Første indtryk: Kia EV5 vil være en folkelig bestseller

Kia EV5 vil være et reelt alternativ til Danmarks mest solgte elbiler med plads og praktisk sans pakket ind i et ægte SUV-design. Vi har mødt den ambitiøse koreaner.

Danskerne køber elbiler som aldrig før. Og næsten hver anden - 45 procent - vælger mellemstore SUV’ere som VW ID.4, Tesla Model Y, Skoda Enyaq og Toyota bZ4X.

Hidtil har Kia slet ikke haft en elbil i bestseller-klassen. EV3 er for lille og den syv-personers EV9 for stor. Men til maj kommer EV5 og lukker hullet. Og åbner - håber Kia - op for, at det sydkoreanske mærke kan få et bid af den største og sødeste kage på det danske bilmarked.

På vej med skib

Fredag var Hvilkenbil til snigpremiere på EV5. Egentlig står den først ude hos de danske Kia-forhandlere til maj, men det er lykkedes den danske importør at skaffe en lille fortrop på to biler hjem. De kommende uger skal duoen på Danmarksturne, så Kia kan kickstarte interessen for et koreansk alternativ til den håndfuld el-SUV’ere, der sidder så tungt på klassen. De øvrige biler befinder sig lige nu på et kæmpe transportskib et sted mellem fabrikken i Sydkorea og Europa.

Kia EV5 skiller sig ud med sit oprette, kantede design. Bagrudeviskerne er gemt oppe i hækspoileren.

Vi fik nøglen til en Magna Red Long Range med 160 kW-motor (217 hk), forhjulstræk, 81 kWh-batteri med 520 kilometers rækkevidde og Upgrade-udstyr, der til 350.000 kroner placerer sig præcist midt i EV5-programmet.

Priserne begynder strategisk vigtigt lige under 300.000 for basisudgaven med Access-udstyr, mindre motor med 115 kW og et batteri på 60 kWh, der giver en officiel rækkevidde på 366 kilometer.

I den anden ende topper EV5 som GT med firehjulstræk, 225 kW og 476 kilometer på en fuld opladning til 450.000 kroner.

Long Range ligner bedste køb

Long Range Upgrade ligner det bedste køb sammen med den 10.000 kroner billigere Prestige til 340.000 kroner, der må være det oplagte valg for de fleste danskere.

Førerpladsen er som vi kender det fra Kia. Plasticen er pæn, men flere steder af den hårde salgs.

Her tilbyder EV5 den længste rækkevidde, og med udstyr som adaptiv fartpilot, navigation, bakkamera, trådløs Apple Carplay og telefonopladning, eljusterbart førersæde, eldrevet bagklap, to-zone klimaanlæg, varme i rat og forsæder, varmepumpe og forvarmning af batteriet samt et væld af sikkerhedsassistenter, går du aldrig ned på udstyr.

Det samme kan siges om pladsen. Med en længde på 461 centimeter er EV5 ikke den største bil i klassen. Men den er højest og udnytter sin nærmest Jeep-agtige SUV-design til at tilbyde virkelig meget plads til alle passagerer. Bagsædet rummer sagtens tre voksne, og de kan uden problemer få selv en str. 45 ind under forsæderne.

Der er masser af plads i EV5. Også på bagsædet, hvor der sagtens kan sidde tre voksne.

Er man af normalhøjde, støtter bagsædet også godt under lårene. Ingen af delene er en selvfølge i elbiler med store batterier under gulvet.

Overnatning på plant gulv

Længere bagude er bagagerummet på 566 liter regulært som en mindre kummefryser. Løfter man gulvet et hak op, får man en helt plan lasteflade uden læssekant. Det gælder også, når man fælder bagsædet frem - så har man et to meter langt og fuldstændigt plant gulv. Her er plads til hele 1.650 liter - eller måske en luftmadras til to, hvis EV5 skal bruges som minicamper.

Foran er der plads til ladekablerne i et frunk på 44 liter.

Velkendt indretning

Kia fremhæver da også selv pladsen og bilens praktiske sans som stærke salgsargumenter. Vores umiddelbare indtryk er også, at EV5 er blandt klassens mest rummelige.

Bagagerummet får et to meter langt og helt plant gulv, når bagsædet fældes frem.

Bag rattet er EV5, som vi kender Kia. Her er en meget bred skærm, der i samme panel rummer speedometer, styring af ventilation og al infotainment som navigation, lyd, kørecomputer og en masse andre informationer.

Under skærmen kan lyd og ventilation styres direkte med fysiske knapper. Også rattet har fysiske tryk- og rulleknapper. Det fungerer fremragende, og gør Kia EV5 nemmere at betjene end elbiler, hvor stort set alt styres via en central skærm.

Finishen er også typisk Kia. Solid og nydelig, men også med en del hård plast i dørsiderne og nederst på instrumentpanelet.

Blød og behagelig

Du sidder godt bag rattet med et fint forhold mellem rat, pedaler og sæder. Og så har du igen fornemmelsen af god plads i alle retninger - præcis som vi husker det fra den enorme EV9. Det er også luksus. Ligesom blikket ud over den firkantede og spisebordsstore motorhjelm, der gør det let at se, hvor fronten ender.

Fysiske tryk- og rulleknapper i rattet letter betjeningen.

Vi havde lejlighed til en kort køretur på motor- og landevejene omkring Kia Danmarks hovedkvarter i Fredericia. Umiddelbart oplevede vi en stor og komfortabel bil med lidt dovne bevægelser og tendens til at ‘gå ned i knæ’ i snævre sving. Altså ikke meget køredynamik, men masser af tilbagelænet komfort. Her kan Kia EV5 få sin egen lille niche, for både VW ID.4, Skoda Enyaq og især Tesla Model Y og Cupra Tavascan er noget fastere i fjedrene.

Det er et spørgsmål om smag. Kia EV5 går efter komforten og en afslappet køreoplevelse, og det klæder den høje SUV. 

Udfordret på rækkevidde og lynladning

Hvis EV5 har en udfordring, er det mere på rækkevidde og lynladning. Her kører EV5 lige en anelse kortere og lader langsommere end de direkte rivaler. Især til prisen. Hverken 530 kilometers rækkevidde eller en lynladetid fra 10-80 procent på en halv time er noget at prale af i 2026.

Ægte soltag, der kan åbnes, fås som ekstraudstyr.

Omvendt får du masser af plads og en af klassens bedste nybilsgarantier på syv år/150.000 km. Og så tør Kia stikke ud fra mængden af håndsæbeglatte el-SUV’ere med sit kantede design og LED-lygter, der både for og bag minder om lyssværdene fra Star Wars.

Det giver bogstaveligt talt designet kant. Respekt for det. Kia EV5 går efter guldet i den mest populære, men også mest konkurrenceprægede bilklasse i Danmark. Om et par måneder ved vi, om EV5 lykkes med at blive lige så folkelig som en Volkswagen. Ambitionerne fejler i hvert fald ikke noget.

Læs mere om priser og lancering af Kia EV5 her, og se også den korte præsentationsvideo herunder.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here