Kunstig intelligens kan forlænge levetiden for elbil-batterier

Ved hjælp af kunstig intelligens kan svenske forskere styre lynladning af elbiler, så det slider mindre på batteriet. Forskerne lover 23 procent længere levetid.

Kunstig intelligens vinder frem alle steder. Ifølge et hold forskere på det svenske, teknologiske universitet Chalmers, kan teknologien også bruges til at forlænge levetiden på elbilers kostbare batterier.

I et nyt studie, offentliggjort i det akademiske tidsskrift IEEE, hævder de svenske forskere, at de kan optimere lynladning ved hjælp af kunstig intelligens. Ved at styre opladningen i forhold til batteriets aktuelle sundhedstilstand, skåner man vitale komponenter som anode, katode og elektrolytter.

703 flere opladninger

Den kunstige intelligens lærer hele tiden og optimerer løbende lynladninger af batteriet. Resultatet er mere skånsomme lynladninger, der ifølge forskerne forlænger batteriets levetid med 23 procent. Eller mere præcist, hvad der svarer til 703 flere opladninger, end batteriet ellers ville kunne holde til.

Hvis man holder det op mod estimater, der siger, at et batteri holder til mellem 480.000 og 800.000 kilometers kørsel, svarer det til, at kunstig intelligens kan lægge yderligere mellem 110.000 og 160.000 kilometer til batteriets totale levetid.

De svenske forskere er nået frem til deres resultater ved hjælp af laboratorieforsøg. Spørgsmålet er derfor, om forbedringerne kan oversættes direkte til lynladning i den virkelige verden.

Øger ikke ladetiden

Til gengæld lover forskerne, at den kunstige intelligens ikke forlænger batteriets levetid ved blot at skrue ned for strømmen og dermed øge ladetiden.

“Den foreslåede metode bibeholder sammenlignelig ladeeffekt samtidig med, at den forlænger batteriets levetid. Dermed demonstrerer metoden, at forlænget batterilevetid kan opnås uden at kompromittere ladetiden,” skriver forskerne i studiet.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here