BILTEST: Toyota Aygo er den mest friske ‘baby’ i det nye trillingekuld med frækt design og lir til de pyntesyge. Men under bling-bling’en er der reelt en ældre bil.
Hvilken bil?
Aygo er Toyotas version af det nye kuld ‘trillinger’, der også omfatter Citroën C1 og Peugeot 108. Trekløveret, som bygges på den samme fabrik i Tjekkiet, kom til verden i 2005. Undervejs har Aygo fået et par mindre ansigtsløftninger – senest i 2012. Aygo adskiller sig visuelt en del fra de to franske søskende med et mere markant design. Priserne for Aygo starter ved knap 94.000 kr. inkl. levering. Her tester vi Toyota Aygo med fem døre og 69 hk 1,0 liters motor med X-press-udstyr, der er det udstyrsniveau, som Toyota regner med kommer til at tegne sig for over 50 pct. af salget herhjemme. Prisen er knap 118.000 kr. inkl. Levering.
Vidste du at?
Den redesignede Aygo blev i foråret præsenteret under sloganet ‘Go Fun Yourself’. Det nye design med det markante X på fronten er tilskrevet den japanske ungdomskultur, og har som mål at tiltrække flere af de unge bilkøbere. Toyota tilbyder en lang række muligheder for at sætte sit personlige præg på Aygo både ude og inde – mod behørig merpris naturligvis.
Hvordan er førerpladsen?
Umiddelbart har man følelsen af at sidde i en større bil. Forsædet er stort og velstøbt med integreret nakkestøtte, og selv chauffører på op til 190 cm kan finde sig godt til rette, bl.a. fordi forsædet kan justeres i højden i X-press-udgaven.
Rattet kan til gengæld kun justeres op-ned, men udsynet til instrumenterne bevares optimalt, fordi hele instrumenthuset følger med. Et stort speedometer er centralt placeret og giver overblik. Aygo har fartbegrænser, men fartpiloten er desværre sparet væk, og sparekniven er også svunget over instrumentpanel og dørsider, der er beklædt med stenhård plastic. Til gengæld indeholder X-press udgaven et multimediesystem med navigation og bakkamera, hvilket er usædvanligt i denne prisklasse.
Hvordan opleves kabinen?
Lille sammenlignet med andre mikro’er som Hyundai i10, VW Up, Kia Picanto og Fiat Panda. I Aygo er den sparsomme plads prioriteret til fører og forsædepassager, og det betyder, at der er trangt på bagsædet. Med lidt god vilje kan Aygo rumme fire voksne, hvis de forreste sæder ikke skubbes for langt bagud. Gør de det, er der absolut ingen benplads. Til gengæld er bagsædet hævet højt over gulvet, så siddestillingen bagi også er god for langbenede passagerer. Længst bagude rækker den overskydende plads kun til et bagagerum på 168 liter med en dyb bund, der gør det svært at få tunge ting op af dybet.
Er sikkerheden i orden?
Ja. I en dugfrisk Euro NCAP crashtest i august i år hentede det nye ‘trillingekuld’ – repræsenteret ved netop Aygo – fire ud af de maksimale fem stjerner, hvilket er godkendt. Det er endnu ikke lykkedes en bil i mikroklassen at score samtlige fem stjerner og mange må nøjes med tre. Den nye generation af Aygo bygger ganske vist videre på platformen fra forgængeren, men det er lykkedes at forbedre og forstærke bilen på flere afgørende punkter. Havde Aygo haft elektroniske hjælpemidler som en godt fungerende Inter-Urban nødbremse samt vognbaneassistent, havde den femte stjerne faktisk været i hus. Læs mere på sikkerbil.dk
Hvordan kører den?
Stort set som sin forgænger – og det er måske ikke så underligt, for Aygo, C1 og 108 bygger fortsat på platformen helt tilbage fra 2005. Dermed er der et stykke vej op til de bedste i klassen, som den komfortable Hyundai i10 eller sporsikre VW Up. Aygo slår dog umiddelbart sine søskende med et mere direkte og præcist styretøj og gearskifte. Ved motorvejskørsel er retningsstabiliteten ret god og støjniveauet i kabinen overraskende lavt på trods af den lille tre-cylindrede motors anstrengelser ved 130 km/t.
