Ud at ”sejle” med BMW

BMW løfter allerede nu sløret for mange 2014-nyheder som launch control, motorer, der opfylder Euro 6 normen og mulighed for at køre på frihjul.

Cyklister kender fænomenet: På vej ned af bakke holder du op med at træde i pedalerne, men pedalerne kører ikke med kæden rundt, fordi du kører på frihjul.

Nøjagtig samme princip indfører BMW fra sommer på flere af sine 2014-modeller. 1-, 3- og 6-serien med BMWs roste 8-trins automatgear kobler fremover motoren af de trækkende hjul, når chaufføren slipper speederen ved hastigheder mellem 50 og 160 km/t. Teknikken, som BMW i øvrigt kalder ”at sejle”, sparer brændstof. Hvor meget, oplyser BMW dog ikke.

Det lille sparetrick er i øvrigt ikke kun kendt fra cykler. Ældre Saab-entusiaster vil huske det fra klassiske Saab-modeller med to-takts/V4 motor, der havde samme mulighed for at køre på frihjul.

Har den nye BMW også original navigation, får man løbende tips om, hvornår det kan betale sig at slippe speederen – f.eks. for at “sejle” frem mod den nærmeste by med lave hastighedsgrænser.

BMWs 8-trins automatgear udbygges også med en anden nyhed, der normalt kun fås til mærkets mest hidsige M-modeller, nemlig launch control.

Det lyder som noget med raketter eller formel 1 og handler da også om voldsom acceleration: På næste års automatgear kan du på samme tid træde bremsen og speederen helt ned i gulvtæppet. Når du så slipper bremsen, sørger automatgearet og elektroniken for den hurtigst mulige acceleration uden at en eneste hestekraft går til spilde i dækrøg eller dårligt timede gearskift.

Renere udstødning og mere firehjulstræk
I den mere stuerene afdeling for 2014-nyheder afslører BMW, at man er på forkant med EUs skrappe Euro 6 krav til udstødning. De træder i kraft til september 2014, men allerede til sommer dukker de første BMW modeller op med 2014-motorer, der er trimmet til minimal miljøbelastning.

Endelig udvider BMW antallet af modeller, der kan fås med X-drive – BMW’sk for firehjulstræk. Det skal formentlig ses som et svar på rivalen Audis aggressive forsøg på at snuppe BMWs titel som det bedste sælgende prestigemærke, blandt andet med Audis tilsvarende Quattro-firehjulstræk.

I den helt dyre ende får BMWs 6- og 7-serie et nyt og meget avanceret ”night vision” system, der gør det lettere at opdage eksempelvis dyr i tusmørke og om natten.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here