Ny elbil: Mercedes CLA har en rækkevidde på mindst 750 km

Mercedes CLA 2025

Som elbil vil Mercedes sætte nye standarder med CLA. Bilen kommer i 2025 og er den første i en række af kompakte familiebiler.

Næste generation af elbiler fra Mercedes får premiere allerede næste år. CLA bliver den første i den nye familie af kompakte modeller, og den repræsenterer seneste kapitel i Mercedes’ Ambition 2039-program.

Concept CLA Class blev vist første gang på udstillingen IAA Mobility i München i september 2023. Mercedes har nu frigivet en video, hvor topchef Ola Källenius tegner og fortæller og kører en tur i en kamufleret udgave (foto øverst) af dét, der er den kommende CLA.

Bilen står på Mercedes’ helt nye og fleksible MMA-platform – Mercedes-Benz Modular Architecture. Den benytter teknologi fra den futuristiske Vision EQXX-konceptbil, der i virkelige testkørsler for snart to år siden præsterede 1.200 kilometer på en opladning. Batteriet i Vision EQXX er på 100 kWh.

Concept CLA
LED-stjernerne i konceptbilens forlygter går igen i den virkelig udgave. En fed detalje, synes vi her på Hvilkenbil.

I Concept CLA Class – og altså den kommende elektriske CLA, må man formode – giver den effektive 800 volt-teknologi en ladeeffekt på op til 250 kW. Ifølge det oplyste om Concept CLA Class er rækkevidden på den høje side af 750 kilometer. På grund af den aerodynamiske form er forbruget efter WLTP-normen 12 kWh pr. 100 km. Det svarer til 8,3 kilometer pr. kWh. 

Til sammenligning kører den meget strømlinede EQE i sin mest nøjsomme udgave 6,2 km/kWh (16,1 kWh/100 km).

Mercedes oplyser, at hele 93 procent af strømmen fra Concept CLA Class’ batteri omsættes til kraft til baghjulene. Den hightech-viden er udviklet af Mercedes-AMG’s Formel 1-team og når altså nu frem til almindelige personbiler.

Også med benzinmotor

Udover den 4-dørs CLA-sedan med coupé-former, som Ola Källenius har kørt i, kommer den også i en Shooting Brake-version (stationcar) og i to SUV-versioner.

MMA-platformens fleksibilitet betyder også, at der kommer en CLA med forbrændingsmotor og mild hybrid-teknik.

Concept CLA Class og Vision EQXX er udstyret med en gigantisk MBUX Superscreen i hele instrumentpanelets bredde – fra fordør til fordør. Som eksempelvis EQS’ Hyperscreen. Om Superscreen finder vej til CLA, står ikke klart, men det nye Mercedes-Benz Operation System (MB.OS), der bl.a. benytter kunstig intelligens, gør. 

Videoen med Mercedes-topchefen og den kommende CLA kan ses ved at klikke her.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here