Årets bilsalg: Fem vindere og to tabere

vindere tabere

Elbilerne dominerede det danske bilsalg i 2024, men bag tallene skjuler sig flere gode historier. Vi udpeger fem vindere og to tabere.

Det danske bilsalg for 2024 er gjort op. Overskrifterne kender vi: Elbiler dominerer og stod for første gang for mere end halvdelen af det hjemlige bilsalg. Elbiler er blevet nøglen til succes hos danske bilkøbere, så har et bilmærke ingen eller kun få elbiler i modelprogrammet, er der problemer. Det vender vi tilbage til.

Dykker man ned i tallene, finder man flere gode historier. Blandt andet den om fem specifikke bilmodeller, der klarede sig særligt godt i 2024. Og to, der ikke gjorde.

Men først tilbage til elbilerne. Tesla blev igen det bedst sælgende bilmærke i Danmark. Til trods for, at mærket faktisk gik markant tilbage i 2024. Det skyldtes en regulær nedtur for Model Y, mærkets absolutte bestseller og verdens mest solgte bil i 2023. Dengang solgte Tesla næsten 18.000 Model Y i Danmark, men sidste år dykkede salget til blot 10.471 biler.

Ikke desto mindre optræder en anden Tesla, den mindre og billigere Model 3, på listen over vinderne i 2024.

Vinder: Tesla Model 3
Tesla Model 3
Tesla Model 3 er en gammel kending, der fik comeback i Danmark i 2024.

Med en fremgang på 32 pct. – fra 4.204 til 5.527 biler – blev Model 3 den fjerde mest solgte bil i Danmark i 2024.

Det er et overraskende comeback for en bil, der kan dateres tilbage til 2017 og modsat tidens SUV-trend er en lav sedan med klassisk og ikke særligt praktisk bagagerum. Men Model 3 fik en vellykket opgradering i slutningen af 2023 og basisudgaven holder sig akkurat under grænsen på 300.000 kr. trods velfungerende teknik og masser af udstyr. Model 3 viser, at der stadig er efterspørgsel på andet end el-SUVer, hvis bare prisen og teknologien er i orden.

Vinder: VW ID.4
Efter en svær start kom der gang i salget af VW ID.4 sidste år.

På tredjepladsen over de mest solgte biler i 2024 finder vi en anden gammel kending, VW ID.4.

Den tyske el-SUV gik hele 122 pct. frem i 2024 – fra 2.541 solgte biler i 2023 til 5.652 i 2024.

Ganske imponerende for en bil, der fik en svær start i 2021 med ufærdig software og kritik af en kabinefinish, der var atypisk for VW i negativ forstand. Men lige som Tesla Model 3 har VW ID.4 fået en vellykket opgradering med hurtigere software og en langt kraftigere og mere effektiv motor, der har gjort bilen mærkbart bedre.

Sidst men ikke mindst er ID.4 blevet sat ned af flere omgange. Alt i alt har det forvandlet ID.4 fra en lidt forpjusket ælling til en elektrisk folkevogn, der kan prale af samme popularitet som VW tidligere har nydt med modeller som Golf og Passat.

Vinder: VW ID.3
Flere opgraderinger og prisfald har gjort underværker for VW ID.3. I 2024 solgte den langt bedre end Golf.

Vi bliver i VW-familien, for ID.4s ’lillesøster’ ID.3 overraskede endnu mere i 2024. Salget steg fra 1.147 til 2.930 biler. En fremgang på vilde 155 pct., der sendte den ’elektriske Golf’ op på en plads som nr. otte i årets bilsalg.

Baggrunden er den samme: Svær start med masser af kritik, efterfulgt af reelle forbedringer og prisfald. Mens den ikoniske Golf kun blev solgt i 155 eksemplarer i 2024, har elbilerne ID.3 og ID.4 taget over og løftet VW tilbage på toppen som det mest solgte bilmærke i Danmark i 2024.

Endelig beviser ID.3s sene succes, at der er masser af kunder til lidt mindre og billigere elbiler end de store, tunge og dyre SUVere, der længe har domineret markedet.

Vinder: Mercedes EQA
EQA er den billigste Mercedes – det sætter danske bilkøbere pris på.

På 12. pladsen over årets bilsalg finder vi en anden overraskelse. Mercedes EQA er mærkets mindste elbil og billigste model, og det belønnede danskerne med en fremgang i salget på hele 127 pct. – fra 1.177 biler i 2023 til 2.666 biler i 2024.

Også her er opskriften opgradering og prisfald. EQA kan ikke prale af den nyeste teknik, men giver flere danskere råd til stjernen fra Stuttgart. Det gave pote. Og var med til at sende Mercedes forbi ærkerivalen Audi og op på en imponerende placering som det fjerde mest solgte bilmærke i Danmark sidste år.

Vinder: Suzuki Swift
Suzuki Swift er blandt de få, fossildrevne minibiler, der holdt skansen i 2024.

Elbiler styrer i Danmark. Man skal langt ned af listen over bilsalget, før man finder fossilbiler, der klarede sig godt i 2024.

Nede som nr. 32 fandt vi én: Suzuki Swift, også en gammel dansker-favorit, der kom i en ny udgave i 2024. Det gav en fornuftig vækst i salget – fra 1.269 til 1.557 biler – en fremgang på 23 pct.

Det lyder måske ikke af så meget, men er lidt af en bedrift i den svære miniklasse. Her er de engang så populære minibiler steget så meget i pris, at de har svært ved at konkurrere med større og bedre udstyrede elbiler – særligt hvis elbilerne er let brugte.

Men Suzuki kan stadig sælge fabriksnye Swift til danskerne. Utvivlsomt hjulpet af priser, der begynder fra 170.000 for en veludstyret og nøjsom Swift. På den måde tilbyder Suzuki stadig et fabriksnyt og fossildrevet alternativ til dem, der ikke har råd eller lyst til en elbil.

Taber: Peugeot 208
Peugeot har ikke rigtigt fået gang i salget af den elektriske 208. Det sender den gamle bestseller ned af hitlisten.

Hvor der er vindere, er der som bekendt også tabere. Og en af de biler, der virkelig tabte terræn i 2024, er Swifts ’klassekammerat’ Peugeot 208.

Isoleret betragtet ser en plads som Danmarks sjette mest solgte bil i 2024 meget godt ud. Men sjettepladsen dækker over en halvering af salget fra 6.035 til 3.036 biler. En barsk skæbne for Peugeot 208, der historisk har tronet øverst på salgsstatistikkerne af mange omgange.

Nedturen skyldes, at Peugeot har haft svært ved at få tilsvarende salg i den elektriske udgave af 208 – den har ofte været for dyr. Og så er vi tilbage ved indledningen: Hvis du vil sælge biler i Danmark, skal du være stærk på elbiler.

Taber: Kia Ceed
Kia Ceed faldt også ned ad hitlisen i 2024. Heldigvis for Kia har de den elektriske afløser, EV3, klar.

Endnu værre gik det for en anden fossilbil, der tidligere har ligget højt oppe på salgslisterne. Kia Ceed, sydkoreanernes svar på en Golf, måtte se salget svinde fra 2.246 til 583 biler. En tilbagegang på 74 pct., der dumper Kia Ceed ned som nr. 87 på listen over de mest solgte biler herhjemme.

Kia kan dog trøste sig med to ting: Ingen fossilbiler i klassen kan holde gang i salget, og Kia er klar med den elektriske afløser EV3, der endda – som første Kia nogensinde – for nylig vandt titlen som Årets Bil i Danmark.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here