Markant Aston Martin-front er kun toppen af isbjerget – faceliftet af Ford Focus indebærer også forenklet betjening og nye motorer.
Focus er en succeshistorie for Ford. Som ‘verdensbil’ sælges Focus globalt – og den holder gang i butikken med et samlet salg på 12 mio. biler. Dermed er Focus verdens bedst sælgende familiebil, så der tages ingen chancer med ansigtsløftningen her 4 år efter debuten i 2010.
Facliftet af Ford Focus er angiveligt det hidtil mest omfattende fabrikken nogensinde har foretaget. Selvtilliden fejlede da heller ikke noget, da chefen for Ford Europa, Stephen Odell, afslørede den nye Ford Focus på Mobile World Congress i Barcelona:
Vi har udviklet den nye Focus til at slå benene væk under alle – og det uanset om vi taler teknologi, design, brændstoføkonomi eller den køreoplevelse, som Focus allerede er berømt for.”
Blandt de åbenlyse forandringer er den nye front, der fortsætter Fords nye designlinje – og skaber en klar reference til det britiske supermærke Aston Martin. Baglygterne er også ændrede, mens øget brug af kromlister giver den forbedrede Ford Focus et ‘finere’ præg.
Men det er under den nypolerede lak, at vi finder de vigtigste nyheder. Ford har lyttet til kritikken af det noget uoverskuelige instrumentpanel i Focus. Løsningen er en 8-tommers trykfølsom skærm, der på moderne vis samler mange funktioner som radio, ventilation og navigation i et menu-system. Dermed er der ryddet op i de mange knapper – desværre kun på de dyrere udgaver, for Fords såkaldte Sync2-betjening bliver ikke standard.
Ford praler i øvrigt af, at Sync2 sætter nye standarder for stemmestyring. Siger du f.eks. ‘I am hungry’, viser navi-anlægget straks de nærmeste restauranter. Men du skal sige det på engelsk, for Sync2 forstår ikke dansk.
Ford er langt fremme med automatiske hjælpe- og sikkerhedssystemer, og de opgraderes i den faceliftede Focus. P-hjælpen udvides bl.a. så Focus selv kan dreje 90 grader og bakke ind i snævre P-båse – mens du står udenfor og overvåger manøvren. Den automatiske bremse i bytrafik er forbedret, så den virker ved hastigheder med op til 50 km/t mod før 30 og endelig kan Focus fremover udstyres med adaptiv fartpilot, der både holder afstand til forankørende og hjælper til med aktive nedbremsninger om nødvendigt.
Nye 1,5 liters motorer med lavere forbrug
Motor-programmet udvides. De stærkt roste 3-cylindrede EcoBoost-motorer på 1,0 liter får en ‘storebror’ på 1,5 liter med fire cylindre, der leveres med enten 150 eller 180 hk. En særlig spareudgave af den mindste EcoBoost motor bliver den første benzinbil, der når ned på et CO2-udslip på 99 gr./km – det svarer til et snitforbrug på på den gode side af 24 km/l. Endelig lancerer for den ny 1,5 liters diesel, der yder 95 eller 120 hk og reducerer brændstofforbruget med 19 pct. sammenlignet med den nuværende 1,6 liters diesel.
Endelig piller Fords ingeniører så at sige ved modellens kronjuveler: Ford Focus har altid – og med rette – haft ry for at byde på Golf-klassens bedste køreegenskaber. Men konkurrencen er skarpt, så Ford har benyttet lejligheden til at findpudse Focus’ ellers fremragende undervogn med nye gummibøsninger, bedre støddæmpere og en forbedret ESP og servostyring.
Vi er næppe de eneste, der glæder os til at afprøve, om det er lykkedes at forfine Focus’ delikate og sportslige køreoplevelse. Man skal dog væbne sig med tålmodighed. Den faceliftede Ford Focus har verdenspremiere 4. marts på biludstillingen i Geneve, men når først frem til danske forhandlere sidst på året.
Læs også hvilkenbils test af Ford Focus