Trods global tilbagegang sælger Tesla nu flere biler end Audi. Tesla slog også akkurat kinesiske BYD som verdens største elbil-producent.
Den amerikanske elbil-gigant Tesla er fortsat selve definitionen på de nye tider i bilindustrien. Trods den første tilbagegang i salget i mere end et årti overhalede Tesla i 2024 en af den tyske bilindustris stoltheder, Audi.
Sidste år solgte Audi 1,67 millioner biler – en tilbagegang på 12 pct. sammenlignet med 2023.
Kinesisk konkurrence
Som mange andre vestlige bilmærker kæmper Audi med stigende konkurrence fra især Kina. Det kinesiske bilmarked er verdens største, og her æder de hjemlige mærker hele tiden markedsandele fra tyske luksusmærker som Audi. Samtidig har Audi svært ved at sælge elbiler på det tyske hjemmemarked. Globalt faldt salget af Audis elbiler med otte pct.
I det store billede var 2024 et helt igennem skidt år for et af tysk bilindustris fineste mærker: Audi gik tilbage i USA, Kina og Tyskland, verdens tre største og vigtigste bilmarkeder.
Tesla overhaler
Tilsammen betyder det, at Audi ikke længere ser Tesla i bakspejlet, men må se den amerikanske opkomling køre forbi. Trods en lille tilbagegang solgte Tesla nemlig 1,79 mio. biler i 2024.
Dermed lykkedes det også akkurat Tesla at bevare positionen som verdens største elbilproducent foran kinesiske BYD.
I Danmark måtte Tesla se sig overhalet af Volkswagen som danskernes foretrukne bilmærke. Det danske Tesla-salg faldt hele 28 pct. til 16.030 biler. Audis salg faldt 5,5 pct. til 12.409 biler, hvilket gør Audi til det femte mest solgte mærke i Danmark. I 2023 var Audi det tredje mest solgte mærke i Danmark.