Test: Toyota bZ4X Touring og Subaru E-Outback - samme hjerte, forskellig sjæl

BILTEST: Toyotas engang så udskældte bZ4X bliver bedre med alderen - og fås nu med rummelig tilbygning lige som søsterbilen Subaru E-Outback.

Hvilken bil? 

Toyota har opdateret bZ4X, mærkets første, dedikerede elbil med blandt andet længere rækkevidde, lavere forbrug og hurtigere lynladning. Samtidig har Toyota lanceret den lidt længere variant Touring, der har større bagagerum og mere markante tagrælinger. Samme bil fås også som Subaru E-Outback, og faktisk er det Subaru, der bygger netop de to varianter på Subaru-fabrikken Gunma Yajima. Al teknik og bilernes platform er dog udviklet af Toyota.

Her tester vi alle tre aftapninger af Toyota bZ4X: Den opdaterede bZ4X med forhjulstræk, 165 kW (224 hk) og et 71 kWh-batteri, der giver en rækkevidde på 569 kilometer. Med Executive-udstyr er prisen 345.000 kroner.

Toyota bZ4X Touring med samme drivline, hvor rækkevidden ikke desto mindre stiger til 591 kilometer. Med standard Active-udstyr er prisen 345.000 kroner.

Subaru E-Outback har samme størrelse og grunddesign som bZ4X Touring, men selv basisudgaven Limited til 370.000 kroner har to elmotorer med tilsammen 280 kW (380 hk). Til gengæld falder rækkevidden til 526 kilometer.

Vidste du at?

Søsterbilerne Toyota bZ4X Touring og Subaru E-Outback er begge nomineret til finalen om at blive Årets Bil i Danmark. Vinderen kåres dog først 10. november. At bZ4X Touring og E-Outback klemte sig med i finalen var en overraskelse, men siger også noget om, hvor meget bedre den underliggende teknik fra Toyota er blevet, siden introduktionen af bZ4X i 2022.

Som andre elbiler var bZ4X fra start plaget af børnesygdomme. Særligt rækkevidden og den langsomme opladning skuffede, men begge dele er markant forbedret anno 2026. Efter masser af brok fra utilfredse Toyota-kunder er stemningen nu vendt: Toyota er lige nu det mest solgte bilmærke i Danmark i år, og det er ikke mindst den opdaterede bZ4X der trækker salget. At Toyota har udvidet med den større Touring-variant øger bare interessen.

Også hos Subaru glæder de sig. Samarbejdet med Toyota har nemlig ikke bare kastet E-Outback af sig, men også modellerne Uncharted og Solterra, der er Subarus udgaver af henholdsvis Toyota C-HR+ og bZ4X. 

Samarbejdet er en bragende succes. Subaru er nærmest kult på verdensplan, men har altid været niche i Danmark. Med de nye elbiler har Subaru mere end tredoblet sit salg i Danmark.

Hvordan er førerpladsen?

Umiddelbart ligner førerpladsen i Toyota bZ4X og Subaru E-Outback lidt en rodebutik: Et ret stort digitalspeedometer svæver over det lille rat med ganske mange fysiske knapper og paddles til rekuperation bag ratkransen. Her skiller Subaru sig ud med et firkantet rat, der måske ser smart ud, men driller, når styretøjet retter op og løber gennem hænderne.

Den centrale infotainmentskærm er umiddelbart stor, men kun lidt over halvdelen går til skærmen, resten er bare parkeringsplads for drejeknapper til varmen og genvejs touchfelter til blandt andet ventilation. Til venstre for skærmen, skjult bag rattet, sidder tænd-sluk knappen, som andre elbiler har sløjfet. Endelig skal du dreje på en stor knap mellem forsæderne for at køre frem, bakke eller sætte i P.

Når du vænner dig til placeringerne, finder du ud af, at de mange fysiske knapper er med til at lette betjeningen. Skærm-menuerne kunne dog godt være mere logiske og det kræver tidkrævende besøg i to forskellige menuer at slå irriterende assistenter for opmærksomhed, vognbane og fartoverskridelse fra. 

Til gengæld sidder du godt bag rattet med et godt overblik over både vej og bilernes kantede hjørner.

 

Hvordan opleves kabinen?

