Frontklappen på Tesla-modeller kan springe op under kørslen. Det kræver en tilbagekaldelse. Software-opdatering skulle løse problemet.
En sikkerhedsrisiko kræver, at Tesla opdaterer alle modeller. Første advarsel om fejlen – at frontklappen pludselig kan springe op under kørslen – fik Tesla allerede 25. marts. De amerikanske sikkerhedsmyndigheder NHTSA (North American Traffic Safety Administration) har dog kun rapporteret om fejl på 17 biler. Men det er altså nok til, at fejlene karakteriseres som en ‘tilbagekaldelse’.
Rent praktisk bliver der tale om en ‘Over The Air’-opdatering af softwaren. Fejlen består nemlig i, at bilens software i nogle tilfælde ikke kan registrere, om fronthjelmen rent faktisk er lukket, og derfor kan den i værste fald åbne sig under kørslen.
Opdateringen gælder alle Model S, Model 3 og Model X produceret fra 2021 til 2024 og for Model Y produceret fra 2020 til 2024.
Ifølge Tesla har fejlene ikke ført til ulykker. Alene i USA gælder tilbagekaldelsen flere end 1,8 millioner biler, skriver nyhedsbureauet Reuters. Tesla oplyser ifølge norske motor.no, at problemet oftere forekommer i Kina end i Europa og Nordamerika.
I juni i år måtte Tesla tilbagekalde alle de 11.000 solgte Cybertruck i USA på grund af en fejl i viskermotoren. I april måtte Tesla tilbagekalde 4.000 Cybertruck på grund af fejl med speederen. Og i december 2023 gjaldt det tilbagekaldelse af flere end to millioner biler i USA, der skulle tjekkes for fejl i bilernes selvkørende systemer.
Af redaktionen