Hvilkenbil’s Carsten Nymann blogger om den umulige opgave at kombinere mandighed og bilinteresse med at køre MPV. Men så fik han øje på en Picasso… 
For nylig faldt jeg over et indlæg på en amerikansk blog, hvor en nybagt far skrev henført om hans Ford Mustangs evner som familiebil. Han havde nægtet at underlægge sig barnevognstyrannernes normer og købe den minivan, som alle andre på vejen havde anskaffet sig (ordet mini skal her tages med et gran salt). I stedet havde den glade entusiast købt en mikroskopisk, foldbar barnevogn og udskåret puder af byggeskum, så autostolen kunne monteres stabilt i Mustangens røvballeformede bagsæde. På den måde fik han babyvræl og V8-brøl til at gå op i en højere symfoni.
Nu er en Ford Mustang jo et voldsomt eksotisk køretøj på vores hjemlige breddegrader, men jeg kan godt sætte mig ind i tankegangen. I lang tid troede jeg nemlig, at jeg var samme type. Mit afkom nummer 1 tilbragte sine første måneder bagi vores 3-dørs Saab 900 Turbo, og egentlig var det ikke min tanke, at der skulle ændres på dén sag.
Meeen det blev lidt kringlet at komme ind i sofasædet og spænde autostolen, pludselig begyndte bilen at danne sig sin egen mening om, hvornår den ville starte, og så var der jo det der med ABS og airbags og så videre. Og så endte det alligevel med, at der stod en nyere stationcar på adressen. Jeg følte mig dog alt i alt stadig hævet over de sølle stakler, som havde solgt ud af mandigheden og brugt pengene til en MPV – eller endnu værre – en Berlingo.
Jeg har kørt stort set samtlige de MPV’er og familiecontainere, der findes på markedet. Og selv om jeg i ramme alvor og med fuldt overlæg har uddelt roser og pæne karakterer til mange af dem – og endda anbefalet flere til venner og bekendte – har jeg aldrig selv været fristet.
Bevares, de praktiske egenskaber ved en Berlingo eller komforten i en Renault Grand Scenic kan jeg ikke komme uden om. Men de magelige, let vuggende køreegenskaber og stemplingen som aldeles konform tøffelhelt har jeg aldrig kunnet ryste af mig. I virkeligheden nok mest det sidste …
Nu er afkom nummer 2 så dukket op i husstanden, og mere eller mindre tilfældigt endte jeg med at skulle fragte hele familien tur/retur til Norge i en helt ny Citroën C4 Picasso. Det var første gang, jeg var bag rattet i den anmelderroste franskmand. Forgængeren var som de fleste andre i klassen en fremragende familiebil men en noget uinspirerende køreoplevelse. Fra første meter stod det dog klart, at den nye model, som står på PSA-koncernens helt nye modulplatform, er et helt andet dyr.
Det er længe siden, jeg er stødt på en så velafstemt undervogn uden for prestigemærkernes territorium. Men lynet slog først ned et sted lige nord for Helsingborg, hvor et sirenelignende signal fra de billige rækker informerede om, at det var akut fodringstid – upåagtet, at vi lige havde siddet stille på en færge i 20 minutter.
Se, i en Ford Mustang eller bare en almindelig, moderne stationcar med krum ryg og sportsbagsæde havde situationen krævet en uvelkommen pause. Men i Citroënen, som har tre individuelle bagsæder, blev det moderlige ophav kvikt omplaceret til bagperronen bevæbnet med en skarpladt sutteflaske – og turen kunne fortsætte uden yderligere forsinkelser. Se det kan du også gøre i alle andre MPV’er. Men Citroënen er den første, der også som bil betragtet er interessant nok til, at jeg til min store skræk måtte sande, at sådan én gad jeg sgu godt eje.
Citroën har været på en sand sejrsmarch de seneste år og har formået at lægge de triste slut-halvfemsere og start-nullere bag sig. Og den nye C4 Picasso er i mine øjne en af de hidtil fornemste eksponenter for den udvikling.
Det bliver meget spændende at følge franskmændenes – og ikke mindst MPV’ernes – videre udvikling. Måske behøver familiefædre som jeg selv i fremtiden ikke lægge kørehandsker og selvværd på hylden bare fordi, der kommer småfolk til.
Læs også test: C4 Picasso – fristende fransk rumfartøj
