Trump vil købe en Tesla for at støtte Elon Musk

USA’s præsident Trump mener at ”venstreorienterede tosser” ulovligt boykotter Tesla og vil derfor købe en ny Tesla for at bakke Musk op.

Donald Trump hiver nu sin egen tegnebog op af lommen for at støtte sin ’first buddy’, Tesla-ejer og verdens rigeste mand, Elon Musk. Senere i dag lover Trump at købe en ”splinterny Tesla for at vise tillid og støtte til Elon Musk, en sand amerikaner.”

Trumps bilkøb kommer efter en længere periode med globale protester mod Elon Musk, udført foran Tesla-forretninger flere steder i verden.

Demonstranterne protesterer mod Elon Musks indblanding i politik – også i Europa, hvor Musk bl.a. har støttet det højreradikale parti AfD i Tyskland. Under Trumps indsættelsesfest hilste Elon Musk på publikum med en strakt højrearm, som mange har sammenlignet med den nazistiske heil-hilsen. Efterfølgende har det fået nogle til at omtale Teslaer som ’swasticars’, en reference til nazisternes swastika-symbol. Endelig er der særligt i USA voksende utilfredshed med Elon Musks ’Department of Government Efficiency (DOGE), der udfører enorme besparelser og afskediger offentligt ansatte i USA, angiveligt uden lovhjemmel.

Elon Musks ageren som den reelle, men ikke folkevalgte chef for DOGE, har allerede resulteret i utallige sagsanlæg.

Vil støtte ”Elons baby”

I mellemtiden falder Tesla-aktien og især Tesla-salget markant over hele verden.

Men nu kommer Donald Trump altså sin ven Elon Musk til undsætning. I et opslag på Trumps sociale medie Truth Social, skriver Trump bl.a., at ”Elon Musk sætter alt på spil for at hjælpe vores land, og han gør et FANTASTISK ARBEJDE! Men de venstreorienterede tosser prøver på ulovligt og hemmeligt at boykotte Tesla, et af verdens store bilmærker og Elons ’baby’, for at angribe og skade Elon, og alt hvad han står for.”

Trump vil derfor købe en Tesla for at støtte Elon Musk. For som den amerikanske præsident spørger i sit opslag på Truth Social: ”Hvorfor skal han straffes for at bruge sine enorme kompetencer på at .. MAKE AMERICA GREAT AGAIN???”

Hjælp eller bagslag?

Der vides ikke, hvilken Tesla model Trump vil købe. I sagens natur er det også svært at vurdere, om Trumps bilkøb vil hjælpe Elon Musk og hans bilmærke? Måske kan det tværtimod give bagslag: Skeptikere, der ikke bryder sig om Elon Musk skal nu forholde sig til, at Tesla ikke blot forbindes med Elon Musk, men også den amerikanske præsident Donald J. Trump.

[email protected]

2 Kommentarer

  1. Det er svært at navigere i. Har Trump ikke selv”angrebet” musk ved f.eks. at nedlægge alle offentlige ladestandere?

    • Jo, Trump har flere gange erklæret elbiler ‘krig’ og har både nedlagt offentlige ladestandere og fjernet skattefradraget for køb af elbiler. Elon Musk har selv opfordret til fjernelse af støtteordninger til elbiler. Angiveligt er kalkulen, at det vil stille Tesla stærkere i konkurrencen, da Teslas elbiler er de billigste i deres klasser på det amerikanske marked. Min vurdering er, at Musk satser på, at hans direkte indflydelse på den amerikanske administration vil sikre ham national godkendelse af Teslas selvkørende teknologi. Dermed kan han opfylde en vigtig målsætning, hvilket skal omsættes i både markant øget salg af Teslaer og højere aktiekurser. To ubesvarede spørgsmål er, om Trump og republikanerne så at sige ‘ødelægger’ det amerikanske marked for elbiler inden da – og ikke mindst om Teslas selvkørende teknologi i praksis vil fungere? Hvis ikke kan en godkendelse ende i en katastrofe for Tesla, da evt. ulykker i netop USA vil ende i nogle meget kostbare retssager. Mvh Jens Velling, redaktør.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here