BILTEST: Den forbedrede udgave af Toyota Verso fra 2009 gør alt det forventelige på den anonyme måde. Testbilen må dog se sig overhalet af konkurrenter – også i egne rækker.
Hvilken bil?
Toyota Verso er en forhjulstrukket kompakt MPV i mellemklassen med 5 døre og plads til op til 7 personer. Bilen har været på markedet siden foråret 2009, og den nye, forbedrede udgave kom i forsommeren sidste år. Optikken er tydeligt modificeret. Fronten har blandt andet fået udtryk à la anden generation af Toyota Auris. Også køreegenskaber og interiør har fået et ’brush up’. Vi tester her bilen med den 2,0 liters dieselmotor i udstyrsniveau T2 Touch til en pris af 373.772 kroner inklusive levering.
Vidste du at?
I forbindelse med modelplejen i foråret 2013 skete der ingen ændringer i motorprogrammet. Men det er der lavet om på siden. Et samarbejde med BMW betyder, at Toyota Verso nu fra foråret 2014 kan tilbydes med en 1,6 liters 4-cylindret turbodiesel med 112 hk og 270 Nm.
Hvordan er førerpladsen?
Et langt stykke hen ad vejen god, men et par ting kunne være bedre. Sæderne er fine, kørestillingen ok, men lidt varevogns-agtig. Gearskiftet er placeret perfekt. Rattet er godt, og alle knapper og greb sidder, hvor man forventer det. Instrumenterne sidder øverst, midt på instrumentbordet i dybe instrumenthuse vendt mod føreren. De er bedre placeret i førersiden. Komfort-blink (en berøring giver 3 blink) er ikke standard, hvilket det bør være. Touch-systemet fungerer, men er ikke en æstetisk oplevelse.
Hvordan opleves kabinen?
Reel og rummelig. Der er god plads på 2. sæderække og acceptabel plads til to større børn på 3. sæderække, men skal der sidde folk på de to ’nødsæder’ bagerst skal 2. sæderække skubbes godt frem. Indretningen er meget fleksibel. Sæderne foldes let sammen, og de kan lægges ned, så gulvet i kabinen bliver helt plant bag de to forstole. En anden god detalje er opbevaringsrum under forsæderne samt to rummelig handskerum.
Støjdæmpningen er fin, og motoren giver reelt kun lyd fra sig under acceleration – her er Verso hørbart forbedret.
Er sikkerheden i orden?
Toyota Verso hev ved Euro NCAP crashtesten i første kvartal 2010 de maksimale fem stjerner hjem – men kun på et hængende hår, idet barnetesten var lige ved at koste den femte stjerne. Den hårde pæletest efterlod, som hos mange andre biler, spor på testdukkens brystparti. Piskesmældstesten er ikke lige Versos kop sake men alt i alt et fint resultat. Se mere på sikkerbil.dk.
Hvordan kører den?
Verso er ifølge Toyota forbedret på 470 punkter, og bilen har fået bedre køreegenskaber. Den er dog stadig en yderst diskret fætter. Undervogn og affjedring er strammet op, uden at det dog på nogen måde bliver sportsligt. Der er stadig vægt på god komfort.
Styringen er blevet præcis og servoen tilpas moderat til, at man hele tiden har en god føling med Verso’en. Det sekstrins gearskifte er et af Versos største aktiver – det skifter præcist på den lækre kniv-i-smør måde.
Hvordan er motoren?
Den er ikke noget kunststykke og kan være på vej ud af modelprogrammet med den 1,6 liters diesel fra BMW på hylden. Motoren har på papiret masser af muskler med 124 hk og 310 Nm, men i virkelighedens verden har motoren en vis træghed over sig, så den faktisk underpræsterer lidt. Rammer du det forkerte gear under 1.700 omdrejninger, er der stort set ingen trækkraft. Toyotas ingeniører har efter sigende arbejdet intenst med at forbedre vibrationer og brændstoføkonomi, men den 2,0 liters motor er fortsat lidt ’rå’ i det, og på papiret skulle den klare 20,4 km/l mod før 18,9. Vi nåede kun lige godt 14 km/l.
Passer prisen?
Verso hører til i den dyrere ende af mellemklasse MPV-feltet uden at stikke ud. Testbilen koster knap 374.000 kr., men det er muligt at blive Verso-ejer for cirka 100.000 kr. mindre – med 1,6 liters benzinmotor, T1 basisudstyr og kun 5 sæder. Alt i alt er der et alternativ i modelprogrammet, der passer de flestes pengepung. Udstyr giver hurtigt tusindkronesedlerne vinger, men det gælder de fleste mærker. Og i Verso får du den velkendte Toyota kvalitet og –driftsikkerhed med i prisen.
Er der alternativer?
Konkurrenterne står i kø for at tilbyde plads til syv. Renault Grand Scenic, Kia Carens, Opel Zafira, VW Touran, Peugeot 5008, Ford Grand C-Max og ikke mindst Citroën Grand C4 Picasso. Nogle af dem byder på flottere design, andre på mere dynamiske køreegenskaber og flere af dem på dieselmotorer med blødere gang og mindre tørst. Nogle det hele. En hård konkurrent har testbilen i egne rækker: Verso med den nye 1.6-liters dieselmotor fra BMW. En bedre motor påstår vi, der er 23.000 kr. billigere. Bevares 1,6’eren har lidt færre hk og lidt mindre moment. Til gengæld klarer den et par kilometer længere på literen.
For: Fleksibel indretning, gearskifte.
Imod: Lidt grov, tørstig motor uden start-stop, mangler komfort-blink.
Hvilkenbil siger:
Konklusion:
Indtil for nylig var Verso et af de bedste bud på en 7-personers familieflytter. Men siden har Citroën Grand C4 Picasso sat ny standard og det efterlader Verso som en udmærket, reel men også lidt kedelig MPV. De fire stjerner reserverer vi til udgaven med den nye 1,6 liters dieselmotor, der på alle måder gør Verso mere økonomisk.
Læs også test af konkurrenterne:
FAKTA: Toyota Verso 2.0 D-4D T2 Touch
Vejl. pris, inkl. lev.: 373.772 kr.
Anslået kontantrabat:* 12.000 kr.
Årlig ejerafgift: 4.400 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 20,4 km/l
Forbrug i test: 14,1 km/l
Længde/bredde/højde: 446/179/162 cm
Bagagerum (min/max): 155/440/1.696 liter
Vægt: 1.650 kg
Motor: 4 cyl., 2.0 liter, turbodiesel
Effekt: 124 hk/310 Nm
0-100 km/t: 11,3 sek
Topfart: 185 km/t
Særligt standardudstyr i denne model (T2 Touch):
2-zonet automatisk klimaanlæg, bakkamera, elektrisk foldbare sidespejle med integreret LED blinklys og varme, fartpilot/fartbegrænser, fjernbetjent centrallås, følg-mig-hjem lys, hill-start assist, kromliste på døre og instrumentbord, multijusterbart læderrat med betjeningsknapper, midterkonsol med 2 kopholdere, skuffer under forsæder, sædevarme i forstole, tagræling i sølv, multimediesystem med 6.1” touch-screen, radio/cd, bluetooth for trådløs streaming af musik, usb- og aux-indgang, tågeforlygter med kromringe mm.
Metallak: 9.839 kr. (Glacier pearl white) (*Anslået af hvilkenbil.dk)