Kia klar med priserne på EV4

Foto: Lars Krogsgaard

Kia EV4 bliver en smule billigere end forventet - uden at være et slagtilbud. Basisudgaven med 440 km rækkevidde koster fra 265.000 kroner.

I næste uge kåres Årets Bil i Danmark. Blandt de otte finalister er Kia EV4, og for at være stemmeberettiget, skal der foreligge priser på hele modelprogrammet. 

Det gør der nu. Og det viser sig, at den danske importør har skruet en smule ned for priserne i forhold til de første indikationer i oktober. Dog ikke i et omfang, der gør den sydkoreanske udfordrer til VW ID.3 og Cupra Born til et decideret slagtilbud.

Fra 265.000 kr.

Priserne begynder fra 265.000 kroner for basisudgaven Kia EV4 Access med et batteri på 58 kWh, der giver en rækkevidde på 440 km.

Access er fornuftigt udstyret, men vil man have endnu mere udstyr, hedder modellen Prestige og koster 280.000 kr.

Vil man hellere have det større 81 kWh-batteri med 633 km rækkevidde, begynder priserne fra 295.000 kroner for basis-modellen med Access-udstyr.

Uanset batteristørrelse har Kia EV4 en elmotor på 150 kW (204 hk), der trækker på forhjulene.

Med det store batteri fås EV4 i hele fire udstyrsvarianter, der først stopper med topmodellen GT-Line til 355.000 kroner.

Hård konkurrence

Dermed har Kia placeret EV4 ret præcist i midten af klassen rent prismæssigt.

De oplagte konkurrenter VW ID.3 og Cupra Born koster fra henholdsvis 310.000 og 260.000 kroner. Lidt højere crossover-alternativer som Renault Scenic Electric og Toyota C-HR+ fås fra henholdsvis 250.000 og 300.000 kroner.

Det ligner hård konkurrence fra start for Kia EV4, men bilen kan finde et publikum blandt dem, der leder efter en bil, der på mange måder fremstår som en klassisk hatchback som VW Golf, men bare er elektrisk.

Større end søsterbilen EV3

Kia EV4 deler platform og teknik med den lidt mindre crossover EV3, der vandt titlen som Årets Bil i Danmark sidste år.

EV4 er lidt længere og bredere og glimrer især med enorm plads på bagsædet og samme lettilgængelige betjening som sin ‘lillesøster’. Med det lille batteri koster de to biler det samme, mens merprisen for EV4 med det store batteri er beskedne 5.000 kroner. Det kan gøre EV4 interessant for Kia-kunder, for pladsen er væsentligt bedre end i EV3.

EV4 lanceres i Danmark i slutningen af november eller i december. Kort efter følger en heftig GT-udgave og længere sedan-udgave med udvendigt bagagerum, som der endnu ikke er sat danske priser på.

Kia EV4 priser

Model Access Prestige Upgrade GT-Line
Standard range 264.999 kr. 279.999 kr.    
Long range 294.999 kr. 309.999 kr. 339.999 kr. 354.999 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here