Den nye Peugeot 208 må nøjes med fire stjerner i crashtest. Ikke godt nok, siger FDM. Den danske importør arbejder på en løsning.
Mens de to nye BMW’er – 1- og 3-serie – scorer topkarakteren fem stjerner og rosende ord fra crashtestorganisationen Euro NCAP, er der buler til franske Peugeot: Mærkets nye udgave af 208, Danmarks mest solgte bil sidste år, må nøjes med fire stjerner. Også den amerikanske SUV Jeep Cherokee får fire stjerner.
Dermed får den nye udgave af Peugeot 208 en stjerne mindre end den foregående generation fra 2012, selv om den nye udgave er udstyret med flere sikkerhedssystemer. Men det skyldes, at kravene i sikkerhedstesten er skærpet betydeligt fra 2012 til nu.
Peugeot 208 klarer sig overordnet godt i den nye crashtest. Den femte stjerne daler til jorden fordi den automatisk nødbremse i den testede standardudgave ikke reagerer på bløde trafikanter som fodgængere og cyklister.
Bedre nødbremse findes
Peugeot 208 fås faktisk med en mere avanceret og bedre nødbremse med radar, der er i stand til at reagere på bløde trafikanter. Problemet er, at denne nødbremse ikke er en del af 208’s standardudstyr. Euro NCAP tester altid standardudgaverne, og det koster en stjerne for 208. Ifølge FDM er det ikke godt nok:
”Fire Euro NCAP-stjerner er ikke dårligt, men heller ikke rigtig godt for en helt ny bilmodel. Det er på mange måder et ærgerligt resultat, for Peugeot 208 klarer sig til fem Euro NCAP-stjerner i testens øvrige dele. Det er i det hele taget en langt mere sikker bil end forgængeren, der blev testet til fem Euro NCAP-stjerner i 2012,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.
FDMs opfordring til den danske importør er derfor klar:
”Det kan måske virke som en bagatel, at den snubler på en nødbremse, der på mange måder virker godt. Omvendt kan det undre, at Peugeot ikke har valgt at gøre den bedste udgave af nødbremsen til standard. Det kan andre bilproducenter finde ud af. Det er ikke godt nok, og vi opfordrer den danske Peugeot-importør til at gøre udstyret til standard i Danmark,” siger Søren W. Rasmussen.
Dansk importør arbejder på sagen
Der er også kontant afregning for den manglende femte stjerne i sikkerhedstesten. De fire Euro NCAP-stjerner betyder, at Peugeot 208 ikke opnår sikkerhedsfradraget på mellem 8.000-12.000 kr. som fem Euro NCAP-stjerner udløser i Danmark.
Den danske Peugeot-importør er helt klar over udfordringen.
“Sagen er, at vi ikke umiddelbart kan få den mere avancerede nødbremse som en del af udstyret på de billigste varianter. Men det er vi allerede i gang med at forhandle med fabrikken i Frankrig om.” Det siger pressechef hos den danske Peugeot-importør, Hanne Langsig Sørensen, til hvilkenbil.dk.
Hos den danske BMW-importør bliver det ikke nødvendigt at ringe til fabrikken i München.
Tredje generation af BMW 1-serie scorer de maksimale fem stjerner i den omfattende crashtest. Det samme gør den større 3-serie, der netop er lanceret i syvende generation. Mellemklassebilen scorer det bedste resultat blandt alle biler i klassen, der har været igennem Euro NCAPs testmaskineri i 2018 og 2019.
Ros til tyskerne
Den fælleseuropæiske sikkerhedsorganisations generalsekretær Michiel van Ratingen roser BMW for at forbedre sikkerheden i nye biler i takt med skærpede krav.
”Det er godt at se, at premium-mærkerne fra Tyskland og andre steder opretholder de meget høje standarder, de har sat for sig selv,” siger han blandt andet i en pressemeddelelse.
Den store SUV Jeep Cherokee fra Fiat-Chrysler koncernen, scorer solide fire stjerner med en ’god men ikke exceptionel performance’ i alle discipliner. Ikke perfekt, men trods alt et stort fremskridt i forhold til et pauvert et-stjernet resultat for Jeeps Wrangler-model, der blev testet sidste år.