Den danske bilskaber Henrik Fiskers forhandlinger med en anden bilproducent er brudt sammen. Analytiker kalder konkurs ’uundgåelig’.
Handlen med Fisker-aktier stoppede tidligere i dag, da det kom frem, at den danske bilskaber Henrik Fiskers forhandlinger med en anden, stor bilproducent er brudt sammen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Forhandlingerne, som angiveligt skulle være med den japanske bilproducent Nissan om fælles produktion af en elektrisk, Fisker-udviklet pick-up i USA, kunne potentielt have indbragt Fisker over 2,5 milliarder kroner. Det ville umiddelbart have hjulpet Fisker Inc. ud af de økonomiske vanskeligheder, som virksomheden selv har advaret om kan resultere i, at Fisker løber tør for penge senere i år.
Samtidig betyder de afbrudte forhandlinger, at en anden afgørende aftale for Fisker falder til jorden. I sidste uge meddelte Fisker ellers, at en eksisterende investor ville tilføre Fisker Inc. én milliard kroner. Den aftale var dog betinget af, at man indgik et partnerskab med en anden bilproducent.
Konkurs ’uundgåelig’
Uden en aftale med en stor spiller som Nissan, ser det svært ud for Fisker, vurderer en amerikansk analytiker:
”Jeg kan ikke sige, om det bliver i næste uge eller næste år, men det er uundgåeligt,” siger Thomas Hayes til Reuters om udsigterne til, at Fisker ender i en konkurs.
Hayes er bestyrelsesformand for investeringsselskabet Great Hill Capital, der løbende følgende udviklingen blandt elbilproducenter.
Midt i marts skrev den amerikanske avis Wall Street Journal, at Fisker Inc. har hyret rådgivere, der skal undersøge mulighederne for en mulig konkursbegæring.
Optimismen hos den danske brancheanalytiker René Tønder er også til at overse:
»Man skal altid passe på med ultimative konklusioner, men alt tyder på at Fisker nu endegyldigt er på vej mod konkurs. Og formentlig relativt hurtigt,« skriver René Tønder på sin LinkedIn-profil.
Stort kursfald
Fisker-aktien er faldet mere end 90 procent i år, efter virksomheden fortalte, at det var en ”løbende bekymring”, at man kunne løbe tør for kontanter.
På samme tidspunkt sagde Fisker Inc., at al udvikling i nye biler ville blive indstillet, indtil man havde fundet en ny samarbejdspartner. Den plan ser nu ud til at være gået i vasken – og dermed begynder Fisker at løbe tør for muligheder.