Hvordan er motoren?
Den 1,0 liters motor er Toyotas egen – og i bund og grund den samme som i den gamle udgave af Aygo. Umiddelbart gør de 69 hk et solidt stykke arbejde. Med fire voksne om bord er den dog konstant på overarbejde. Den er abolut ingen sprinter, og en overhaling kræver god tid, men motoren passer udmærket til den lille bil, og ingeniørerne har arbejdet med gangkultur, brændstofforbrug og støjniveau. CO2-udledningen er sænket fra 99 til 88 g/km. og Aygo kører ifølge databladet ca. 3 km længere pr. liter benzin i forhold til 2012-udgaven. Vi nåede dog kun lige over 19 km/l. i testugen mod de opgivne 26,3 km/l.
Passer prisen?
Aygo-priserne starter ved 98.000 kr. inkl. levering for en 5-dørs udgave, dermed ligger den mindste Toyota nogle tusinde kroner over Citroën C1 og Peugeot 108, alt efter udstyrsniveau. Den er altså dyrere men fremstår også som den mest friske af de nye trillinger. Samtidig byder Toyota på 3 års/100.000 km garanti, hvor Citroën og Peugeot kun giver 2 år. Så sammenlignet med familiemedlemmerne er prisen fair. Men som klasse er minibilerne alvorligt under pres oven fra, hvor miniklassen hele tiden sænker priserne.
Er der alternativer?
Den konkurrerende trillinge-familie VW Up/Seat Mii/Skoda Citigo er fortsat et godt sted at kigge hen for et velkørende alternativ. Man får simpelthen mere bil for pengene i Up & co – ikke mindst plads.
Prismæssigt er de på niveau med Aygo – særligt Skoda og Seat, hvor det faktisk kan lade sig gøre at få en 75 hk udgave på samme budget. Lige nu fås Fiat Panda fra knap 93.000 kr. plus levering med aircon. Endelig kan man kigge op i miniklassen, hvor det er muligt at få Mitsubishi Space Star fra 94.000 kr. inkl. levering, lige som Renault lige har sat prisen på den smukke, velkørende Clio ned med 20.000 kr. til 122.000 kr. inkl. levering.
Konklusion:
For: Design(muligheder), 3 års garanti.
Imod: Småt med pladsen, relativt dyr, ingen inderskærme.
Hvilkenbil siger:
Vi havde forventet os mere af det nye trillingekuld som Toyota Aygo udgør en tredjedel af. Reelt er der tale om en gammel bil i ny – om end frisk – indpakning, så Aygo er fortsat ikke på omgangshøjde med VW Up/Seat Mii/Skoda Citigo og Hyundai i10.
Læs også tests af konkurrenterne:
Fortiden indhenter Peugeot 108
Skoda Citigo giver utrolig værdi for pengene
VW Up sætter ny standard for mikroklassen
Hyundai i10 kører lige Up med de bedste
FAKTA: Toyota Aygo X-press, 1,0 VVT-i, 5d
Vejl. pris, inkl. lev.: 118.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 4.000 kr.
Årlig ejerafgift: 580 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år eller 100.000 km
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 26,3 km/l (energiklasse A+, 88 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 19,2 km/l
Længde/bredde/højde: 346/162/146 cm
Bagagerum: 168 liter
Vægt: 940 kg
Motor: 3 cyl., 1,0 liter, benzin
Effekt: 69 hk v/ 6900 omdr./min.
Max. moment: 95 Nm v/ 4.300 omdr./min.
0-100 km/t: 14,3 sek
Topfart: 160 km/t
Særligt standardudstyr (X-press):
15 tommer alufælge, tågeforlygter, multimediesystem med 7 tommer touch farveskærm, bakkamera og navigation, fartbegrænser, aircondition, bluetooth til håndfri mobil og trådløs streaming af musik, læderrat med betjening af audio og mobiltelefon, læder gearknop, elsidespejle med varme, højdejusterbart førersæde, fjernbetjent centrallås, hill-start-assist, LED-kørelys, automatisk start-stop.(*Anslået af hvilkenbil.dk)