Test: Her er de bedste vinterdæk i 2023

Europæiske bilklubber med tyske ADAC i spidsen har testet 32 vinterdæk i to populære størrelser. Se vinderne her.

Selv om sommeren har strakt sig ind i september og oktober, er vinteren så småt på vej. Traditionen tro har FDM og de andre europæiske bilklubber i samarbejde med tyske ADAC gennemført en stor test af de bedste vinterdæk. Hele 32 ’vintersutter’ i to populære størrelser er blevet testet i en række vigtige discipliner – fra kørsel på sne og is til graden af slid og støj.

I år har ADAC teste 16 dæk i størrelsen 205/60 R16 og 16 dæk i størrelsen 225/45 R17.

Den første gruppe passer til mindre SUV’er som f.eks. Citroën Berlingo, Hyundai Kona, Renault Captur og VW T-Cross. Det er biler, der er meget udbredte på det danske marked.

Den anden gruppe omfatter de lidt større 17-tommerdæk, og de sidder typisk på biler som f.eks. Audi A3, Kia Ceed, Peugeot 308, Skoda Octavia og VW Golf. Dem kører der også mange af i Danmark.

Kendte mærker topper

Blandt 16-tommerdækkene er det Dunlop Winter Sport 5, der sammen med Michelin Alpin 6 sammenlagt klarer sig bedst i de mange vintersports-discipliner. Blandt 17-tommerdækkene er det et tredje dækmærke, tyske Continental, der med WinterContact TS 870 kører med sejren.

I begge kategorier er der dog ifølge FDM op mod ti dæk, som leverer et tilfredsstillende resultat, så der er nok at vælge imellem.

Levetid vigtig for miljøet

For første gang i den årlige vinterdæktest har eksperterne også set på, hvordan de enkelte dæks miljømæssige egenskaber er. Her spiller ikke mindst levetiden en vigtig rolle men også slidstyrke, vægt, rullemodstand, dækstøj ude og inde og det mere luftige begreb ’bæredygtighed’. Sidstnævnte ser bl.a. på fabrikkernes placering i forhold til Europa, og om de producerer efter internationale miljønormer.

Se resultatet af den store vinterdæktest her: ADAC test af vinterdæk 2023

Foto: ADAC

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here