Som førerpladsens lay-out er materialevalget i Toyota- og Subarus elbiler også lidt en rodebutik. Her er mange forskellige overflader og former, men når du mærker efter, er kvalitet og finish faktisk høj. Mange knapper og funktioner har den der kombination af lethed og præcision som vi kender fra de bedste japanske biler som Lexus.

Pladsen på bagsædet virkelig god, jå nærmest overdåg og stor nok til tre voksen i bZ4X Touring og E-Outback. Det samme gælder for det forslugne og meget regulære bagagerum i de to biler, der til overflod har ekstra ‘kælderrum’ under gulvet.

Desværre er der ikke blevet plads til et frunk, og så ender ladekablet som regel i samme kælderrum, hvor der er langt ned på langturen, hvor bagagerummet er fyldt op. 

I den modsatte ende, oppe på taget, udmærker bZ4X Touring og E-Outback sig med nogle usædvanligt store og solide tagrælinger, der ser ud til at have appetit på både tagboks, cykler og måske et par kanoer. Det øger anvendeligheden og giver de to biler et gennemført frilufts-look. 

Er sikkerheden i orden?

Euro NCAP crashtestede både den almindelige Toyota bZ4X og Subaru E-Outback i 2025. Begge biler, der groft sagt kun er forskellige i længden, slap fra testen med fem ud af fem stjerner.

I alle testdiscipliner præsterer både bZ4X og Subaru E-Outback solidt og sikkert. Når Euro NCAP kun noterer ‘tilstrækkelig’ beskyttelse i for eksempel fuld frontalt sammenstød eller øget pres på brystkassen i pæletesten, er der mest tale om mindre skønhedsfejl på en grundlæggende sikker og velkonstrueret bil.

Også de aktive sikkerhedsassistenter som vognbaneassistenten og den automatiske nødbremse fungerer godt. Det var også vores oplevelse i testugen: Elektronikken griber mere blidt og organisk ind i kørslen end især mere emsige kinesiske biler. Men vi kunne godt ønske os, at det ikke var så besværligt at slukke for irriterende alarmer - det kræver alt for mange klik på skærmen i to forskellige menuer.

Læs hele crashtesten af Subaru E-Outback her.

Se også videoen af Toyota bZ4X herunder.

Hvordan kører den?

De forhjulstrukne udgaver af bZ4X og den længere Touring overbeviser især med god komfort. Affjedringen er nærmest blød og opsuger de fleste ujævnheder som en tør svamp. Det er fornemt - undtagen på skarpe kanter, der trænger igennem til kabinen.

Subaru E-Outback er født med det firehjulstræk, der skal tilvælges i de to Toyotaer. Sådan skal det være for Subaru, der gerne vil være synonym for firehjulstræk og stærke terrænegenskaber. I E-Outback giver det en mere dynamisk køreoplevelse sammenlignet med det understyrende forhjulstræk, og det går ikke ud over affjedringskomforten.

Desværre lider alle tre biler af usædvanligt meget dækstøj. Kun på på de nye, støjdæmpende asfalt typer er rullestøjen til at leve med. På slidt og almindelig asfalt bliver den gennemtrængende hvislen fra dækkene trættende på længere ture.

Hvordan er motor og opladning?

165 kW (224 hk) og forhjulstræk i elbiler til 350.000 kroner imponerer ingen nu om dage. Men hvis du ikke har brug raket-acceleration er kraftoverskuddet tilstrækkeligt, ja nærmest harmonisk i de to Toyota’er med forhjulstræk.

Den lille motor giver også gevinst ved ladestanderen. Toyota har virkelig forbedret drivlinen, så den nu fremstår som en af de mest effektive: I den store bZ4X Touring nåede vi et snitforbrug på 6,3 km/kWh i en testuge med masser af motorvej. Det er tæt på de lovede 7,1 km/kWh og gør bZ4X til en af de mest effektive el-SUV’ere, som vi har testet. Trods det moderate batteri på 71 kWh netto, giver det en reel sommer-rækkevidde på godt 400 kilometer - det er mere end godkendt.

