Ionity sænker prisen på lynladning i 12 lande. Kæden indfører samtidig to nye abonnementer, der gør det endnu billigere at lynlade.
Godt nyt til elbilister, der skal køre langt i sommerferien. Ionity, der er ejet af flere store bilproducenter, er gået med i den aktuelle priskrig på lynladning. Med øjeblikkelig virkning sænker Ionity prisen pr. kWh fra 5,27 til 3,90 kr. i 12 europæiske lande, inklusive Danmark.
Dermed kommer Ionity tæt på priserne hos andre ladeoperatører som Circle K, OK, Clever og senest Norlys, der for nylig også har sænket priserne på deres lynladere.
Tesla, der i begyndelsen af året åbnede alle deres Supercharger-lynladestationer for alle bilmærker, er dog stadig billigst på lynladning. Her svinger prisen for en kWh typisk mellem 2,65 og 2,90 kr. pr. kWh afhængigt af, om du lader indenfor myldretiden eller uden for. Med abonnement er priserne endnu lavere.
Altid 350 kW
Ionity tilbyder til gengæld markedets kraftigste lynladere. Der er altid 350 kW i kablet, der giver mulighed for at udnytte 800 volt-teknologi i de mest avancerede elbiler.
Som Tesla gør Ionity det også muligt at opnå rabat på kWh-prisen gennem to nye abonnementer, Passport Motion og Passport Power.
Passport Motion er til elbilister, der kun sjældent lynlader på farten. Ved at betale 45 kroner om måneden, kan de lynlade for 2,80 kr. per kWh.
Passport Power er til elbilister, der ofte kører langt. Her koster det månedlige abonnement 90 kr., men reducerer så kWh-prisen til 2,20 kr.
Én måneds binding
Begge abonnementer kan opsiges efter blot en måned, så også her gør Ionity som Tesla. Dermed kan et abonnement være værd at overveje i f.eks. sommerferien.
Ionity har i dag 630 ladestationer med i alt 3.800 ladepunkter fordelt på 24 europæiske lande. I tabellen herunder kan du se priserne i alle 24 lande – og i hvilke 12 lande, at prisen på en kWh er sat ned.
Ionity er ejet af VW, BMW, Ford og Mercedes. Senest har koreanske Hyundai/Kia også købt sig ind i ladenetværket.