Luksus-elbilproducenten Tesla præsenterede underskud på én milliard i nyt regnskab. Men aktien steg alligevel.
Salgsafdelingen i Tesla Motors har grund til at løfte armene i vejret. Aldrig har den californiske elbilproducent solgt så mange biler, som den gjorde i første kvartal af 2015. Det skriver Berlingske Business.
Luksuselbilen Model S blev solgt i mere end 10.000 eksemplarer. Heraf bidrog salget i Danmark med lidt men godt – 280 styk.
Men i regnskabsafdelingen er der nok mindre jubel. På trods af rekordsalget præsenterede Tesla nemlig endnu en gang et bragende underskud. Denne gang på én milliard kroner – mere end tre gange så meget som i samme periode sidste år.
Omsætningen steg med 51 pct. til 6,1 milliarder kroner. At det alligevel endte med røde tal på bundlinjen skyldes, at Tesla endnu engang øger sine udgifter.
Ifølge direktør Elon Musk forventer Tesla at sælge 55.000 biler næste år, og den øgede kapacitet koster dyrt at etablere. Samtidig bruger Tesla milliarder på at udvide sit netværk af opladerstationer på tværs af USA og på at udvikle den kommende SUV-model, Model X.
En anden stor udgiftspost i regnskabet er udviklingen af Teslas nye batterisatsning, som blev præsenteret under stor bevågenhed i sidste uge. Produktionen af batteriet, som kan lagre energi fra solceller og vindmøller i en husstand, begynder i slutningen af 2016 – tidligere end forventet.
Markedet lod heller ikke til at bekymre sig synderligt over milliardunderskuddet. I timerne efter, at regnskabet blev præsenteret, steg Tesla aktien med 2,3 pct.
Læs også: Tesla viser vejen