BMW indstiller produktionen af roadsteren Z4. Dermed er det slut med åbne, to-personers sportsvogne hos BMW. Indtil videre…
Sidste udkald, hvis du drømmer om en fabriksny roadster fra BMW. Til marts triller den sidste Z4 af samlebåndet i østrigske Steyr.
Final Edition, som udgaven hedder, markerer slutningen på tre årtier med åbne, to-personers sportsvogne fra BMW.
Den åbne æra begyndte med Z3 i 1995, der blandt blev kendt for at optræde med Pierce Brosnan bag rattet i rollen som James Bond.
I 2002 skiftede roadsteren navn til Z4, der holdt fast i det klassiske design med lang motorhjelm og stoftop.
Fra stoftop til hardtop - og retur
Stoffet forsvandt dog i 2008, da 2. generation BMW Z4 kom på markedet med en foldbar hardtop af aluminium. Idéen var at gøre Z4 mere helårsduelig og støjsvag ved høj fart. BMW fulgte også den daværende bilmode, der dikterede Georg Gearløs-agtige hardtop tagløsninger til åbne biler.
Som andre bilmærker måtte BMW dog også sande, at den komplicerede løsning kom med to indlysende ulemper, der rammer sportsvogne særligt hårdt: Højere vægt og nærmest intet bagagerum med taget nede.
Toyota Supra-søster
Derfor var det bløde stoftag tilbage, da den nuværende Z4 blev præsenteret i 2018. I øvrigt i et samarbejde med Toyota, der benyttede platformen og sågar BMW’s motorer i deres nyeste udgave af sportsvognen Supra. Modsat BMW var Toyotaen dog en lukket sportsvogn med fast tag til to personer.
Sådan en udgave overvejede BMW også, men den blev aldrig til noget. Derfor er det nu roadsteren med ‘kasket’, der lukker og slukker for BMW’s roadster-æra næste år.

Final Edition skiller sig ud med røde syninger i kabinen og røde bremsekalibre samt særligt indtræk og indgraveret navn i dørkarmen. Udgaven fås i alle tre motorvarianter 20i, 30i og den heftige M40i sekscylindret rækkemotor.
Mens BMW kaster håndklædet i ringen i den lille roadster-klasse, har Toyota besluttet at lave en ny Supra - denne gang uden hjælp fra BMW.
Roadsteren gør elektrisk comeback
Med BMW’s farvel er der stort set kun Mazda’s legendariske og langt billigere MX-5 til at holde roadster-fanen højt.
Omstillingen til elbiler giver dog nye muligheder for at konstruere spændende sportsvogne med kompakte, men potente elmotorer. Kinesiske MG har allerede den spektakulære Cyberster med stoftag og saksedøre på markedet, og næste år ventes Porsche at følge trop med en fuldt elektrisk Boxster.
Mon ikke det vil få BMW til at overveje noget lignende og sætte strøm til deres nu pensionerede roadster? BMW har en stolt historie indenfor åbne sportsvogne. Før Z3 og Z4 hed de bl.a. 328 Roadster, 507 og Z8.
En elektrisk genstart vil være oplagt for mærket, der lægger så stor vægt på “Freude am Fahren”. For hvis den ultimative køremaskine er en BMW, må den ultimative BMW være en åben, baghjulstrukket sportsvogn med plads til to.






