TEST: Mini Countryman er SUV-klassens gadedreng

BILTEST: Mini Countryman udvider både Mini- og SUV-begrebet med fine køreegenskaber og fornem pladsudnyttelse. Men dieselmotoren er mere hooligan end gentleman.

Hvilken bil?
Mini Countryman er den hidtil største Mini-model, der med fem døre og en længde på 4,1 meter sniger sig op i Golf-klassen. Topudgaverne fås med firehjulstræk, men Countryman er og bliver en crossover, der trods navnet rimer bedre på city og livsstil end country og gummistøvler. Trods størrelsen og det højere tyngdepunkt er den originale Mini’s stærkt underholdende køreegenskaber stort set intakte. Her tester vi den fjerde billigste Countryman – Cooper D – med 112-hestes dieselmotor.

Vidste du at?
Mini ejes af tyske BMW, der har haft enorm succes med at genoplive den britiske klassiker. Opskriften er en konstant knopskydning af Mini-konceptet, hvor Countryman er den hidtil største og mest praktiske fortolkning af grundidéen om en sjov køremaskine, der er lille udenpå og stor indeni. Countryman er i øvrigt forløber for en almindelig, ”lavbenet” Mini med fem døre, der er på vej som Mini’s konkurrent til biler som Audi A3, VW Golf og Volvo V40.

Hvordan er førerpladsen?
Typisk Mini med et speedometer på størrelse med Big Ben placeret midt på instrumentpanelet og et væld af forkromede vippeknapper i rendyrket retrostil til f.eks. elruderne. Kørestillingen er fremragende med overraskende god plads til lange ben og et perfekt forhold mellem rat, sæde og pedaler.

Den nærmest lodrette forrude er placeret langt fremme og øger rumfornemmelsen samtidig med at den giver den klassiske Mini-fornemmelse af at sidde under en kasketskygge.

Hvordan opleves kabinen?
Mini Countryman er større indvendig end de kompakte ydre mål antyder. Man sidder højt og let opret med god plads til loftet, hvilket giver en luftig fornemmelse i alle retninger. Bagsædet – enten to separate sæder eller en bænk til tre personer – kan længdejusteres, så du kan opnå overdådig benplads. Bagagerummet er mere middelmådigt og det samme kan siges om finishen: Plastickvalitet, knapper og betjeningsgreb virker ok, men afgiver ikke samme skudsikre fornemmelse som i en BMW.

 

Er sikkerheden i orden?
Mini Countryman fik samtlige fem stjerner i Euro NCAPs crashtest i 2010. I frontaltesten udgjorde skarpe dele af instrumentpanelet en risiko for førerens ben. Den skrappe pæletest, hvor bilen glider sidelæns ind i en metalpæl, afslørede forhøjet belastning af brystpartiet trods side- og gardinairbags. Hovedstøtterne er effektive mod piskesmældsskader, mens beskyttelsen af fodgængere er gennemsnitlig. Læs mere på euroncap.com.

Hvordan kører den?
Mini Countryman er uden sammenligning den sjoveste og mest adrætte SUV, vi nogensinde har testet.

Trods øget vægt og højere tyngdepunkt er Countryman næsten lige så underholdende på en snoet sognevej som en original Mini – og det er en kæmpe kompliment.

Sammenlignet med konkurrenter som Mazda CX-5 og VW Tiguan er Countryman direkte sportslig med skarp og hurtig styring og behersket krængning. Prisen er en lidt stødende affjedring på skarpe ujævnheder. Dækstøj kunne også være bedre dæmpet, men ellers er Countryman ganske komfortabel.

Hvordan er motoren?
Oh dear! Dieselmotoren har mere til fælles med en beruset hooligan end en høflig gentleman. De 112 heste har kræfter nok, men pruster, vibrerer og raller højlydt. Særligt i bykørsel med lave omdrejninger er arsenalet af metalliske raslelyde overvældende. Drister man sig til at holde hånden på gearstangen, når start-stop automatikken tænder motoren, svarer det nærmest til at få et rap over fingrene. Her halter Mini efter konkurrenterne. Det gælder også det målte forbrug på 15 km/l – der er for langt op til de lovede 22,7 km/l.

Dieselmotoren burde sendes på en fin engelsk kostskole, hvor den kan lære bedre manerer…

Passer prisen?
Mini har for nylig justeret priserne markant ned og 349.000 kr. er ikke urimeligt for en crossover med høj stil- og underholdnings-faktor. Mini fedter dog fortsat lidt med udstyret, så vil du have lidt luksus som klimautomatik, læderrat og metallak, skal du lægge godt 20.000 kr. til prisen. Med den fine pladsudnyttelse kan Mini Countryman godt sammenlignes med lidt større konkurrenter, og det er med til at gøre prisen fair.

Er der alternativer?
Mini Countryman befinder sig i sin egen niche og kan både konkurrere op og ned. Audi Q3 er lidt større, mere luksuspræget og meget dyrere til 480.000 kr. Kigger vi nedad, er Nissan Juke det frække alternativ til priser fra 250.000 kr. med forhjulstræk og 110-hestes diesel. Mere mainstream alternativer er Honda CR-V og Mazda CX-5, der er større til cirka samme pris. Det er et spørgsmål om smag – og her står Countryman stærkt med skarp stil og sjove køreegenskaber.

Konklusion:
For: Sjov at køre, god plads og masser af stil.
Imod: Grovkornet dieselmotor.
Hvilkenbil siger:

Mini Countryman er et unikt indslag i SUV-klassen med masser af udstråling, underholdende køreegenskaber og overraskende god plads. Selv om dieselmotoren er rå som en hooligan, er Mini Countryman alligevel SUV-klassens sjoveste og mest charmerende outsider.

FAKTA: Mini Countryman Cooper D

Vejl. pris, inkl. lev.: 349.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.000 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 22,7 km/l
Forbrug i test: 15,0 km/l
Længde/bredde/højde: 432/177/142 cm
Bagagerum (min/max): 450/1.170 liter
Vægt: 1.385 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter, turbodiesel
Effekt: 112 hk/270 Nm
0-100 km/t: 10,9 sek
Topfart: 185 km/t

Særligt standard udstyr:
Aircondition, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle, multijusterbart rat, cd-radio, valgtfrit bagsæde med plads til to eller tre, tagræling, alufælge, start-knap.
Metallak: 9.900 kr., læderrat: 3.300 kr., varme i forsæderne: 6.400 kr., klimaautomatik: 8.800 kr., kørecomputer: 3.300 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here