På et år er salget af brugte elbiler via hjemmesiden AutoUncle mere end fordoblet. Salget af elbiler under 150.000 kr. er stukket helt af.
I hele 2023 blev der solgt knap 1.200 brugte elbiler under 150.000 kroner via hjemmesiden AutoUncle. I første halvår af 2024 passerede salget af brugte i den prisklasse 3.400 styk.
I prisklassen 150.000 til 250.000 kr. blev der i hele 2023 solgt flere end 8.500 brugte elbiler, i løbet af de første seks måneder i år blev der solgt 8.000.
At der er god gang i markedet for brugte elbiler understreges yderligere af, at der i prisklassen 250.000-350.000 kr. blev solgt knap 14.000 frem til 30. juni i år; i hele 2023 blev der i den prisklasse handlet lidt over 10.000.
Det samlede antal solgte, brugte elbiler via AutoUncle var i første halvår af 2023 på 14.756; i løbet af de første seks måneder i år var tallet lidt over 30.000.
Det totale salgstal for 2023 var 36.749, så den meget stigende tendens tog for alvor fart i andet halvår af 2023.
Tesla Model 3 er en storsælger
Den brugte elbil, der er solgt flest af i år, er uden konkurrence Tesla Model 3, der hører til i prisklassen 250.000-350.000 kr.
Hvilkenbil har de specifikke tal fra AutoUncle frem til 25. juni, og indtil da var der solgt 3.305 styk Model 3. Gennemsnitsprisen var 268.900 kr., og det gennemsnitlige kilometertal var 37.000.
Blandt de solgte, brugte elbiler mellem 150.000 og 250.000 kr. topper VW ID.3 med 2.628. Indtil videre er den således den næstmest solgte elbil i år. Gennemsnitsprisen var 209.900 kr.
Til mindre end 150.000 kr. er det en anden elbil fra Volkswagen, der er solgt flest af, nemlig e-Golf med 900 styk til en gennemsnitspris på 149.900 kr.
Skoda Enyaq og Tesla Model Y er samlet nummer tre og fire på listen over de mest solgte. 2.412 købte en Enyaq og 1.824 en Model Y. Gennemsnitsprisen på begge var 339.900 kr.
Blandt de brugte mellem 350.000 og 450.000 kr. er Audi Q4 e-tron den suverænt mest solgte med 875 styk. Gennemsnitsprisen var 399.500 kr.
AutoUncle vurderer
Bilinfo.dk, der samler oplysninger fra flere end 2.000 bilforhandlere, har i sin opgørelse for første halvår af 2024 på det danske brugtmarked opgjort, at der er solgt 91 procent flere brugte elbiler i første halvår af 2024 sammenlignet med samme periode af 2023.
Ifølge bilinfo.dk er der omsat 40.958 brugte elbiler i årets første seks måneder. På Bilbasen.dk, der er Danmarks største markedsplads for brugte biler, er der i øjeblikket over 10.000 brugte elbiler til salg.
På AutoUncle.dk, der har leveret trafiktallene fra deres hjemmeside til Hvilkenbil, er der i skrivende stund 4.714 brugte elbiler til salg. AutoUncle udmærker sig blandt meget andet ved, at man som potentiel køber får AutoUncles vurdering af, om de fremsøgte biler er til salg for en ‘super pris’, en ‘god pris’ eller en ‘fair pris’. Man bliver også oplyst, hvis AutoUncle vurderer, at bilen er ‘lidt for dyr’ eller ‘dyr’.
Mere i vente på Hvilkenbil
Hvilkenbil vil de kommende uger bringe en totaloversigt over de mest solgte, brugte elbiler i de fem forskellige prisklasser. I hver af de kommende artikler giver vi samtidig vores uforbeholdne mening til kende om de mest solgte i hver prisklasse.
Herunder oversigten over de fem mest solgte i de fem prisklasser fra 1. januar til 25. juni 2024.
Under 150.000 kr.
Mærke og model | Antal solgte | Gns.pris | Gns.km |
VW e-Golf | 900 | 149.900 kr. | 33.500 km |
Renault Zoe | 686 | 139.900 kr. | 26.700 km |
VW e-Up | 522 | 129.700 kr. | 24.000 km |
Nissan Leaf | 477 | 134.300 kr. | 28.000 km |
MG ZS | 252 | 144.440 kr. | 26.000 km |
150.000-250.000 kr.
VW ID.3 | 2.628 | 209.900 kr. | 30.000 km |
Hyundai Kona | 1.351 | 176.700 kr. | 30.000 km |
Cupra Born | 779 | 244.000 kr. | 13.176 km |
Mini Cooper SE | 643 | 189.800 kr. | 20.400 km |
Kia e-Niro | 458 | 219.900 kr. | 41.500 km |
250.000-350.000 kr.
Tesla Model 3 | 3.305 | 268.900 kr. | 37.000 km |
Skoda Enyaq iV | 2.412 | 339.900 kr. | 25.000 km |
Tesla Model Y | 1.824 | 339.900 kr. | 24.000 km |
Polestar 2 | 1.106 | 289.900 kr. | 29.400 km |
VW ID.4 | 916 | 331.345 kr. | 14.000 km |
350.000-450.000 kr.
Audi Q4 e-tron | 875 | 399.500 kr. | 17.500 km |
Kia EV6 | 292 | 354.900 kr. | 26.000 km |
VW ID. Buzz | 232 | 449.850 kr. | 11.000 km |
Audi e-tron | 206 | 419.000 kr. | 39.000 km |
Audi Q4 Sportback e-tron | 199 | 419.900 kr. | 16.000 km |
Over 450.000 kr.
BMW iX3 | 582 | 469.900 kr. | 23.500 km |
Mercedes EQC 400 | 466 | 484.900 kr. | 31.000 km |
BMW i4 | 358 | 489.900 kr. | 16.000 km |
BMW iX | 267 | 569.900 kr. | 12.000 km |
Mercedes EQE 350 | 197 | 599.800 kr. | 13.000 km |
Af redaktionen