Elbiler vejer godt til, og det slider hårdt på vejene. Sliddet fra en elbil er i gennemsnit 3,6 gange højere end fra en gammeldags fossilbil.
Flere end 360.000 elbiler i Danmark og et månedligt salg, hvor over 60 procent af alle nye biler er elektriske. Det batter noget, men det batter også noget på vejenes belægning. For elbiler er noget tungere end konventionelle biler, og derfor øges sliddet på vejene. Det fremgår af oplysninger fra blandt andet Vejdirektoratet.
Myndigheden regner med, at elbiler i gennemsnit vejer 50 pct. mere end gamle biler, men sliddet på vejene er ikke kun en halv gange højere. Mere vægt er lig med meget mere slid. Så en elbil slider rundt regnet 3,6 gange så meget på vejene sammenlignet med en konventionel fossilbil.
Hårdest ved vejene er ubetinget lastbiler – her er tommelfingerreglen, at én lastbil slider lige så meget som 6.830 elbiler og lige så meget som 24.400 traditionelle personbiler.
Tallene er netop fremlagt i en artikel i Jyllands-Posten.
Udgifterne til vedligeholdelse stiger
Af artiklen fremgår det også, at kommunernes budgetter til vedligeholdelse af vejene er presset. Bilister oplever på denne årstid ofte flere huller i vejene, der typisk opstår i forbindelse med frostvejr. Den private interesseorganisation Dansk Vejforening, vurderer, at vi kan imødese udgifter på 10 milliarder kroner til vedligeholdelse af vejene.
Vejdirektoratet har dog endnu ikke kunnet sætte præcise tal på, hvor meget det øgede antal elbiler betyder i kroner og øre for sliddet på vejene.
Kommunernes Landsforening, der står for vedligeholdelsen af cirka 71.000 kilometer vej i Danmark, kan dokumentere, at priserne for at vedligeholde veje og anlægge nye veje siden 2020 er steget med 40 pct. De øgede udgifter kan bestemt ikke udelukkende tilskrives elbiler, da priser på materialer, transport og til arbejdsløn betyder en del for de højere tal.
Statsvejene omfatter ca. 3.800 kilometer veje, men selvom de kun udgør fem procent af Danmarks samlede vejstrækninger, kører over halvdelen af al trafik på statsvejene.
Men fakta er i hvert fald, at anlægsbudgetterne i kommunerne er presset af de stigende omkostninger.
Særlig vejskat på elbiler
I Norge, hvor stort set alle nyindregistrerede biler er elbiler, har man mærket effekten af de tunge bilers slid på vejene. Uden dog at kunne sætte tal på præcist hvad de tunge elbiler har af betydning for sliddet.
I den canadiske provins Alberta har man fundet en udvej. For at finansiere de øgede udgifter som følge af tungere biler har man indført en vejskat på cirka 1.000 kr. om året på elbiler. Indtægterne er så øremærket til vejenes vedligeholdelse.
I Danmark betaler ejere af elbiler en årlig ikke-øremærket afgift til staten på 840 kr.
Af redaktionen