Efter 71 år er Land Rover klar med en ny Defender. Designet hylder forgængeren, men komforten er forbedret. Terrænegenskaberne skal stadig være suveræne.
Efter 71 år og to millioner solgte eksemplarer er Land Rover klar med anden generation af Defender. Forgængeren blev lanceret i 1948 og skabte hurtigt et ry for at være noget nær ustoppelig i terrænet. Land Rover, som bilen hed dengang, fortsatte i produktion frem til 2016. Naturligvis med ændringer undervejs – blandt andet fik den tilnavnet Defender – men det grundlæggende design har altid været det samme.
En ny Land Rover er altså noget ganske særligt. Og af samme grund er den nye Defender blandt de store nyheder på den aktuelle biludstilling i Frankfurt, IAA 2019.
Ikke overraskende bygger briterne videre på det klassiske, firkantede design. En Land Rover skal kunne genkendes på flere kilometers afstand. Defender II har dog en mere tilbagelænet forrude, og så afslører markante LED-lygter for og bag, at bilen er kørt ind i et nyt århundrede. Klassiske detaljer som runde forlygter, små baglygter, firkantede skærmkasser, reservehjul på bagdøren og vinduer i taget er dog bevaret.
Mens Defender bevarer sit design-DNA, er der til gengæld udbrudt noget nær teknisk revolution. Denne gang benyttes alu-platformen fra den nyeste land Rover Discovery. Dog i en bearbejdet udgave, der skal bevare terrænegenskaberne selv om Defender nu kører med moderne, uafhængigt hjulophæng.
Se gennem motorhjelmen
Fordelen er et væsentligt løft af kørekomforten, noget som den gamle Land Rover ikke just kunne prale af. Den nye platform indeholder dog en bred vifte af tekniske hjælpemidler, der skal gøre Defender II ustoppelig, uanset om underlaget er sand, sne, mudder eller stejle bakker og bjergsider. Her er ikke bare spærredifferentialer og enorm frihøjde. Alle elektroniske tricks er bragt i spil og de kan både både aktiveres manuelt eller automatisk af sig selv, når behovet opstår. Blandt de mere spektakulære muligheder er et kamera, der gør det muligt at se underlaget lige foran og under fronten af bilen. Det kan have afgørende betydning før stejle nedkørsler, hvor motorhjelmen sædvanligvis blokerer udsynet.
Land Rover lægger ikke skjul på, at Defender skal være blandt de mest ekstreme offroadere, der findes. Fabrikken har altid haft et særligt marked med kunder som militæret, beredskab, landmænd og eventyrere med appetit på ellers ufremkommelige landskaber. De helt basale terrængående egenskaber er da også plads med en frihøjde på 29 centimeter, en vadedybde på 90 centimeter samt en lasteevne på hele 900 kg og mulighed for at trække hele 3.500 kg på krogen.
Det er specifikationer, der aftvinger respekt hos offroader-folket. Særligt den korte, tredørs udgave vil være i stand til at angribe forhindringer i nærmest ekstreme vinkler.
Ladehybrid i 2020
Har man brug for mere plads, vokser femdørsudgaven fra 458 til 502 cm. Sidstnævnte er en kleppert med mere end tre meter mellem akslerne og mulighed for plads til fem voksne og to børn. Den korte udgave kan til gengæld tilbydes med et smart nødsæde mellem forsæderne, så der kan sidde op til seks i den ‘lille’ udgave.
Alle nye Defender kommer nemlig med et otte-trins automatgear, så der ikke skal bruges plads til en gearstang mellem forsæderne. I første omgang tilbyder Land Rover to diesel- og to benzinmotorer. Basis bliver en to-liters diesel med 200 hk. Samme maskine fås med 240 hk, mens drejningsmomentet ikke øges. Er man mere til benzin – det kan blive dyrt på tankstationen – kan man vælge mellem en firecylindret turbobenziner med 300 hk og en sekscylindret ditto med hele 400 hk. Senere – formentlig i 2020 – følger en ladehybrid, der skal tage toppen af den britiske brutalis’ tørst.
Som man kan se af designet, minder Defender i nogen grad om den mindre rustikke Land Rover Discovery. Det er ingen tilfældighed: Med SUVernes stigende popularitet vil fabrikken gerne udvide Defenders kundekreds. Land Rover understreger, at Defender ikke er endnu en SUV, men en hard-core offroader – men derfor kan man jo godt tiltrække nye kunder.
Af samme grund fås Defender i fire forskellige udstyrsvarianter: Country, Adventure, Explorer, Urban og Commercial – sidstnævnte er den, der kan udstyres med alt fra brandstige til maskingevær… I den mere civile afdeling kan fabrikken levere alt fra udvendige bagagebokse over tagmonteret telt til spulegrej til mudrede mountainbikes.
Salg skal femdobles
Inde i kabinen er der ingen tvivl om, at Defender har fået et massivt løft mod det mere civiliserede. Her er godt nok gummimåtter over alt på gulvet, men fuld digital instrumentering og nyudviklet infotainment dufter næsten af den fine storebror, Range Rover. Ingeniørerne har ikke sparet på noget; bl.a. er instrumentbrættet lavet delvist i magnesium for at stive bilen af. Og ja, der er ‘fartgreb’ over alt, når ‘the going gets tough’. Omvendt har designerne valgt at fritlægge mange bolte og skruer for at understrege bilens legendariske robusthed.
Ambitionerne er også høje for den ikoniske ‘Landy’. For at hive investeringen i den komplekse bil hjem igen, skal salget intet mindre end femdobles til 75.000 styk årligt. Fortsætter produktionen 71 år til, bliver det jo også til en del – og så skal pengene nok komme hjem til økonomisk pressede Land Rover.
Anden generation af Defender ventes til Danmark i begyndelsen af 2020. Den bliver svær at overse…