TEST: Solen skinner på Ibiza

BILTEST: Seat gør alt det rigtige med den nye Ibiza, der som den første i VW-familien benytter en ny mini-platform. Ibiza nærmer sig på alle måder den større Golf-klasse.

Hvilken bil?
Seat Ibiza er VW-koncernens spanske indslag i miniklassen – eller Polo-klassen som mange siger med henvisning til netop VW’s duks i klassen. Seat er nået til femte generation af Ibiza og får æren af at lancere VW-familiens nye platform til mindre biler. Teknisk er der tale om et mindre tigerspring: Ibiza ligner måske nok sig selv, men er blevet ni cm bredere og hele 10 cm længere mellem akslerne – og det skaber både et bredskuldret design og gør underværker for pladsen. Her tester vi den forventede bestseller 1,0 TSI med trecylindret turbobenziner med 95 heste og Style-udstyr som aircondition, fartpilot og automatisk nødbremse til 161.000 kr. inkl. levering.

Vidste du at?

Selv om du skal kigge en ekstra gang for at opdage det, har Seat Ibiza nu vokset sig lige så stor som VW Golf var for tre generationer siden – og den er imponerende nok mere rummelig.

Den nye platform ‘pakker’ simpelthen mekanikken så effektivt, at Ibiza rykker op som en af de absolut mest rummelige biler i miniklassen. Samtidig giver platformen Ibiza adgang til avanceret udstyr som f.eks. adaptiv fartpilot, der kan tilkøbes for blot 3.000 kr. Til gengæld er det slut med stationcarudgaven. I stedet kommer Seat senere i år med den kompakte crossover Arona, der er en Ibiza med større frihøjde og rustikt SUV-look – præcis som kunderne vil have det anno 2017.

Hvordan er førerpladsen?
Instrumenter og greb er placeret med typisk tysk logik, så du med det samme føler dig hjemme bag rattet i Ibiza. Et lidt kantet design og blodrøde visere, der peger direkte ned, når motoren er slukket, skal tilføre lidt spansk flair og temperament, mens en fem tommers trykfølsom skærm til radio, kørecomputer og telefon skaber forbindelse til smartphone-generationen. Alt fungerer lige til, og du sidder godt i relativt store forsæder. Det bedste er dog kørestillingen, hvor selv langbenede kan komme tæt på rattet og langt fra pedalerne. Sammen med den markante bredde i kabinen, giver det en fornemmelse af at sidde i en bil fra klassen over.

Hvordan opleves kabinen?
Bred og luftig. Seat får rigtig meget ud af den nye platform med den 10 cm længere akselafstand. Selv om Ibiza er relativt lav, kan fire velvoksne mænd på 190 cm sagtens sidde komfortabelt på længere køreture – her er den kompakte spanier i en klasse for sig. Det samme gælder bagagekapaciteten på meget regulære 355 liter eller godt det samme, som mange biler rummer i den større Golf-klasse.

Finishen er der til gengæld sparet på. Plastoverfladerne er ikke blot stenhårde over alt, men også rigeligt modtagelige for ridser. Og rattet, der ellers ligger godt i hænderne, er betrukket med ‘læder’, som man straks mærker aldrig har været i nærheden af en ko.

Er sikkerheden i orden?
Ja, Seat Ibiza slipper fra Euro NCAPs crashtest uden nævneværdige anmærkninger og scorer topkarakteren fem stjerner. Både i frontal-, side- og pæletesten yder Ibiza god beskyttelse, og det gælder også hovedstøtterne, der både på for- og bagsæde beskytter fint mod piskesmældsskader. Ibiza har automatisk nødbremse som standard, der virker op til landevejshastigheder og fungerer præcist, som den skal, konstaterer Euro NCAP. Derudover har Ibiza fartpilot med indbygget fartbegrænser, mens træthedsregistrering koster ekstra, og sporassistent slet ikke kan fås. Læs mere på euroncap.com

Hvordan kører den?
Kompetent og ganske komfortabelt. Længere akselafstand og større sporvidde giver Ibiza en overraskende ‘voksen’ fremfærd med et fint kompromis mellem komfort og sport. Affjedringen er fast, men tackler flot alt fra skarpe ujævnheder og fartbump, mens styringen er letgående uden at det går ud over præcisionen. Helt så køreglad som de sportslige udgaver af Ford Fiesta er Seat Ibiza ikke, mere en fin allrounder der også kan fornøje bilentusiasten. Også støjniveauet vidner om en mini med store ambitioner: Du hører lidt til den typiske trecylindrede knurren fra maskinrummet, mens vind og hjulstøj er godt undertrykt. Sådan er det ikke altid i miniklassen.

