Ny salgsrekord: Antallet af nye elbiler stiger stadig i Danmark

24.537 danskere købte en elbil i 2025’s første kvartal. Dermed har vi en ny rekord: Salget af elbiler udgør i år 65,5 pct. af det totale salg.

Danskernes begejstring for elbiler stiger stadig, og antallet af nyindregistrerede elbiler i første kvartal var højere end nogensinde. Nyeste tal for salget viser, at 25.537 ud af 37.435 solgte biler var elektriske. I procent svarer det til en elbil-andel på 65,5. Andelen af solgte elbiler i hele 2024 var 51,5 pct.

I forhold til de første tre måneder af 2024 er der i år solgt 62 pct. flere elbiler. Det totale bilsalg i første kvartal var 1,5 pct. højere end i 2024.

Volkswagen-gruppen dominerer
VW ID. Buzz
Danskerne har taget ID. Buzz til sig.

Alle biler på top 10-listen over de mest solgte biler i første kvartal er elbiler. Seks ud af de 10 er fra Volkswagen-koncernen. VW ID.4 fører suverænt, ID.3 er nummer tre, ID. Buzz ligger på sjettepladsen. 

Den tjekkiske ID.4, Skoda Enyaq, er på fjerdepladsen, og den lidt finere ID.4, Audi Q4 e-tron, tager ottendepladsen. Cupra Tavascan, der er den spanske udgave af VW ID.5, Skoda Enyaq Coupé og Audi Q4 Sportback e-tron, kniber sig lige ind foran Q4’eren på top 10-listen.

Toyota bZ4X er med en andenplads på listen ved at have fundet sin plads i danskernes bevidsthed. Mercedes EQA holder sig inde på top 10-listen, og Årets Bil i Danmark, Kia EV3, er også med blandt de 10 mest solgte i årets første tre måneder (se den komplette top 10-liste i bunden af artiklen).

Tesla-nedtur fortsætter
Teslas nye Model Y
Den nye Tesla Model Y.

Det vigende Tesla-salg fortsætter. Fra i både 2023 og 2024 at have været den mest solgte bil med næsten 18.000 solgte i 2023 og lidt over 10.000 i 2024 er Model Y i 2025’s første tre måneder drattet ned på en femteplads. Model 3, der i fjor var Danmarks fjerde-mest solgte bil, er helt ude af top 10. 

Hvor meget af Tesla-nedgangen, der kan tilskrives, at salget af den nye Model Y først er ved at komme på skinner, og hvor meget, der kan tilskrives utilfredshed med Tesla-topchef Elon Musks rolle i den amerikanske regering, er det vanskeligt at sige med 100 procents skråsikkerhed. 

Men Musks nære parløb med USA’s præsident, Donald Trump, har helt sikkert en betydelig indvirkning på Tesla-salget. Og det er ikke opmuntrende læsning i Tesla-butikkerne.

Top 10 i 2025’s første kvartal
Model
Januar-marts 2025
   
VW ID.4 2.105
Toyota bZ4X 1.531
VW ID.3 1.328
Skoda Enyaq 1.229
Tesla Model Y 1.122
VW ID. Buzz 934
Cupra Tavascan 870
Audi Q4 e-tron 865
Mercedes EQA 785
Kia EV3 758
Kilde: bilstatistik.dk  

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here