Toyota åbner hel by som testlaboratorium - med dansk hjælp

toyota bjarke ingels

Woven City: I samarbejde med danske Bjarke Ingels har Toyota indviet en hel by, hvor fremtidens biler, boliger og teknologi kan prøves af i praksis.

Toyota, verdens største bilproducent, har indviet en hel lille by ved foden af Fuji-bjerget.

Byen hedder Woven City - vævet by - og skal fungere som et levende laboratorium for fremtidens mobilitet og byliv. De første beboere – primært Toyota-ansatte og deres familier – er allerede begyndt at flytte ind. Her skal de leve i hverdagen, mens forskere og udviklere tester alt fra selvkørende biler og robotter til smarte boliger og nye energiløsninger.

Toyota beskriver byen som en 'intelligent by’, hvor nye idéer kan afprøves i virkeligheden frem for i lukkede laboratorier.

Dansk aftryk

Byens er tegnet af den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels og hans tegnestue BIG

Som navnet ‘Woven City' antyder, er byen vævet sammen som et mønster, hvor forskellige måder at bevæge sig på får deres egne spor. Her findes blandt andet veje for selvkørende køretøjer, områder hvor cykler og små elektriske køretøjer kan køre trygt, og stille gader, der er forbeholdt fodgængere.

Vævere og opfindere

Det særlige ved Woven City er, at byens beboere ikke bare er tilskuere, men aktive medspillere. Toyota kalder dem 'Weavers' – altså vævere – fordi de væver deres erfaringer og feedback ind i udviklingen. Forskere og opfindere, som Toyota omtaler som 'Inventors', bor og arbejder side om side med dem og tester løsninger, der kan være alt fra avancerede sensorer i biler til intelligente trafiklys og energisystemer.

Toyota vil bl.a. teste selvkørende biler i Woven City. Ikke mindst i samspillet med andre trafikanter, hvad enten de går, kører på løbehjul eller i bil.

Et eksempel er brugen af pollenfri rum, der kan gøre livet lettere for allergikere. Et andet er boliger udstyret med solceller og brintteknologi, der skal gøre energiforsyningen grønnere. Samtidig overvåger veje og lygtepæle trafikken med indbyggede sensorer, så man kan lære, hvordan biler, mennesker og bygninger bedst spiller sammen.

Offentlig adgang i 2026

Den første etape af Woven City dækker omkring 47.000 kvadratmeter, og her flytter cirka 300 personer ind i den kommende tid. Planen er, at byen senere kan vokse til omkring 2.000 indbyggere. 

Offentligheden får først adgang senere – formentlig i løbet af 2026 – men indtil da er det Toyotas egne folk og deres samarbejdspartnere, der bruger byen som testbane.

Bud på fremtidens mobilitet

Woven City er et unikt eksperiment, der bruger en hel by som testlaboratorium for fremtidens biler og transportløsninger. For forbrugere kan resultaterne ende med hurtigere udvikling af sikre selvkørende biler, smartere samspil mellem biler og byens trafiksystemer – og måske også nye måder at bo og bevæge os på i hverdagen.

Der melder sig også indlysende spørgsmål: Hvem ejer de enorme mængder data, byen indsamler? Hvordan sikres privatlivets fred? Og kan man overføre idéer fra en specialbygget moderne by i Japan til tætpakkede, gamle bymidter i Europa?

Alt det kommer Toyota formentlig også til at finde svar på - med hjælp fra en dansk arkitekt. Den ‘vævede by’ viser allerede, at fremtidens mobilitet ikke kun handler om biler, men om hele den måde, vi lever og bevæger os på i byerne.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here