Tesla indgår forlig efter dødelig FSD-ulykke

tesla selvkørende
Foto: Tesla, Inc.

71-årig kvinde blev dræbt af en Tesla Model Y med Full Self-Driving aktiveret - angiveligt fordi bilens kameraer blev blændet af solen.

Tesla har indgået forlig i en opsigtsvækkende retssag om mærkets førerassistentsystem Full Self-Driving (FSD Supervised), der fornylig blev godkendt i Danmark

I november 2023 blev den 71-årige Johna Story påkørt og dræbt af en Tesla Model Y, der kørte med bilens FSD-system aktiveret. Parterne har ikke oplyst, hvor stort forliget er. Det skriver flere medier som Bloomberg og Electrek.

Ulykken regnes som den første kendte sag, hvor Teslas omdiskuterede FSD-teknologi kobles direkte sammen med en dødelig påkørsel af en fodgænger. Sagen anses derfor at kunne få stor betydning for andre sager om, hvorvidt FSD er tilstrækkeligt sikkert.

Ville advare andre bilister

Ulykken skete den 23. november 2023 på en motorvej i den amerikanske delstat Arizona. Flere bilister var kort forinden kørt galt, fordi de blev blændet af den lavtstående sol.

Johna Story steg ud af sin egen bil for at advare og dirigere trafikken uden om uheldsstedet. Kort efter blev hun ramt af en Tesla Model Y, som kørte med Full Self-Driving aktiveret. 

Rammer ømt punkt

Sagen rammer et ømt punkt for Tesla. Kritikere har i årevis ment, at Teslas satsning på kameraer til selvkørende teknologi er problematisk.

I modsætning til flere konkurrenter benytter Tesla udelukkende kameraer til at registrere omgivelserne. Virksomheden har fravalgt sensorer som lidar og radar i de nyeste modeller. I stedet kombineres kameraerne fra data, der er bearbejdet med kunstig intelligens. 

Kritikere mener, at en rent kamerabaseret løsning har sværere ved at håndtere situationer med dårlige lysforhold som netop kraftigt modlys, tåge, regn, sne eller støv, hvor kameraernes udsyn bliver forringet. Netop den lave sol var en central faktor ved ulykken med Johna Story.

Flere sager mod Tesla

Den amerikanske trafiksikkerhedsmyndighed NHTSA undersøger flere tilfælde af uheld med Teslas FSD-system. Undersøgelserne fokuserer blandt andet på, hvordan systemet reagerer, når kameraernes udsyn bliver begrænset, og hvordan Teslaerne håndterer forhindringer. 

Tesla har tidligere oplyst, at selskabet har forbedret både kameraerne og den software, der skal registrere, når sigtbarheden er utilstrækkelig. Samtidig understreger Tesla fortsat, at Full Self-Driving er et førerassistentsystem, hvor føreren hele tiden skal overvåge kørslen og være klar til at gribe ind - deraf tilføjelsen Supervised (overvåget).

Tesla har i mindst seks tilfælde indgået forlig i sager om FSD. Sidste år blev selskabet dømt til at betale de efterladte 243 millioner dollars - over halvanden milliard kroner - i en anden sag om FSD.

Alle sager om FSD er derfor særdeles alvorlige for Tesla. Ifølge eksperter kan samtlige, kendte FSD-sager i værste fald udløse erstatninger for i alt 90 milliarder danske kroner for Tesla.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here