Eksporten af elbiler fra EU til Kina er faldet 83 procent på to år. Kineserne producerer i stigende grad selv de biler, de vil købe – også når mærket er europæisk.
Godt fem biler om dagen.
Så få nye elbiler blev der i gennemsnit eksporteret fra EU til Kina i 2025. Årets samlede eksport endte på blot 1.936 rent elektriske personbiler.
To år tidligere var tallet 11.499. På bare to år er eksporten dermed faldet 83 procent, viser tal fra den europæiske bilindustriorganisation ACEA.
Til sammenligning gik hele 430.526 kinesisk producerede elbiler den modsatte vej i 2025. For hver elbil, EU sendte til Kina, modtog vi altså omkring 220 fra Kina.
Det er svært at finde et tydeligere billede på, hvor skævt handlen med elbiler mellem EU og Kina har udviklet sig.
Europa fremstiller stadig i Kina
Der er dog en vigtig forskel på eksport og salg.
De 1.936 biler er nye, rent elektriske personbiler eksporteret fra EU til Kina. Europæiske mærkers elbiler produceret på kinesiske fabrikker er ikke medregnet. Det er ladehybrider heller ikke.
Tallet betyder derfor ikke, at kineserne kun købte knap 2.000 elbiler fra europæiske mærker. Det viser, at der næsten ikke længere bliver sendt elbiler fra EU’s fabrikker til det kinesiske marked.
Tilsvarende omfatter eksporten fra Kina til EU både kinesiske mærker og biler fra udenlandske producenter med fabrikker i Kina.
Bileksporten svinder ind
Elbilerne er den mest markante del af en bredere tilbagegang.
I 2022 eksporterede EU godt 400.000 personbiler til Kina. I 2025 var der knap 160.000 tilbage. På tre år er eksporten dermed faldet omkring 60 procent. Det gælder alle drivlinjer – ikke kun elbiler, viser tal fra ACEA.
Alene fra 2024 til 2025 faldt værdien af EU’s samlede eksport af nye køretøjer til Kina med 43 procent.
Samtidig passerede importen den modsatte vej én million kinesisk producerede personbiler. Handlen med nye køretøjer gav dermed EU et underskud på 6,6 milliarder euro i 2025. Hvor Kina tidligere var et stort eksportmarked for Europas bilfabrikker, bliver landet altså i stigende grad en leverandør til europæiske bilkøbere.
Her ligger også en forklaring på, hvorfor EU har indført straftold på import af kinesisk fremstillede elbiler - og hvorfor EU kommissionen overvejer at stramme kursen yderligere.
Kina kan selv
Bag udviklingen ligger en grundlæggende forandring: Kina har opbygget en enorm bilindustri, som både kan forsyne hjemmemarkedet og sælge stadig flere biler til resten af verden.
Ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA, fremstillede Kina omkring 16 millioner opladelige personbiler i 2025. Her tæller IEA både rent elektriske biler og ladehybrider med. Det svarer til næsten tre fjerdedele af verdens samlede produktion.
Produktionen var omkring 20 procent større end efterspørgslen på hjemmemarkedet. Samtidig blev eksporten af opladelige biler fordoblet til over 2,5 millioner.
IEA peger på, at den hårde kinesiske priskrig presser producenternes indtjening og får dem til at søge mod udlandet. Eksporten giver både mulighed for bedre indtjening og for at holde fabrikkerne beskæftiget.
Kinesiske bilproducenter er med andre ord ikke længere kun optaget af at dække kinesernes behov. De konkurrerer også om vores.
Mere end et dårligt salgstal
Importtallene kan ikke alene fortælle, hvor meget tilbagegangen skyldes stærkere kinesiske konkurrenter, og hvor meget der skyldes europæiske mærkers produktion i Kina.
De dokumenterer heller ikke, at kinesiske elbiler er bedre end europæiske.
Men sammen med Kinas enorme produktion og voksende eksport viser de, hvor meget bilindustrien har forandret sig. Landet har opbygget sin egen stærke industri inden for opladelige biler, mens EU’s eksport af rent elektriske biler til Kina er skrumpet til næsten ingenting.
Europæiske mærker kan fortsat sælge biler i Kina. Men det giver stadig sjældnere arbejde på en europæisk bilfabrik. Ifølge branchebladet Automotive News er bunden tilsyneladende endnu ikke nået. Friske tal for juli viser, at Kina i foregående måned var helt nede på at importere blot fire europæiske biler om dagen…






