Skærmene er stjernen i Audi A6

BILTEST: Med den nye A6 Avant sætter Audi ny standard for digital betjening. Dieselmotor og automatgear fungerer lækkert, men køreoplevelsen savner noget nerve.

Hvilken bil?
A6 er Audis udspil i luksusklassen, hvor ærkerivalerne hedder BMW 5-serie og Mercedes E-klasse. Det er en konservativ bilklasse, der sælger ganske godt i Danmark: Sidste år var Mercedes E-klasse suveræn topsælger med hele 2.235 styk, mens den nye BMW 5-serie slog Audi A6 med 1.435 biler mod 1.380. Nu er Audi klar med femte generation af A6, som mærket – også i Danmark – har store ambitioner med. Her tester vi udgaven, der skal trække læsset i duellen med de hjemlige konkurrenter: A6 Avant 40 TDI med firecylindret dieselmotor med 204 heste, syv-trins DSG automatgear og forhjulstræk. Vejledende pris er 645.000 kroner, mens beskatningsværdien for firmafolket begynder ved 505.000 kroner.

Vidste du at?

Typisk for klassen spiller Audi diskret videre på forgængerens elegante design. Den i forvejen Weber-store kølergrill er gjort 20 centimeter bredere, mens kendere vil se en sportslig hilsen til Audis ur-Quattro rallybil i de markerede skærmkasser.

Den helt store nyhed i femte oplag af A6 er dog teknikken. A6 står på en ny platform, der bl.a. indfører mild-hybrid teknologi. Et større batteri bruges til at lagre bremseenergi og derved spare brændstof, ligesom det forbedrer start-stop automatikken. Glansnummeret er den digitale brugerflade i A6. Ud over digital instrumentering, der koster 39.500 kroner ekstra, får du hele to touch-skærme. Øverst en skærm til navigation, radio, kørecomputer o.lign, nederst en sekundær skærm til klimaanlæg og indtastning af adresser. Brug af lyd og vibration ved berøring skal gøre skærmene mere ‘analoge’ og trafiksikre at betjene.

Hvordan er førerpladsen?
Audis gennemførte brug af digitale skærme giver afgjort A6 wauw-effekt. Forbilledet er utvivlsomt Tesla, der var først med ren skærmbetjening. Manglen på knapper – bortset fra tasterne i rattet – giver A6-kabinen et stilrent udtryk og et væld af betjeningsmuligheder. For eksempel bestemmer du selv, om du vil indtaste en adresse i navigationen på et tastatur eller ‘skrive’ med din pegefinger på skærmen. Det er übercool – men selv om skærmene klikker og vibrerer ved berøring, er du fortsat nødt til at kigge væk fra vejen for at betjene dem. Sikkerhedsmæssigt er skærmene en dårlig løsning.

Hvordan opleves kabinen?
Audi har et velfortjent ry for lækre kabiner, og det gælder umiddelbart også for den nye A6. Ikke desto mindre er der for en sjælden gangs skyld sparet på den bløde plastic. For eksempel består det øverste af sidedørenes beklædning og store dele af instrumentpanelet af hårde overflader. Flere gange hørte vi endda knirkelyde i kabinen.

Det er første gang i mange år, at vi fornemmer, at der er sparet på Audis hæderkronede finish. Måske skyldes det, at Audis ejere – Volkswagen-koncernen – både skal finde enorme summer til at rydde op efter dieselskandalen og samtidig udvikle fremtidens elbiler.

Mindre nøjeregnende bilkøbere kan i stedet glæde sig over den gode plads i A6 Avant. Både på bagsædet og i bagagerummet er den fortsat blandt klassens største.

Er sikkerheden i orden?
Ja, Audi A6 er på alle måder en sikker bil. I den skrappe 2018-udgave af Euro NCAP crashtesten opnår A6 topbedømmelsen fem stjerner. Vores eneste anke er, at den gennemførte skærmbetjening kræver, at du ofte skal fjerne blikket fra vejen for at betjene A6. Ellers er A6 trygheden selv og den automatiske nødbremse virker også godt, konstaterer NCAP. A6 kan desuden opgraderes med at væld af aktive sikkerhedsassistenter, der reducerer risikoen for uheld. Mest oplagt er en pakke til knapt 11.000 kroner, der kombinerer aktiv fartpilot med aktiv sporassistent og køassistent. Vi prøvede det i testbilen, der gør A6 semi-selvkørende og det virker glimrende. Læs mere på euroncap. 

Hvordan kører den?
Audi A6 satser også i femte generation på komfort. Testbilens standard-undervogn lader kun små, skarpe ujævnheder slippe igennem, og presser du A6 ud af sin komfortzone som langturslokomotiv, styrer den relativt adræt og uden unødig krængning gennem skarpe kurver. Støjdæmpningen er effektiv og gør A6 til en kapabel cruiser, der gerne æder kilometer i hundredevis uden at trætte sine passagerer. Her er A6 på højde med klasseduksen Mercedes E-klasse. Er du derimod på udkig efter en dynamisk køreoplevelse, er du bedre tjent med BMWs 5-serie, der byder på skarpere og mere meddelsom styring.

