive historie har dog en mindre flatterende bagside: Sædvanligvis troværdige Bloomberg rapporterer, at Ferrari-forhandlere har tvunget kunder til at købe en Luce, hvis de ville købe en af de mere eftertragtede Ferrari-modeller, som der ofte er lange flere købere end biler til.
Det er dog en historie, som Ferrari hårdnakket benægter som “fuldstændig forkert”. Tværtimod fastholder Ferrari-boss Benedetto Vigna, at “ordrerne på Luce tikker ind”.
I Kina er det i hvert fald rigtigt. Og tag ikke fejl: Kina er et uhyre vigtigt marked for Ferrari, hvor der er mange købestærke kunder med appetit på ny teknologi.






