Hvilkenbils redaktør, Jens Velling, blogger om en af de største udfordringer for elbiler: Den lange opladningstid og manglen på stikkontakter.
Så gik Better Place konkurs. Ikke nogen overraskelse for os, der har beskæftiget os med biler i mange år. Better Places karismatiske stifter Shai Agassi havde en ide om batteriskift, der så godt ud på papiret, men var helt uden jordforbindelse i virkelighedens verden.
Tænk hvis konceptet var slået igennem og Better Place havde opfyldt sin egen vision om 500.000 elbiler med udskifteligt batteri på de danske veje i 2020? De 17 skiftestationer skulle ganges med faktor 100 eller mere. Også investeringen i ekstra batterier ville blive astronomisk. Batterier er den suverænt dyreste enkeltkomponent i en elbil, så alene af den grund var ideen helt gal; der ville jo kun være elbilsejerne til at betale regningen.
Det er ikke for at pege fingre ad Better Place og Agassi. Tværtimod. Før elbilerne for alvor slår igennem skal vi netop have pionerer til at prøve nogle idéer af, før vi finder ud af, hvad der fungerer i virkeligheden. Og her opstår næste bekymring: For selv om idéen om batteriskift var dødfødt, er jeg ikke sikker på, at den ”lyn-opladning”, som alle taler om nu, er løsningen.
Igen, tænk på køerne ved tankstationen på en rasteplads i Tyskland midt i industriferien. Tænk dernæst på en nær fremtid, hvor halvdelen af os kører i elbiler. Allerede i dag kan det tage tid at nå frem til tankpistolen i perioder med spidsbelastning. Til gengæld er en optankning, inklusive betaling, overstået på et par minutter. En elbil, derimod, kræver væsentligt mere tålmodighed: Bilfabrikkerne taler godt nok om ”lynopladning”, der gør det muligt at ”zappe” elbilen, så den får en 60-80 procents opladning på 30-60 minutter. Hurtigt for en elbil, javist. Men uendelig lang tid sammenlignet med en almindelig bil. Og med en rækkevidde, der p.t. er en fjerdedel af en moderne dieselbils, skal elbiler endda tankes fire gange så ofte. Man behøver ikke være stærkstrømsingeniør for at regne ud, at køerne ved ”strømstationens” stikkontakter risikerer at blive kilometerlange.
Og så er vi endda ikke begyndt at tale om en endnu større udfordring: Hvordan strømnettet klarer den helt enorme belastning i ”myldretiden”, når vi alle lige skal have et højspændings-zap fra stikkontakten for at komme til eller hjem fra arbejde?
Det er udfordringer, det kræver lang tid og enorme investeringer at finde en god løsning på. Elbils-tilhængere, der som Shai Agassi tror, at en 100 år gammel bilindustri kan revolutioneres på en håndfuld år, er simpelthen ikke realistiske.
Men vi har brug for pionererne. Og nu, hvor Better Place har trukket stikket ud, hepper vi på californiske Tesla. Først og fremmest fordi Tesla med sedanen S har lavet den hidtil eneste elbil, der med en rækkevide på næsten 500 km – stort set – knækker den største nød for elbilen. Til overflod er bilen smuk og velkørende. Og så kan undertegnede ikke stå for Teslas netop annoncerede planer om at rulle et landsdækkende netværk af ”strømstationer” ud over hele USA. For at sætte trumf på, lover Tesla-grundlægger Elon Musk, at Tesla-ejere her kan lade deres biler op med gratis strøm. Ikke bare det første år, men for altid!
Sådan taler en ægte pioner. Lad os håbe, at det går Tesla og Musk bedre end det gik Better Place og Agassi.
Læs mere: Better Place er gået konkurs