Tesla flopper i tysk kvalitets-undersøgelse

TÜV Tesla

Tesla Model 3 klarer sig dårligst af alle biler i den tyske TÜV-undersøgelse af 10 millioner biler, der passerer gennem tyske synshaller.

Der er ikke meget at glæde sig over for hverken Tesla eller ejere af Model 3 i nyeste TÜV-rapport. Rapporten gør hvert år status over kvaliteten af 10 millioner biler, der passerer gennem de tyske synshaller.

TÜV-rapporten er bekymrende læsning for Tesla. Model 3, der er blandt verdens mest solgte elbiler, har flest fejl af alle biler, uanset type. Både blandt biler der er 2-3 år og 4-5 år gamle – her er andelen af fejl henholdsvis 14,2 og 19,7 pct.  

Hver femte Tesla dumper

TÜV dumper med andre ord hver femte Tesla Model 3, der er mellem fire og fem år gammel. Det giver Model 3 en absolut bundplacering i begge aldersgrupper.

En formildende omstændighed er, at Model 3 også er den bil, der har kørt længst af alle biler – 53.000 km efter tre år. Til sammenligning bilerne i TÜV-rapporten i gennemsnit kørt 42.000 km i samme aldersgruppe.

Dr. Joachim Bühler, adm. direktør for TÜV, ser dog ingen undskyldninger for Tesla:

”Det høje kilometertal kan ikke skjule Model 3s dårlige resultat. Ud over fejl på bremser og aksler, har Tesla også særligt mange lygtefejl. Det tyder på mangler i service og vedligehold,” sagde han i forbindelse med offentliggørelse af årets rapport.

Slidte hjulophæng og rustne bremser

Dermed peger TÜV på et særligt aspekt ved Tesla og alle andre elbiler: Deres tunge batterier og mulighed for at bremse ved hjælp af rekuperation, hvor man sender strøm tilbage i batteriet i stedet for at bruge bremserne, giver nemlig elbiler to typiske fejl i synshallerne: Slidte eller ødelagte hjulophæng på grund af høj vægt og rustne bremser.

”Påstanden om, at elbiler kræver mindre vedligeholdelse er ikke helt korrekt. Faktisk gælder det kun for drivlinen (elmotorer og batteri, red.), der hverken har væsker eller bevægelige dele, der kræver udskiftning. Indbygget elektronisk overvågning i elbiler dækker ganske vist hele bilen, men udelader chassiset (hjulophæng, affjedring og bremser, red.), forklarer Jürgen Wolz, chef for TÜVs Service Line Mobility.

Dermed remser TÜV også de tre mest udbredte fejl på Tesla Model 3 op: Fejl på hjulophæng, bremser og lygter. Den første kan man kun holde øje med, mens de to andre relativt let kan opdages og afhjælpes: Ved regelmæssigt at foretage hårde opbremsninger, holder man rusten væk fra bremseskiverne. Lyser forlygterne forkert, handler det om at køre på værksted og få dem indstillet korrekt.

Disse råd gælder de fleste elbiler.

Honda er bedst

I den gode ende af årets TÜV-rapport finder vi minibilen Honda Jazz. Med blot 2,4 pct. fejl i aldersgruppen 2-3 år, er den undersøgelsen bedste bil. Blandt de 4-5 år gamle biler er det sportsvognen Porsche 911 Carrera med blot 3,1 pct. fejl.

Dykker vi længere ned i rapporten er der roser til ældre elbiler som VW e-Golf og e-Up, der har færre fejl end deres nye koncernfætter, VW ID.3.

En anden overraskelse er, at flere BMW-modeller som 3-, 4-, 5- og 6-serien klarer sig middelmådigt i testen. Når disse BMW-modeller første gang kommer til syn, har de en fejlprocent på mellem 6,5 og 8,2 pct. Det rækker kun til en placering i den tunge ende af midterfeltet for det tyske prestigemærke, der ellers har ry for høj pålidelighed.

De 10 bedste biler i TÜV-rapporten
2-3 år gamle biler   4-5 år gamle biler  
Model Fejl Model Fejl
 1. Honda Jazz 2,4 %  1. Porsche 911 Carrera 3,1 %
 2. VW Golf Sportsvan 2,5 %  2. VW Golf Sportsvan 3,6 %
 3. Audi Q2 2,6 %  3. VW T-Roc 4,0 %
 3. Porsche 911 Carrera 2,6 %  4. Audi Q2 4,5 %
 5. Mitsubishi ASX 2,7 %  4. Mercedes B-Klasse 4,5 %
 6. Mercedes B-Klasse 2,9 %  6. VW e-Golf 4,6 %
 6. VW T-Roc 2,9 %  7. Audi A3 5,0 %
 8. Mercedes GLC 3,3 %  7. Hyundai ix20 5,0 %
 9. VW e-Golf 3,4 %  7. Mercedes GLC 5,0 %
 10. Hyundai Tucson 3,5 %  10. Toyota RAV4 5,1 %
 10. Suzuki Vitara 3,5 %  11. Skoda Karoq 5,3 %
De 10 dårligste biler i TÜV-rapporten
2-3 år gamle biler   4-5 år gamle biler  
Model Fejl Model Fejl
 111. Tesla Model 3 14,2 %  113. Tesla Model 3 19,7 %
 110. Ford Mondeo 13,2 %  112. VW Sharan 18,5 %
 109. Skoda Scala 11,8 %  111. BMW 5er/6er 17,7 %
 107. Ford S-Max 11,3 %  110. BMW 2er Active Tourer 17,6 %
 107. Skoda Superb 11,3 %  109. Seat Alhambra 17,5 %
 106. Ford Focus 10,6 %  108. BMW X1 17,4 %
 104. Opel Crossland 10,4 %  107. Dacia Logan 16,8 %
 104. VW Caddy 10,4 %  106. Dacia Dokker 16,7 %
 103. Peugeot 308 10,3 %  105. Dacia Duster 16,2 %
 102. VW Passat 10,1 %  104. Opel Crossland 15,7 %

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here