Ny Renault-platform til elbiler skal presse Kina

Renault ruster sig til den fortsatte konkurrence mod elbiler fra Kina. En ny platform skal reducere omkostninger og øge effektivitet. 

Lavere produktionsomkostninger, lettere og mere effektive batterier, bedre elmotorer og forbedret aerodynamik. Det er den korte og lovende version af det, som Renault forventer at få ud af den helt nye platform til elbiler, som franskmændene netop har luftet planerne for. Platformen skal sikre, at Renault er i stand til at konkurrere med ikke mindst de mange elbiler fra Kina, som allerede nu og de kommende år ventes at strømme til Europa.

Den nye elektriske bund skal som udgangspunkt danne basis for større mellemklassebiler. Ved biludstillingen i Paris i oktober viste Renault konceptbilen Emblème (foto øverst), og den ventes at blive den første på platformen. 

Emblème-visionen beskrives som en 480 centimeter lang familiebil. Dens premieredato er dog ikke lige om hjørnet. Renault-chef Luca de Meo siger til Automotive News, at Emblème ventes i 2028. Han garanterer dog, at den til den tid vil være fuldt konkurrencedygtig med de bedste kinesere.

Produktionsomkostningerne vil kunne reduceres med hele 40 procent i forhold til i dag. Overgang til en ny batterileverandør vil også betyde en ny type batterier – litiumjernfosfat (LFP) i stedet for litium-ion – og Renault-chefen vurderer, at udgifterne til batterier bliver halveret.

Ingeniørerne er derudover blevet bedt om at have stort fokus på aerodynamik, hvor der også vil kunne hentes en del.

Elektriske Renault-premierer i 2025 og 2026

I dag har Renault to elektriske platforme: AmpR Medium til Megane og Scenic og AmpR Small til tvillingerne Renault 5 og Alpine A290, den nye postmobil, Renault 4, samt den elektriske afløser til alliancepartner Nissans næste Micra.

Renault 4 E-Tech.

Renault 4 ventes til Danmark i sensommeren 2025.

En udgave af Small-platformen skal desuden anvendes til den elektriske Renault Twingo, der forventes at koste under 200.000 kroner og få premiere i løbet af 2026. Og til en tilsvarende Nissan-mikro.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here