Tyske ADAC har testet 18 sommerdæk. Det bedste dæk bremser ned fra 80 km/t på 28 meter – det dårligste skal bruge 45 meter.
Dæk er helt afgørende for den aktive sikkerhed i biler. Selv om alle dæk umiddelbart ligner hinanden, er der stor forskel på, hvad de kan, når det gælder om at bremse og styre. Det står lysende klart efter at ADAC, det tyske svar på FDM, har testet 18 sommerdæk i størrelse 18-tommer (225/40 R18). Det er dæk, der passer til populære biler som VW Golf, Skoda Octavia og Peugeot 308.
Især evnen til at bremse på en regnvåd vej skiller de gode dæk fra de middelmådige, de dårlige og de potentielt livsfarlige dæk.
I årets test slipper tyske Continental SportContact 7 bedst fra udfordringen med at stoppe en bil fra 80 km/t. Efter 28,4 meter holder testbilen, en VW Golf, stille på den våde asfalt. Testens klare taber, kinesiske Doublecoin DC-100 skal bruge 45,1 meter på samme øvelse. Det er nærmest ufattelige 63 pct. længere.
Spar ikke på dækkene
Hvad værre er: Når Golfen med Continental-dæk er bragt til standsning, kører samme bil med Doublecon-dækkene stadig 49 km/t. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor galt det kan ende i en situation, hvor man har brug for at standse hurtigst muligt. Forskellen understreger også det gamle råd om, at lige præcis dæk skal man aldrig spare på – heller ikke til gamle, billige biler.
”I det store bilbudget udgør forskellen i priserne på billige og dyre dæk en forsvindende lille del, og man bør derfor ikke gå på kompromis med sikkerheden, når det handler om dæk. Husk på, at de fire dæk er den eneste kontakt mellem bilen og vejbanen, når man skal styre og bremse,” konkluderer bilteknisk redaktør Søren W. Rasmussen fra ADACs søsterorganisation FDM.
De 18 sommerdæk i årets test er også bedømt efter egenskaber som rullemodstand, støj og miljøpåvirkning. Køreegenskaberne tæller dog mest, fordi de har direkte indflydelse på sikkerheden. Det gælder især dækkenes evne til at bremse på våd og tør asfalt. Da de fleste sommerdæk bremser godt på tør vej, bør man som forbruger lægge mest vægt på bremseevnen på våd asfalt.
EU-krav skal fjerne dårlige dæk
Som noget nyt har EU indført krav om, at dæk skal testes både som nye og som næsten nedslidte. På den måde vil EU få dækproducenterne til at sørge for, at også ældre dæk bevarer deres egenskaber af hensyn til trafiksikkerheden. Ifølge FDM vil den nye regel fjerne de dårligste dæk fra markedet.

ADACs test af sommerdæk viser, at det kan være svært at kombinere mange forskellige egenskaber i det samme dæk. Det mest slidstærke dæk er nemlig det samme kinesiske Doublecoin-dæk, der dumper med et brag i bremsetesten på våd vej. Til gengæld kører det hele 71.000 km før mønstret er slidt ned til de lovpligtige 1,6 mm.
Til sammenligning klarer det mindst slidstærke dæk i testen blot 34.000 km, før det er slidt ned – altså mindre end det halve.
Det dæk, som ADAC kårer som testens bedste, Continental SportContact 7, klarer lidt 43.000 km, før det er slidt ned – en gennemsnitlig slidstyrke sammenlignet med testens øvrige dæk.
FDMs råd til køb af sommerdæk
Alle fire dæk bør have samme produktionsdato og dermed samme egenskaber.
Nye dæk må højst være tre år gamle, fordi gummiet stivner og mister sine egenskaber efter seks-syv år. Dækkenes alder ses på dæksiden i form af produktionuge og år, f.eks. (uge) 47 (år) 23.
Køb nye dækmodeller for at drage fordel af den tekniske udvikling og forbedringer.
Brug altid fire dæk af samme model og type.
Loven siger 1,6 mm men mønsterdybden bør være mindst 3 mm.
Hvis mønsterdybden er forskellig skal dækkene med mest mønsterdybde sidde på baghjulene – det sikrer bedst mod udskridning.
Kontrollér dæktrykket regelmæssigt.
Ved tung last i bilen skal dæktrykket øges i henhold til bilfabrikantens specifikationer.