Hvordan er motoren?
En to-liters dieselmotor med fire cylindre og 204 heste lyder meget standard. Ikke mindst i disse tider, hvor diesel har fået et dårligt ry. Den klassiske oliebrænder er ikke desto mindre A6’s trumfkort: Med et moment på 400 Nm er den bomstærk, automatgearet med dobbeltkobling og syv trin skifter med god timing, og de 204 heste er hørbart mere kultiverede end konkurrenternes.

Ved 130 km/t tøffer dieselmotoren med den mærkelige betegnelse 40 TDI nærmest lydløst afsted med 1.600 omdrejninger. Får hestene i stedet pisken, kvitterer de med en omdrejningsvillighed og lækker lyd, vi normalt ikke forbinder med dieselmotorer. Heller ikke hos rivalerne.

Her har Audi fortsat et ‘vorsprung durch technik’. Et forbrug på 16,3 km/l og tæt på de lovede 16,9 km/l er også godkendt.

Passer prisen?
Nu bliver det svært. Til 645.000 kroner for en 40 TDI placerer Audi nemlig A6 Avant i den dyre ende af klassen. Omvendt har Audi forladt fortidens fedtede strategi med at kræve ekstra for en stor del af udstyret. Nu får du adskillige fine detaljer med i basisprisen som navigation, LED-lygter for og bag, automatgear, eldrevet bagklap og ikke mindst wauw-effekten i form af dobbelt op på betjeningsskærme. Til gengæld er der kun 15.000 kroner op til en tilsvarende Mercedes E – og hele 58.000 kroner ned til en BMW 5-serie… Det kan blive et svært valg, der formentlig afgøres af muligheden for rabat.

Er der alternativer?
Hvis vi ser bort fra muligheden for at stige op i stadigt mere populære SUV-typer, har A6 Avant især tre, direkte stationcar-konkurrenter i luksusklassen. Den næsten nye BMW 520d Touring med omfattende Connected-udstyr, 8-trins automatgear og 190 hk koster 587.000 kroner. Det er en uhyre stærk pris for en bil, der er knapt så komfortabel men væsentligt mere dynamisk. Mercedes E 220d med 194 hk og 9-trins automatgear er kun lidt dyrere til 660.000 kroner og har mange kvaliteter – der er en grund til, at den er klassens suveræne bestseller. Endelig er Volvo V90 D4 med 8-trins automatgear og 190 hk en spændende outsider til 635.000 kroner, der nok er mindre helstøbt end A6, men vinder point på køreegenskaber og klassens mest indbydende kabine.

Konklusion:
For: Lækker mekanik og komfort samt kabine med wauw-effekt.
Imod: Steril køreoplevelse, relativt dyr.
Hvilkenbil siger:

Femte generation af Audi A6 Avant er en kompetent udfordrer i luksusklassen, der lægger sig ganske tæt på konkurrenterne. Komforten er høj, mekanikken spiller og den gennemførte digitale betjening har på godt og ondt imponator-effekt. Er du til high-tech og stilrent Audi-design er A6 en vinder, men den får næppe BMW-, Mercedes- eller Volvo-fans til at skifte side.

FAKTA: Audi A6 Avant 40 TDI

Vejl. pris, inkl. lev.: 645.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 25.000 kr.
Årlig ejerafgift: 4.320 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 
Antal airbags: 6
Forbrug (WLTP-norm): 16,9 km/l
Forbrug i test: 16,3 km/l
Længde/bredde/højde: 494/189/147 cm
Bagagerum (min/max): 565/1.680 liter
Vægt: 1.785 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, turbodiesel
Effekt: 204 hk/400 Nm
0-100 km/t: 8,3 sek
Topfart: 241 km/t

Særligt standard udstyr:
Navigation, S-tronic 7-trins DSG automatgear, Drive Select køreprogrammer, blanke rudelister, eldrevet bagklap, eldrevet lændestøtte på forsæder, varme i forsæder, klimaautomatik – 2 zoner, elruder, fartpilot, fjernlysassistent, lys- og regnsensor, multifunktionslæderrat, LED-lygter, 17” alufælge, parkeringshjælp plus, vognbaneassistent, start-stop automatik, bluetooth.

Metallak: 18.200 kr., digital instrumentering: 39.500 kr., 360 graders omgivelseskamera: 6.700 kr., adaptiv kørselsassistent med aktiv fartpilot, aktiv sporassistent og køassistent: 10.800 kr., svingbart anhængertræk: 17.000 kr., B&O Advanced Sound System: 140.000 kr., nøglefri betjening: 17.800 kr., sportsundervogn: 9.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

REVIEW OVERVIEW
Audi A6 Avant 40 TDI
skaermene-er-stjernen-i-audi-a6BILTEST: Med den nye A6 Avant sætter Audi ny standard for digital betjening. Dieselmotor og automatgear fungerer lækkert, men køreoplevelsen savner noget nerve. Hvilken bil? A6 er Audis udspil i luksusklassen, hvor ærkerivalerne hedder BMW 5-serie og Mercedes E-klasse. Det er en konservativ bilklasse, der...

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here