Hyundai kører med på privatleasing-bølgen. En af Danmarks billigste elbiler, Hyundai Inster, koster fra 3.000 kr. om måneden.
Hvis ikke man er klar til at smide 180.000 kroner for en ny elbil, så kan privatleasing være vejen frem. En af markedets billigste elbiler, den lille Hyundai Inster, kan nu privatleases for 2.995 kr. om måneden, hvis man i førstegangsydelse afleverer 9.995 kr.
Leasingperioden er minimum et år, maksimum tre, og kører man 10.000 kilometer om året og beholder bilen i alle tre år, løber den samlede leasingudgift op 118.465 kr.
Så det er dét regnestykke, man skal have i baghovedet, hvis privatleasing er en overvejelse frem for køb. Service er inkluderet ved privatleasing, og garanti er ikke en faktor her. Hyundais mekaniske garanti er i øvrigt en af markedets bedste med fem år og ubegrænset antal kilometer, og det er bestemt værd at huske på, hvis man mere er til køb end til leasing.
Hvis man foretrækker at lægge 4.995 kr. i førstegangsydelse frem for 9.995 kr., begynder den månedlige ydelse ved 3.195 kr., altså 200 kr. mere om måneden. Regnestykket over tre års leasing stiger så til 120.665 kr.
300 kr. pr. 5.000 km
Metallak er inkluderet – ved køb koster metallak 6.500 kr. – og for hver 5.000 årlige kilometer, man smider oveni de 10.000 km, stiger den månedlige ydelse med 300 kr.
Leasingydelsen på 2.995 kr. om måneden gælder basisudgaven Essential med det mindste batteri på 42 kWh, der har en rækkevidde på op til 327 km og en maksimal ladeeffekt på 73 kW. I Essential er sikkerhedspakken ganske omfattende med bl.a. airbag mellem forsæderne, adaptiv fartpilot og aktiv vognbaneassistent med følgefunktion. Digital instrumentering, navigation, bakkamera, p-sensorer bag, klimaanlæg og elektriske sidespejle med varme er også en del af Essential.
Med 49 kWh-batteri, 370 kilometers rækkevidde og en ladeeffekt på 85 kW stiger den månedlige leasingydelse til 3.195 kr.
Med 42 kWh-batteri og Advanced-udstyr er billigste leasingydelse 3.295 kr. Advanced har udover Essential-udstyret bl.a. også læderrat, varme i forsæder og rat, trådløs opladning af mobiltelefonen, LED-forlygter, regnsensor og automatisk nedblænding af bakspejlet, p-sensor foran og 15 tommer alufælge. Advanced med 49 kWh-batteri koster fra 3.495 kr.
Inster Cross, der adskiller sig visuelt ved et lidt mere rustikt design og 17 tommer alufælge, findes med det store batteri og Advanced-udstyr. Den koster 300 kr. mere om måneden end den “almindelige” Inster. Altså 3.795 kr.
Plads til fire
De fysiske mål på Inster er 383 centimeter i længden, 161 i bredden og 158 i højden. Bagsædet, der har plads til to, kan forskydes i længden, så bagagerummet sluger fra 238 til 351 liter.
Varmepumpe, der forvarmer batteriet inden hurtigopladning og sikrer stabil varme i kabinen, koster 230 ekstra kroner om måneden.
Hvilkenbil har omtalt Inster flere gange, bl.a. i forbindelse med Årets Bil 2025, hvor den blev nummer fire efter Kia EV3, Skoda Elroq og Renault Scenic E-Tech. Læs mere om Inster på Hyundais hjemmeside.
Af redaktionen