Sommerferien står for døren. Kører du elbil, er det vigtigt at tage hensyn til medtrafikanterne ved ladestanderne. Vi har en stribe gode råd.
Børn og bagage er pakket, og et sted derude i Europa venter feriedestinationen. Elbilen er ladet helt op hjemmefra, men undervejs skal der lades flere gange.
Trængslen ved ladestanderne langs de europæiske motorveje er ind i mellem ganske stor, og især i de tilfælde er det vigtigt at tage hensyn til sine medtrafikanter. For uanset om du er på ferietur, eller om det er i det daglige, så er god ladeskik og venlig hensyntagen ikke, når du sætter din elbil til opladning i lynladeren, og med familien trisser over til den nærliggende burgerbar eller slentrer på shopping i indkøbscentret og først vender tilbage til bilen lang tid efter, at den er ladet op.
For så blokerer du en ladestander. Og gør du det, kan du ikke forvente at blive mødt med smil og venlighed, når du omsider indfinder dig ved din fuldt opladede elbil med mave og indkøbsposer fyldt.
Men det sker. At folk blæser den helt elementære hensyntagen og gode opførsel en hatfuld. Med unødig, men forståelig frustration og måske endda vrede som resultat.
Adskillige opslag på diverse sociale medier bekræfter, at det ikke sker sjældent.
Respektfuld adfærd
Selvom rigtigt mange bilister i dag kører elbil, er meget stadig nyt, men tænk som et udgangspunkt på det at lade i det offentlige rum som det at tanke benzin eller diesel på bilen. Når bilen er tanket, kører man selvfølgelig væk fra standeren. Når elbilen er ladet op, gør man det samme. Hvad er så svært at forstå?
Som da Hvilkenbil tidligere i år skrev en artikel om god ladeskik, er det igen nærliggende at have gode, gamle Emma Gads universelle og langt fra forældede bog “Takt og Tone – hvordan vi omgaas” fra 1918 i baghovedet.
Så hermed en række anbefalinger til god adfærd, respektfuld og hensynsfuld optræden ved ladestanderen. En stribe velmente råd, der gælder ved lynladere langs de travle ferie-motorveje, når man har brug for at få ladet sit batteri op hurtigst muligt, så man kan komme videre i en fart.
Gode råd ved lynladeren
Først og fremmest: En lynladeplads er ikke en parkeringsplads. Så stands opladningen og flyt bilen, når den er ladet op til 80 pct. Elbiler er mest modtagelige for strøm fra 5-10 pct. af batteriets kapacitet til 80 pct. Efter 80 pct. aftager ladehastigheden kraftigt, og tiden går.
Hvor meget strøm har du brug for? Har du ikke brug for at lade din bil op til 80 pct. for at nå din destination eller næste lynlader, så stands opladningen inden og giv plads til den næste i rækken.
Vælg en passende lynlader: Hvis din elbils maksimale ladeeffekt er på 100-150 kW, er der ikke nogen grund til at køre til en 300 eller 400 kW-lynlader. Vælg i stedet en nærliggende lynlader med en lavere effekt.
Forbered dig: Varm altid din elbils batteri op, så det har den optimale temperatur i selvsamme øjeblik, stikket sættes i. Derved reduceres den tid, du holder i lynladeren, og det bliver både du og dine medtrafikanter gladest for.
Vær klar: Når du er fremme ved ladestanderen, så vær klar til at sætte opladningen i gang med det samme. Hav betaling klar, så du ikke står og leder efter appen på mobiltelefonen, eller fumler med betalingskort og ladebrik.
Hold fornuftigt: Parker din bil, så andre nemt kan komme til. Og tag ikke ladestikket fra ladestanderen ved siden af.
Vær hjælpsom og imødekommende
God køkultur: Er der kø ved lynladestationen, så vær tålmodig, vis hensyn og lad god køkultur råde, så dem, der holder forrest i køen, kommer først til. Vent til det bliver din tur.
Kan jeg hjælpe? Kan du se, at en medtrafikant ligner en, der har brug for hjælp, så henvend dig og tilbyd din assistance. Du gør garanteret et andet menneske glad og taknemmelig, og en af Emma Gads grundtanker – at vise interesse for sine medmennesker – kommer til udfoldelse. Det bliver du også i godt humør af.
Smil og snak: Generelt – nik og hils på dine med-elbilister, som også er i færd med at lade op. Eller holder i kø for at komme til at lade op. Måske taler I ikke samme sprog, men prøv alligevel – indled en snak. Måske kommer I til at udveksle gode råd og kan dele erfaringer om herlighederne ved livet som elbilist. Eller måske har din medtrafikant tips til gode lade-steder på vej mod din destination. Man kan måske ligefrem opleve det forunderlige, at direkte menneskelig kontakt er mere givende end den distancering, man kan opleve på de sociale medier, der fylder så meget i vores liv.
God ferie
Som Emma Gad skrev i sin bog, der udkom i 1918:
“Kun én hovedregel for alt menneskeligt Samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine Medmennesker ud fra et godt Hjerte.”
Hvilkenbil ønsker god sommerferie og god fornøjelse derude ved ladestanderne.






Hvis min P7+ lader med 150-200 kw mellem 80-90,som test viser, flytter jeg mig ikke!
Syntes de fleste råd er fordi vi ikke er klar til elbiler endnu.