Mindre begejstrede er vi for effektiviteten ved en lynlader. Toyota har klart øget ladekapaciteten, men en max-effekt på 150 kW og en 10 til 80 procent lynladetid på 28 minutter er altså undervældende anno 2026. Her mærker man, at Toyota stadig halter efter de bedste konkurrenter. At japanerne stadig ikke arbejder med 800 volt-teknologi - end ikke hos luksusmærket Lexus - understreger Toyotas lidt tøvende tilgang til elbiler.

Passer prisen?

Både og. Starter vi med bZ4X fås den fra 325.000 kroner for en veludstyret basismodel med det største batteri og længste rækkevide. Touring-versionen med det store bagagerum lægger 25.000 kroner til prisen, mens det kun koster 20.000 kroner at rykke op i den firehjulstrukne udgave med hele 156 ekstra hestekræfter. Det er billigt.

Ovre hos Subaru følger de nærmest på kroner og øre Toyota-priserne. Den testede E-Outback med firehjulstræk til 370.000 kroner har dog en anelse mere udstyr end den tilsvarende bZ4X Touring til samme pris.

For alle varianter gælder det, at de placerer sig i et midterfelt, hvor de er billigere end europæiske bestsellere som VW ID.4 og Skoda Enyaq, men dyrere end Tesla Model Y og flere kinesere, når man tager udstyr og motorkraft med i regnestykket. 

Her spiller både Toyota og Subaru et trumfkort, fordi de tilbyder op til 10 års garanti på både bil og batteri, hvis du servicerer bilen (dyrt) på autoriseret værksted. Det er tryghed, som Toyota- og Subaru-kunder sætter pris på. Og det er med til at holde værdien oppe, når bilen bliver ældre, og dermed til nogen grad retfærdiggøre nybilspriserne.

Er der alternativer?

I dén grad - udbuddet af mellemstore, elektriske SUV’ere er nærmest overvældende.

Fra toppen af salgslisten er Tesla Model Y en oplagt konkurrent. Priserne begynder fra 305.000 kroner for en lidt skrabet basismodel, mens en firehjulstrukket Long Range med alt i udstyr - selv anhængertræk - koster fra 365.000 kroner. Model Y er mere sportslig end bZ4X Touring og E-Outback og næsten lige så rummelig. Særligt Premium-udgaven er også mere komfortabel. For mange bilkøbere kan betjeningen blive afgørende: Tesla har den bedste centerskærm, men stort set ingen knapper som de to japanere. Vi mener, at du får mest for pengene hos Tesla.

Skoda Enyaq har næsten lige så god plads, godt med udstyr og 210 kW og et velkørende baghjulstræk som Selection til 355.000 kroner. Skal Enyaq have firehjulstræk, stiger prisen til 378.000 kroner, men det er stadig i omegnen af både bZ4X Touring og E-Outback, der dog har mere udstyr. Vi foretrækker Enyaqs køreegenskaber, fine finish og lavere støjniveau.

Apropos Skoda. Mærkets nye flagskib Peaq er endnu større end de japanske søsterbiler og kan udstyres med syv sæder. Kan man nøjes med 450 kilometers rækkevidde, koster den 350.000 kroner. Med stort batteri og 634 kilometers rækkevidde stiger prisen dog til 438.000 kroner, men Peaq har så også mere plads og bedre komfort end bZ4X Touring/E-Outback.

Et spændende alternativ i markant offroader-stil er Kia EV5. Med forhjulstræk og det omfattende Upgrade udstyr og 520 kilometers rækkevidde koster den 350.000 kroner og slår de to japanere på plads og komfort. Firehjulstræk koster 25.000 kroner ekstra.

Konklusion:

For: Affjedringskomfort, plads, lavt forbrug, mulighed for lang garanti.
Imod: Dækstøj, bedaget software, langsom lynladning.
Hvilkenbil siger:

Det bedste ved Toyota bZ4X og Subaru E-Outback er, hvordan de japanske ingeniører virkelig har forbedret platformens noget gennemsnitlige teknologi. Særligt det lave forbrug imponerer. Plads, affjedringskomfort og muligheden for 10 års garanti trækker også op. Omvendt trækker ladekapacitet og gennemtrængende dækstøj ned. Alt i alt er Toyota bZ4X og Subaru E-Outback mest interessante for deres loyale fans, der har ventet på elbiler fra deres yndlingsmærker. Er man åbne for alternativer, er der mange andre og mindst lige så gode muligheder derude.

 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here