Udskældt p-selskab har udstedt ugyldige p‑afgifter

p-afgift oparko
Foto: FDM

Det private parkeringsselskab Oparko har ifølge Parkeringsklagenævnet udstedt ugyldige p‑afgifter. Bilister skal have deres penge tilbage, mener FDM.

En gul seddel i forruden med blot en QR-kode er ikke en gyldig p-afgift, fastslår Parkeringsklagenævnet i ny afgørelse.

Det er ikke kun ulovlige usynlige p-afgifter, parkeringsselskabet Oparko har sendt til bilister. I adskillige tilfælde har Oparko også udstedt og opkrævet ugyldige p‑afgifter. Det har Parkeringsklagenævnet afgjort i en række identiske sager.

Skal have penge tilbage

Afgørelsen betyder ikke bare, at en række bilister kan se bort fra deres p‑afgift. Bilistorganisationen FDM mener også, at bilister, som allerede har betalt de ugyldige p‑afgifter, skal have deres penge tilbage.

I sagerne havde Oparko blot sat en gul seddel i forruden med besked om, at der var blevet pålagt en p‑afgift, mens en QR‑kode henviste til øvrige nødvendige oplysninger. Dermed kunne bilisterne på sedlen hverken se, om kontrolafgiften overhovedet tilhørte deres bil, afgiftens størrelse, begrundelse eller tidspunkt og sted for udstedelsen.

Dur ikke

Og det er helt utilstrækkeligt: Parkeringsklagenævnet har afgjort, at en seddel uden de lovpligtige oplysninger, men alene en QR‑kode, ikke lever op til de gældende krav for at udskrive p‑afgifter.

”Det dur naturligvis ikke, at p‑selskaber bare langer afgifter ud og henviser til helt nødvendige oplysninger via en QR‑kode. Det siger sig selv, at man som bilist nemt skal kunne se, hvorfor man har fået afgiften, hvor stor den er, og om den overhovedet gælder ens bil. Det er helt i tråd med de skærpede krav om, at en p‑afgift enten skal overgives til føreren eller placeres på bilen. Derfor er vi også glade for Parkeringsklagenævnets afgørelse, som kun er rimelig,” siger områdechef i FDMs juridiske rådgivning Lennart Fogh.

QR-kode kan ikke stå alene

”En QR-kode kan være et fint supplement til den fysiske p-afgift, når den henviser til identiske oplysninger. Det kunne også være til de billeder, parkeringsvagten har taget af forseelsen, men QR-koden kan ikke stå alene. Her har nævnet sendt et klart signal om, hvordan lignende sager vil blive afgjort,” tilføjer Lennart Fogh.

Sådan ser p-afgiften fra Oparko ud. Man skal scanne QR-koden for at se nødvendige oplysninger, og det er ikke tilstrækkeligt, fastslår Parkeringsklagenævnet.

Parkeringsklagenævnet har truffet samme afgørelse i otte identiske sager – alle om p‑afgifter fra Oparko udstedt i perioden maj 2023 til juni 2024.

”Allerede fordi der ikke af kontrolafgiften fremgår hverken dato, tid, registreringsnummer, beløb eller årsag til pålæggelse af kontrolafgiften, men i stedet er en QR‑kode, der skal scannes for at få oplysningerne, er kontrolafgiften ikke udstedt med rette,” skriver Parkeringsklagenævnet i sin afgørelse.

Skal have penge tilbage

Ifølge FDM understreger Parkeringsklagenævnets afgørelse, at det ikke er nok, at der blot placeres ’noget’ på bilen.

”Parkeringsklagenævnet er helt tydeligt i sin afgørelse: De konkrete p‑afgifter er ugyldige, og det samme mener vi i FDM, gælder tilsvarende afgifter, som bilister har fået og allerede betalt. Derfor mener vi, at de nu skal have deres penge tilbage, hvilket vi forventer, at Oparko sørger for sker,” siger Lennart Fogh.

FDM opfordrer bilister, der enten har fået eller allerede har betalt en af de omtalte p‑afgifter, til at kontakte Oparko.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here