Selv om vinteren kan elbilister køre for 300 kr. om måneden

Det er ekstremt billigt at køre elbil, viser analyse. Også i vintermånederne, hvor strømmen er dyrest. Men det er afgørende at have adgang til egen oplader.

Årets første måneder har været en barsk omgang for energipriserne. Først med en usædvanlig hård vinter, derefter krig i Iran, der har udløst en global oliekrise. Begge dele har også presset elpriserne op.

Ikke desto mindre har det været billigt at køre i elbil, viser en analyse foretaget af energiselskabet OK

300 kroner om måneden

Gennemsnitsprisen på opladning har i årets første måneder været 1,19 kr. pr. kWh. For en elbilist med et typisk kørselsbehov omkring 17.000 kilometer årligt vil udgifterne til opladning dermed lande på ca. 300 kr. om måneden ved hjemmeladning. Forudsætningen for beregningen er en elbil, der i snit kører seks pr. kWh.

“Selv i de dyreste måneder på året er det billigt at lade elbilen op, hvis man har mulighed for at lade hjemme. Og hen over sommeren bliver det endnu billigere. Med en gennemsnitspris lige over en krone vil der være mange, der har fået strømmen endnu billigere. Med en hjemmelader kan man selv være med til at bestemme, hvor meget det skal koste at lade bilen”, siger Kenneth Korsgaard, direktør for Mobilitet i OK.

Mens det i vinterhalvåret typisk er om natten, man får strømmen billigst, er situationen nu vendt. Med flere lyse timer og mere solcellestrøm i elnettet, er det fra april til oktober som hovedregel billigst at lade bilen i middagstimerne, særligt i weekenden.

Tre ud af fire lader hjemme

Der kører flere end 600.000 elbiler rundt på de danske veje. Ud af disse har tre ud af fire elbilister mulighed for at oplade bilen hjemme med egen ladeboks.

Dermed har langt de fleste danske elbilister adgang til billig opladning.

“En ladeboks derhjemme er en rigtig god ide. Det gælder både eksisterende elbilister – og de mange danskere, der hver dag skifter fra brændstofbil til elbil. Langt de fleste vil spare mange penge med en ladeboks”, siger Kenneth Korsgaard.

En ladeboks er en mulighed for de elbilister, der bor i hus eller i en boligforening, hvor det er muligt at lade hjemme. Elbilister, der bor i lejligheder, har som udgangspunkt ikke mulighed for hjemmeopladning.

Abonnement koster dyrt

OK benytter også prisundersøgelsen til at give konkurrenten Clever, der er Danmarks største ladeoperatør, et lille spark over skinnebenet.

Ifølge OK skal man nemlig have et meget stort kørselsbehov, før det giver økonomisk mening at vælge et abonnement med fri opladning, som er den forretningsmodel, som især Clever har slået sig op på.

For langt de fleste elbilister vil det være billigere bare at betale for den strøm, man bruger.

Ifølge OK’s beregninger skal man køre op mod 40.000 kilometer årligt, før et abonnement med fri opladning til de 849 kroner om måneden, som Clever tager inklusive leje af ladeboks, kan betale sig.

Over et helt år, der inkluderer den billigere strøm i sommerhalvåret, vil man endda skulle køre endnu længere for ikke at ende med at betale for andres strøm.

Fakta om OK’s prisundersøgelse

Den gennemsnitlige ladepris er opgjort på baggrund af de faktiske, gennemsnitlige ladepriser i de fire første måneder af 2026. De faktiske ladepriser er inkl. moms, afgift, transport. For elbilister, der lejer en ladeboks, vil der også være udgift hertil.

Beregningerne er baseret på en elbil, der kan køre 6 km. pr. kWh. Det gennemsnitlige kørselsmønster i Danmark er ca. 17.000 kilometer om året.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here