Ny teknologi giver BMW iX længere rækkevidde

Højere effektivitet giver den faceliftede BMW iX væsentligt længere rækkevidde. Fronten er ’selvhelende’, hvis den får stenslag.

Efter fem år på markedet får BMWs elektriske flagskib iX en teknisk opgradering.

Den store nyhed er brugen af halvlederkomponenter af siliciumkarbid i inverteren, der gør drivlinen langt mere effektiv. Halvledere af siliciumkarbid er også mere kraftfulde og temperaturbestandige end halvledere fremstillet af konventionelt silicium. Resultatet er en væsentligt længere rækkevidde. Ifølge BMW helt op til 701 km efter WLTP-normen.

Teknikken har fået et stort løft, men udvendig ligner BMW iX sig selv.

Forøgelsen skyldes dog også større batterier. Fra 95 kWh i basisudgaven til enorme batteripakker i topudgaverne på 109 kWh.

Samtidig får alle udgaver af BMW iX flere kræfter. I basisudgaven xDrive45 er ydelsen øget med 82 hk til 408 hk. Den nye BMW iX xDrive60 har en effektforøgelse på 21 hk til 544 hk. Topmodellen iX M70 xDrive råder over hele 485 kW/659 hk og et knusende drejningsmoment på 1.100 Nm.

BMW iX fortsætter dog med almindelige 400 volt teknologi, så lynladetiderne er mindre imponerende: Basismodellen tager op til 175 kW, mens de to større udgaver klarer 195 kW. Alle varianter af iX tager imod 22 kW vekselstrøm i almindelige ladere.

Effektiv genindvinding

Adaptiv regenerering, hvor nedbremsninger omsættes til opladning af batteriet, er også med til at forlænge rækkevidden i BMW iX anno 2025. Den intelligente styring gør det muligt at tilpasse energigenvindingen under acceleration og nedbremsning baseret på navigationsdata og sensorer fra førerassistentsystemerne. For eksempel øges regenereringseffekten ved vejkryds, så der tilføres mere energi i batteriet under nedbremsninger.

Alle iX-modeller har også en avanceret varmepumpefunktion, der øger effektiviteten i forskellige kørselssituationer. Varmepumpen kan for eksempel bruge overskydende varme fra elmotorerne til at opvarme både interiøret og batteriet på samme tid.

’Selvhelende’ grill

Mens rækkevidden har fået et reelt løft, er det småt med synlige nyheder. BMW holder fast i designet, der har været omdiskuteret: iX var blandt de første BMW-modeller med den meget markante udformning af mærkets kendte nyregrill, som nogle har sammenlignet med kanintænder.

Netop nyregrillen har fået en ekstra belægning, der gør den mindre følsom over for skader. BMW hævder, at overfladen er ’selvhelende’. Lette ridser kan fjernes inden for 24 timer ved stuetemperatur eller inden for få minutter ved at påføre varme.

Kabinen ligner også sig selv, men iX kører nu med BMWs Operative System 8.5.

En anden, visuel forandring er de slanke adaptive LED-forlygter. De har nu lodrette LED-enheder til kørelys og blinklys, der giver iX et andet udtryk i mørke.

Indvendig består forbedringerne bl.a. el-justerbare forsæder, hvor både bredden og sidestøtten kan justeres. Disse sæder er en del af M Sportspakken.

Forløber for Neue Klasse

Designet af BMW iX skal ses i lyset af BMWs sædvanlige designfilosofi, hvor man veksler mellem revolution og evolution. iX er mest revolution og skal bane vej for det designsprog, som vi kommer til at se med lanceringen af BMWs dedikerede serie af elbiler, Neue Klasse, der kommer senere i år.

Teknisk er den fem år gamle iX da også stadig helt i front. Den er BMWs blot anden dedikerede elbil efter i3, og benytter i nogen grad samme kombination af stål, aluminium og kulfiberforstærket plastic i konstruktionen for at holde vægten nede. Om den byggeteknik overføres til Neue Klasse ved vi endnu ikke.

Den faceliftede BMW iX kan nu bestilles hos de danske BMW forhandlere med følgende data og priser:

BMW iX xDrive45

Systemeffekt: 300 kW/408 hk
Drejningsmoment: 700 Nm
0-100 km/t: 5,1 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Kombineret forbrug ifølge WLTP: 4,6 km/kWh
Rækkevidde i henhold til WLTP: 490-602 km
Priser fra 699.900 kr.
BMW iX xDrive45 Fully Charged*: 799.900 kr.

BMW iX xDrive60

Systemeffekt: 400 kW/544 hk
Drejningsmoment: 765 Nm
0-100 km/t: 4,6 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Kombineret forbrug ifølge WLTP: 4,6 km/kWh
Rækkevidde i henhold til WLTP: 563-701 km
Priser fra 749.900 kr.
BMW iX xDrive60 Fully Charged*: 849.900 kr.

*BMW iX xDrive45/60 Fully Charged:
Metallak, M Sportspakke, M Sportspakke Pro, 22” hjul, tonede ruder bag, BMW Iconic Glow, Innovation-pakke, komfortpakke, anhængertræk, soft close-funktion.

BMW iX M70 xDrive

Systemeffekt: 485 kW/659 hk
Drejningsmoment: 1.100 Nm
0-100 km/t: 3,8 sekunder
Tophastighed: 250 km/t
Kombineret forbrug ifølge WLTP: 4,3 km/kWh
Rækkevidde i henhold til WLTP: 521-600 km
BMW iX M70 xDrive Fully Charged: 1.099.900 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here