Den italienske Golf-udfordrer Alfa Giulietta får opstrammet designet og opdateret teknik. Forbedringerne skal holde modellen frisk et par år endnu.
Alfa Romeo skal revitaliseres og gøres til en reel udfordrer til især BMW. Sådan lyder visionen for Sergio Marchionne, direktøren for det hele i den italiensk-amerikanske Fiat Chrysler koncern.
Marchionne er en grundig mand, og for at være sikker på succes, er planerne for Alfa flere gange blevet revurderet og i sidste ende forsinket. Men efter sommerferien bliver det alvor, når den italienske BMW 3-udfordrer, Giulia, endelig når frem til forhandlerne – også de danske.
Giulia er spydspidsen i Marchionnes og Fiat Chryslers forsøg på atter at bringe Alfa tilbage til tidligere tiders storhed. Omvendt bliver det en relativt dyr bil, og derfor er modellen lige under, Giulietta, også vigtig for Marchionne og Co.
Sagen er bare, at den ellers – sammenlignet med de mange fornuftsbiler i Golf-klasser – gudesmukke Giulietta efterhånden har seks år på sin velskabte bag uden umiddelbart udsigt til en afløser.
Løsningen er endnu et besøg i sminkerummet. Her var Giulietta senest i 2014 og nu har Alfas svar på VW Golf været det for anden gang. Heldigvis har italienerne behersket sig, så det er blevet ved nogle diskrete ændringer af bl.a. den ikoniske Alfa-front, mens navnetrækket Giulietta nu er rykket fra midt på bagklappen og ud til højre under baglygten. Sådan gør Alfa nemlig på den kommende Giulia, og så er der skabt forbindelse mellem den seks år gamle Giulietta og Alfa Romeos nye håb.
Afløses tidligst i 2018
De største nyheder findes under Giuliettas nydelige kølerhjelm. Her udvider Alfa nemlig mulighederne for at kombinere de fire benzinmotorer og tre dieselmotorer med automatgear, så man næsten matcher udvalget af motorer og gearkasser med rivalen VW Golf. Blandt nyhederne er muligheden for at kombinere den mindste 1,6 liters diesel med 120 hk med automatgear med dobbeltkobling. I toppen af programmet kører Giulietta med en 1,8 liters turbobenziner med 240 hk fra sportsvognen 4C.
Fordi Alfa kommer til at bruge masser af kræfter på at køre den kommende Giulia i stilling som det italienske alternativ til tyske prestigemærker, skal Giulietta formentlig holde skansen en rum tid endnu. Ifølge vedholdende rygter ser vi formentlig en afløser i 2018 – måske med baghjulstræk som standard. Det sidste kunne være et raffineret slag i i ansigtet på ærkerivalen BMW, der omvendt skifter fra bag- til forhjulstræk i deres kommende Giulietta-rival, 1-serien.
Læs mere: Alfa på vej med stor-offensiv
Den forskønnede og opdaterede Giulietta er allerede landet hos de danske Alfa-forhandlere. Du kan se udvalgte modeller og priser her:
Alfa Giulietta 2016 (ekskl. lev.):
1.4 TB 120 hk: 287.000 kr.
1.4 TB 120 hk Super: 305.000 kr.
1.4 MultiAir 150 hk Super: 327.500 kr.
1.4 MultiAir 170 hk TCT Super: 358.000 kr.
1.6 JTDm 120 hk: 302.500 kr.
1.6 JTDm 120 hk Super 320.500 kr.
1.6 JTDm 120 hk TCT Super 347.000 kr.
2.0 JTDm 150 hk Super 348.000 kr.