Ny crashtest er hård ved ældre bilmodeller

Euro NCAPs crashtest skærpes løbende – og det kan ses på lidt ældre, faceliftede modeller som Renault Megane, der mister to stjerner. Ny VW Golf Sportsvan scorer topkarakter.

Det kan være hårdt at blive ældre. Også for biler. At alderen trykker på den lidt uretfærdige måde gælder ikke mindst for den franske Golf-klassemodel, Renault Megane (billedet). Efter seks år på markedet har Megane netop fået en ansigtsløftning med lidt opdateret teknik og et nydeligt næsejob. Men lige meget hjælper det i Euro NCAPs torturkammer.

Den nye VW Golf Sportsvan klarer sig til topkarakter i den skærpede Euro NCAP crashtest.
Den nye VW Golf Sportsvan klarer sig til topkarakter i den skærpede Euro NCAP crashtest.

Her, hvor bilerne pines med alt fra påkørsler af betonmure og glideture ind i massive stålpæle, brillerede Renault Megane i 2008 med den hidtil højeste score i sin klasse og topkarakteren fem stjerner. Nu, hvor Euro NCAP har skærpet kravene, bliver det kun til tre stjerner og en mere middelmådig bedømmelse.

Forklaringen er, at Megane mangler nogle af de nyeste, elektroniske sikkerhedshjælpemidler som eksempelvis vognbaneassistent og automatisk AEB- interurban nødbremse til landevejshastigheder.

”Det er nok til at udløse et fald fra fem til tre stjerner. Men ser man bort fra de to manglende assistenter, hvor jeg personligt finder vognbaneassistenten mere irriterende end gavnlig under almindelig, daglig kørsel, har Mégane optjent nok point i de forskellige discipliner til et femstjernet resultat. De tre stjerner betyder altså ikke, at den nye Mégane er en sikkerhedsmæssig middelmådig bil,” siger den danske sikkerhedsekspert Leif Nielsen fra forbrugersitet sikkerbil.dk.

Leif Nielsen understreger dog, at selv om den nye bedømmelse af en lidt ældre model som Renault Megane dermed kan virke lidt uretfærdig, er det både godt og nødvendigt, at Euro NCAP bliver ved med at skærpe sikkerhedskravene til bilproducenterne.

”Det er netop den udvikling, der i dag har gjort bilerne mere sikre end nogensinde,” fastslår Leif Nielsen.

Den nye VW Golf Sportsvan, som Euro NCAP også har testet i denne ombæring, er et perfekt udtryk for udviklingen. Golf Sportsvan er udviklet til de nye krav og er standardudstyret med den dyre Inter-Urban model af automatisk nødbremse. Sammen med et solidt karrosseri, hvor de klassiske sikkerhedssystemer som gardinairbags, seler og effektive hovedstøtter såvel for som bag virker forbilledligt, scorer Golf Sportsvan relativt ubesværet topkarakteren fem stjerner i den skrappe 2014-crashtest.

Det er kun glædeligt, siger Leif Nielsen. Men han mener samtidig, at Euro NCAP testen er blevet mindre forbrugervenlig:

Det er lidt af et dilemma. Det er godt med udviklingen af nyt sikkerhedsudstyr og fabrikkerne skal animeres til at indføre det. Men med de mange løbende ændringer af NCAP-testen er testresultaterne ikke altid nemme at forstå for bilkøberne og det er den umiddelbart store forskel på Megane og Golf Sportsvan et meget godt eksempel på,” siger Leif Nielsen.

Ud over Renault Megane har Euro NCAP også testet Peugeot 301, Citroën C-Elysée, MG3 og passagerudgaven af varebilen Ford Tournier Courier – ingen af de sidste fire biler sælges herhjemme.

Læs mere om crashtestresultaterne på sikkerbil.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here