Hvordan er motoren?
Tre cylindre, 1,0 liter og turbo er blevet opskriften på en moderne benzinmotor i miniklassen. VW-koncernen har ført an i dén udvikling, og derfor hører motoren i Ibiza også til blandt de mere vellykkede af slagsen. Tre cylindre giver en kæk knurren, der mere lyder af en halv V6’er end en amputeret fire-cylindre motor, men ellers er maskinen kultiveret og ganske støjsvag. Det sjette gear er sparet væk, men femtegearet er så højt, at du både reducerer støj og forbrug på de lange motorvejsstræk. De 95 heste virker særdeles harmoniske til Ibiza, men det koster kun 10.000 kr. ekstra at vælge den kraftigere udgave med 115 hk.

Passer prisen?

Seat Ibiza giver meget bil for pengene – især i den testede udgave med 95 hk og Style-udstyr, der omfatter fine detaljer som aircondition, fartpilot og automatisk nødbremse. De færreste vil savne noget, men vi anbefaler at bruge ekstra 3.000 kr. på den aktive fartpilot, der automatisk holder afstand til forankørende.

Systemet virker fremragende og øger både komforten og sikkerheden på de lange køreture. Typisk for VW-koncernen koster de frække indslag som LED-kørelys for og bag, klimaautomatik og alufælge dog ekstra. Hvis du vil give den spanske mini det pift af passion, som den faktisk fortjener, er udstyrspriserne hos Seat dog moderate, .

Er der alternativer?
Mange, men Seat Ibiza kommer efter vores mening ud som vinder i en direkte sammenligning med alle rivaler. Bestselleren Peugeot 208 med 82 hk uden turbo, men masser af udstyr i kampagnemodellen Desire koster 154.000 kr., men mangler nødbremse og plads sammenlignet med Ibiza. Det samme kan siges om den kraftigt faceliftede Ford Fiesta, der med 100 turboheste og Titanium-udstyr er dyrere til 168.000 kr., mens Kia Rio Comfort, også med 100 hk, bedre matcher Ibiza på plads og sikkerhedsudstyr til 160.000 kr. Den nye Nissan Micra med 90 turbobenzinheste og Acenta-udstyr til 161.000 kr. er et frækt designet, men mindre rummeligt alternativ til 161.000 kr., mens Suzuki Swift med Active-udstyr og 90 heste uden turbo både tilbyder design, udstyr og glimrende køreegneskaber til meget konkurrencedygtige 146.000 kr.

Konklusion:
For: Plads, køreegenskaber, mekanik og sikkerhed.
Imod: Rustik plastkvalitet over alt.
Hvilkenbil siger:
Stjerner5
Miniklassen koger nærmest over med spændende nyheder i 2017 og Seat Ibiza er efter vores mening den varmeste af dem alle. Den nye platform giver så meget plads, at Ibiza næsten rykker op i Golfklassen, og sammen med fine køregenskaber og vellykket mekanik til fair priser gør det Ibiza til ny klasseduks.

Læs også tests af konkurrenterne:

Suzuki slanker Swift til ny succes

Fornuften fører an i Skoda Fabia

Ny Kia Rio med mere samba

Renault Clio forfører med stil og komfort

Citroën C3 – miniklassens funky fætter

Opel Corsa i vellykket comeback

Løveunge med dyrt hjerte af guld

Nøjsom og køreglad Mazda 2

FAKTA: Seat Ibiza 1,0 TSi Style

Vejl. pris, inkl. lev.: 161.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 8.000 kr.
Årlig ejerafgift: 620 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 21,3 km/l
Forbrug i test: 18,0 km/l
Længde/bredde/højde: 406/178/144 cm
Bagagerum (min/max): 355/? liter
Vægt: 1.122 kg
Motor: 3 cyl., 1,0 liter, turbobenzin
Effekt: 95 hk/175 Nm
0-100 km/t: 10,9 sek
Topfart: 182 km/t

Særligt standard udstyr:
5“ betjeningsskærm i farver, el-ruder for og bag, 15” fælge, el-justerbare sidespejle med varme, fjernbetjent centrallås, multijusterbart læderrat med fjernbetjening af radio, varme i forsæder, aircondition, fartpilot, splitbagsæde, kørecomputer, USB og AUX-indgange, start-stop automatik, bluetooth, lyssensor og automatisk nedblændelige bakspejl, tågeforlygter med indbygget kurvelys.

Metallak: 4.000 kr., adaptiv fartpilot: 3.000 kr., navigation: 10.400 kr., fuld LED-lygter: 9.000 kr., p-sensor for og bag: 9.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here