Trods uro om bilafgifter sælges der fortsat mange biler i Danmark. 85 procent af private bilkøbere vælger elbiler – især fra Skoda og VW.
Danske forbrugere holder speederen i bund, når det gælder indkøb af nye biler. I august blev der solgt 13.030 nye biler – 1,5 pct. flere end august sidste år. År til dato er der registreret 116.375 nye biler i Danmark, hvilket er en stigning på 5,2 procent i forhold til samme periode sidste år.
Det er fortsat elbiler, der driver det danske bilsalg. I august blev der indregistreret 8.990 elbiler, der dermed står for 69 procent af det samlede antal nyregistreringer. Syv ud at 10 biler, der sælges i Danmark, er altså elbiler. Zoomer man ind på private forbrugere er andelen endnu højere – her valgte 85,5 pct. en elbil.
“Det går godt med den grønne omstilling af bilparken i Danmark. Hvis den gunstige udvikling skal fortsætte, er der behov for en klar politisk tilkendegivelse af, hvad der sker med afgifter på biler efter nytår” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Kan ikke fastsætte priser
Ifølge Mobility Denmark, der er en forening for flere aktører i bilbranchen som bl.a. bilimportører, er der brug for en snarlig afklaring af registreringsafgiften på nye biler. Den nuværende rabat på registreringsafgiften for elbiler udfases fra nytår. Skatteminister Rasmus Stoklund (S) lovede allerede før sommer, at elbiler ikke bliver dyrere i Danmark, men tilsyneladende har regeringen svært ved at blive enige om en ny afgiftsmodel.
Usikkerheden betyder, at bilimportørerne ikke kan fastsætte den reelle pris på elbiler med levering efter nytår. Og jo længere tid der går uden af klaring, desto større bliver problemet.
“Den manglende afklaring skaber uro blandt både forbrugere og branche. Det rammer et ellers velfungerende marked unødigt hårdt. Vi glæder os over, at ministeren vil fastholde støtten til den grønne omstilling, men der er brug for handling nu. Branchen og forbrugerne er ikke tjent med uvisheden,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Afgift baseret på teknik
Organisationen opfordrer politikerne til at udnytte muligheden for en langsigtet model, hvor den nuværende registreringsafgift erstattes af en teknisk baseret løsning. Det betyder, at afgiften ikke skal fastsættes på baggrund af bilens værdi, men tekniske data som f.eks. vægt og motorkraft.
“Vi har en unik chance for at skabe et mere tidssvarende skattesystem. Hvis elbiler skal bidrage mere til statskassen, bør det ske via ejerafgiften – ikke gennem højere registreringsafgifter,” siger Mads Rørvig.
VW dominerer bilsalg
Bilsalget ser dog ikke ud til at være hæmmet af spekulationer om en ny registreringsafgift. Det kan de især gælde sig over hos den danske importør af VW-gruppens bilmærker. De dominerer nemlig fortsat det danske bilsalg.
I august kom Skoda Elroq (foto) endnu engang ud som Danmarks mest solgte bil. Faktisk har VW-familien hele seks biler på Top 10-listen over de mest solgte biler i Danmark i august.
Udover danskerfavoritten er det VW ID.3 og ID.4, Skoda Enyaq samt Cupra Tavascan og Cupra Terramar. Sidstnævnte er den eneste fossilbil på Top 10-listen – alle andre er elbiler.