Ny elbil: Effektiv og køreglad BMW Neue Klasse

Næste elbil fra BMW, kaldet Neue Klasse, er ladet med effektiv software og viderefører BMW-arven “Freude am Fahren”.

I en elbil går man måske ikke så meget op i det gammeldags begreb “køreglæde”. Men “Freude am Fahren” er et velkendt BMW-slogan, og det holder BMW fast i med Neue Klasse.

En nyudviklet central computer er hjernen, eller hjertet om man vil, i Neue Klasse. “Heart of Joy” kalder BMW den. Ifølge BMW’s oplysninger styrer computeren effektivt drivlinje og køredynamik, og den bliver netop nu testet i konceptbilen BMW Vision Driving Experience (VDX). 

Det amerikanske magasin InsideEVs har været på tur i bilens passagersæde på BMW’s testanlæg i South Carolina, USA. Og de er begejstrede. Budskabet i artiklen er, at fremtiden er vild, og at Neue Klasse ganske enkelt ser særdeles lovende ud.

Vanvittigt moment

Konceptet BMW VDX er en rullende testbil for de kommende Neue Klasse-modeller, og med en elmotor ved hvert hjul opgiver BMW det samlede moment i VDX til nærmest vanvittige 17.990 Newtonmeter – 13.269 foot-pound, som er måleenheden i USA. 

BMW Vision Driving Experience
BMW Vision Driving Experience.

Bilens køreegenskaber og præcision på testbanen bliver beskrevet som uovertrufne, og den var nærmest suget til underlaget under alle forhold.

“Heart of Joy” er en af fire centrale computerenheder i VDX. Den kontrollerer acceleration, nedbremsning, stabilisering af bilen, dynamiske styrefunktioner og opladning. De tre andre holder styr på de adaptive sikkerhedssystemer som selvkørende funktioner, infotainment og hjælpefunktioner som klimaanlæg og lys.

De fire enheder er koblet sammen i én central enhed kaldet Dynamic Performance Control, og kommunikation og samspil sker på millisekunder.

25 procent større effektivitet

Ikke kun køreglæden er kælet for, men også udnyttelsen af batteriets energi er effektiviseret med længere rækkevidde som resultat.

BMW anslår, at under 98 procent af kørslen behøver føreren ikke bruge bremserne, for bremsekraften genereret ved hjælp af genindvinding rækker ved dagligdags kørsel. Samlet set skulle det øge systemets effektivitet med op til 25 procent.

BMW Vision Driving Experience
BMW’s nye kabine – Panoramic iDrive.

Det hele er udviklet “indenhus” – altså af BMW. Og finpudsningen i konceptbilen VDX bliver direkte overført til alle udgaver af Neue Klasse. Den nye klasse er fra bunden udviklet som elbil, og senere i år ventes Neue Klasse X, der afløser iX3, og også 3-seriens elektriske afløser.

Succes-strategi

BMW har de seneste år haft solid succes med sin tre i en-strategi, hvor sydtyskerne har benyttet eksisterende platforme til tre drivlinjer. Fossildrevne, opladningshybrider og elbiler. Med Neue Klasse tager BMW hul på en ny æra, og med de oplysninger, som blandt andet InsideEVs – læs artiklen her – disker op med, kunne det se ud til, at Neue Klasse er opskriften på mere succes.

Hvis vi lige skal slå en krølle til BMW-sloganet “Freude am Fahren”. Allerede i 1936 blev “Freude” benyttet første gang på en plakat, der skulle fortælle om herlighederne ved BMW’s biler og motorcykler: “Kraftfahren muss Freude bereiten”. Ved introduktionen i 1964 af BMW 1800 indgik de tre ord i beskrivelsen af bilens egenskaber, året efter blev det et officielt slogan og har været det siden.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here