Liberal la-la om registreringsafgiften

Finansloven giver håndører til velbeslåede bilkøbere i stedet for at tage fat på en konstruktiv omlægning af registreringsafgiften, der gavner miljø og sikkerhed, mener hvilkenbil’s Henrik Hauthorn. 

Henrik Hauthorn

Så kom de på banen igen i LA, Liberal Alliance, og fik sat et populært – eller skulle vi nærmere sige populistisk – aftryk på den just vedtagne finanslov i form af en lempelse i registreringsafgiften på maksimalt 10.700 kr. Det sker ved at hæve den grænse, der skal betales den høje registreringsafgift på 150 pct. af fra 82.800 til 106.600 kr.

Som ved den seneste lettelse i registreringsafgiften fra 2015 gavner den nye lempelse kun køberne af de dyrere biler; helt i Liberal Alliances ånd en slags topskattelettelse på biler.

Men afgiftssænkelsen, der allerede træder i kraft fra tirsdag d. 22 november, møder kritik fra flere sider. Politisk kludetæppe og symbolpolitik, lyder det blandt andet.

Ejgild Christensen, der er bestyrelsesmedlem i Autobranchen Danmark og direktør for STS Biler i Holstebro, siger det lige ud på godt jysk:

“Det er til grin at lave et mediestunt ud af sådan noget pjatværk,” siger han til Dagbladet Holstebro-Struer.

Selv om man ellers skulle tro han var glad og tilfreds med udsigten til lavere afgifter på nye biler.

Han henviser til, at afgiftslempelsen denne gang blot er på 250 mio. kr. i 2017, hvilket kun er en dråbe i havet for en branche, der årligt afleverer 32 mia. kr. til statskassen. Det er under 1 pct.

Endnu en lap på et politisk ubrugeligt kludetæppe, kalder han det og mener ikke, at det betyder noget særligt om en bil koster 260.000 eller 270.000 kr. i listepris, for om en køber slår til.

Man skulle ifølge Ejgild Christensen meget hellere ændre afgiften helt og indføre en teknisk og miljømæssig afgift som for eksempel i Norge.

Her på Hvilkenbil.dk er vi helt enige med bilforhandleren. Som FDM i øvrigt også anbefaler, skulle politikerne i stedet lægge en helt ny kurs, så biler i fremtiden bliver beskattet efter CO2-udslip og vægt, og hvor sikkerhed ikke har noget med afgifter at gøre.

Den nye lempelse af afgiften virker ydermere meningsløs, da den udvikling, som den skal understøtte – at vi danskere køber større, bedre, sikrere biler i stedet for mikro- og minibiler – allerede er i fuld gang efter nedsættelsen af registreringsafgiften fra 180 til 150 pct. i slutningen af 2015. Hvorfor bruge yderligere en kvart milliard kroner på at skubbe til noget, der allerede er sat igang?

Vi efterlyser som bilforhandleren fra Holstebro politisk mod. Mod hos politikerne til at tage fat på den gennemgribende omlægning af det danske afgiftssystem, der kan gøre systemet gennemsigtigt og logisk og – nok så vigtigt – spare menneskeliv på de danske veje.

Som vi tidligere har skrevet her på siden, ville det faktisk være en god forretning både rent menneskeligt og for statskassen, hvis man havde brugt de 250 mio. kroner på at fritage livreddende sikkerhedsudstyr for afgifter.

Problemet med den nuværende afgiftsmodel er nemlig, at den slet ikke tilskynder folk til at købe biler med moderne sikkerhedsudstyr. I stedet straffes det med 150 pct. afgift og moms. Eksempelvis koster en omfattende sikkerhedspakke til en Mercedes C-klasse 43.500 kr. uden afgift, men en dansk bilkøber skal, som Børsen tidligere har berettet, betale 109.000 kr. for pakken på grund af afgifter. Ifølge Mercedes-Benz Danmark sælges denne type udstyr derfor stort set ikke.

Det betyder med andre ord, at staten faktisk slet ikke ville tabe provenu på at fritage sikkerhedsudstyret for afgift.

Rådet for Sikker Trafik mener endda, at staten vil spare betydelige følgeomkostninger af trafikulykker set i forhold til det beskedne provenutab, en fritagelse i første omgang kunne betyde.

Med noget politisk mandsmod kunne vi altså helt have sparet de 250 mio. kr. på finansloven, hvis det regnestykke står til troende.

Men som det politiske landskab tegner sig i øjeblikket, ser det ud til, vi fortsat må leve med politisk LA-la uden visioner fra Christiansborg. Og så må vi se om en ny regering på et tidspunkt har mod og visioner til tage fat på den nødvendige omlægning af registreringsafgiften…

Læs også:

Det bliver igen billigere at købe bil

Sikkerhedsudstyr kan halvere dødsulykker

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here