Elbiler bliver til under forhold, hvor basale menneskerettigheder krænkes. Vilkårene for især underleverandørernes ansatte får kritik.
Kinesiske BYD og Geely, sydkoreanske Hyundai og japanske Mitsubishi og Nissan får voldsom kritik i en ny rapport fra Amnesty International. I rapporten sætter Amnesty fokus på 13 producenter af elbiler, og den viser, at menneskerettigheder krænkes, og særligt de arbejdsforhold, som de ansatte hos bilproducenternes underleverandører arbejder under, får massiv kritik.
Kritikken gælder dog ikke kun de fem. Amnesty har undersøgt 13 producenter af elbiler, og ikke én gør tilstrækkeligt for at leve op til menneskerettighederne. Producenterne måles i 15 forskellige kategorier og kan i alt score 90 point. Kinesiske BYD (Build Your Dreams) klarer sig dårligst med kun 11 point. Tyske Mercedes-Benz klarer sig mindst dårligt med 51 ud af de 90 mulige.
“Krænkelser af menneskerettighederne i forbindelse med udvinding af mineraler og metaller er alarmerende,” siger Amnesty Internationals generalsekretær, Agnès Callamard i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten Recharge for Rights: Ranking the Human Rights Due Diligence Reporting of Leading Electric Vehicle Makers.
Ifølge Amnestys rapport har nogle producenter taget skridt i den rigtige retning i forhold til at anerkende deres egne forpligtelser og sørge for, at samarbejdende firmaer og underleverandører lever op til de samme forpligtelser.
Rapporten nævner BMW, Ford, Mercedes-Benz, Stellantis, Tesla og Volkswagen-koncernen som dem, der scorer højt, når det kommer til at identificere politikker og formulere hensigter. Men de mangler ifølge stadig at bevise, at de rent faktisk implementerer deres hensigtserklæringer. (Under annoncen Amnestys liste).
Listen:
På listen kan man score i alt 90 point i de 15 kategorier, som Amnesty stiller op. Herunder de 13 producenters score.
Mercedes-Benz: 51
Tesla: 49
Stellantis: 42
VW Group: 41
BMW: 41
Ford: 41
General Motors: 32
Renault: 27
Nissan: 22
Geely (bl.a. Volvo og Polestar): 22
Hyundai: 21
Mitsubishi: 13
BYD: 11
Af redaktionen
Måske en idé at medtage i biltests👍